The miserable, the lonely, and depressed

[Agnes Rosier]

Mørket var tæt på værelset, men det var intet ved siden af det, Agnes havde oplevet i gangene under Rosier-familiens hus, og det var med rolige skridt, at hun fandt den seng, der var blevet hendes. Kun langsomt satte hun sig på kanten af den. At knæle ved dens side for at bede til Gud var ikke noget, hun havde gjort i tæt på et år, og hun gav sig heller ikke til det nu. I stedet fulgte hun Corban med blikket, mens han selv gjorde klar til seng.

Munden gled op for at forme et spørgsmål, men endte med at lukke sig igen med uforrettet sag, som hun i stedet kravlede ind under dynen. Hun var dog ikke helt i stand til at holde tankerne fra at overveje, hvordan det mon ville føltes at sidde under hans ved hans side og måske det vandrende blik afslørede hende, uden hun opdagede, at hun blev betragtet.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban følte sig ikke særlig træt lige nu, selvom sengen var blød og dynen tung og tæt som et kram. Kinderne prikkede igen, da han slog blikket væk fra hende igen. Han ville trods alt ikke gøre hende utryg.

"Du må sove godt," sagde han så til hende, uden han egentlig strakte sig for at gøre et forsøg på at slukke lampen.

[Agnes Rosier]

Agnes havde ingen anelse om, hvordan hun nogensinde skulle finde ro - for slet ikke at tale om at sove. Hun trak blot blikket til sig og pillede i stedet lidt ved det mørke tæppe, der lå over dynen.

"Ja," svarede hun og skulle til at byde ham det samme. Men da hun åbnede munden var det helt andre ord, der undslap hende:

"Du kunne også komme herover." Hun holdt næsten vejret. Hvorfor ville hun dog sige det? Men blikket dristede sig alligevel til at slippe tæppet og i stedet søge Corbans.

[Corban Yaxley Jr.]

Ja, var et lidt andet svar end den sædvanlige, høflige gengældelse. I et øjeblik nåede Corban endda at overveje om han kunne have ødelagt noget mellem dem, men snart efter blev tankerne afledt.

Havde han hørt rigtigt? Varsomt kiggede han over mod gæstesengen, mens tankerne talte for og imod. Alligevel var der noget, der fik ham til at sætte sig mere op.

"Vil du... vil du gerne have det?"

[Agnes Rosier]

Blikket formåede ikke at fange Corbans, men i stedet kunne Agnes sidde på første række til hans overvejelser. Det fik hende selv til at tænke en ekstra gang over tilbuddet og de mulige konsekvenser. Om det var det, der ville ende med at koste hende det eneste stabile, hun havde i sit liv.

"Ja," kom det alligevel ganske dæmpet fra hende, fordi det var sandheden. Det lød dog ikke videre overbevisende, så hun klarede halsen og nikkede, som hun gentog med mere fasthed i stemmen: "Ja." For at understrege slog hun dynen lidt til siden i en invitation.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban blev nødt til at være sikker. Sikker på at Agnes ikke skred over sine egne grænser, eller ikke følte, at hun ikke kunne trække tilbuddet. Efterladt var han til at overveje det, men det var som om fødderne fandt gulvet, før han helt kunne tale sig selv fra det. Varsomt bevægede han sig over mod gæstesengen og krøb under dynen.

Skulder stødte mod skulder, men han sørgede for at have hænderne over dynematerialet, og kiggede først op i loftet, da det nok ville bringe deres ansigter for tæt på hinanden, skulle han dreje sit mod hende.

[Agnes Rosier]

Ikke en eneste gang havde Agnes tænkt sengen som lille. Der var rigeligt plads til, at hun kunne brede sig mere, end hun nogensinde ville få behov for. Men som skuldrene stødte lige så blødt sammen, blev hun klar over, at det var langt fra den dobbeltseng, hun havde tilbragt nætterne af sit ægteskab i. Det var generelt en helt anden oplevelse, sådan som Corban ikke krævede nærheden, men i stedet lod til at være langt mere optaget af loftets udsmykning end hendes tilstedeværelse.

Forsigtigt klarede hun halsen. "Det var ikke min intention at gøre dig ukomfortabel," undskyldte hun, da det efterhånden var blevet tydeligt for hende, at Corban nok kun gjorde det for at behage hende.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban overvejede at trække sig tættere på sengekanten, for ikke at gøre Agnes utilpas. Alligevel var det snart hende, og ikke ham, der kom med en undskyldende udmelding. Ansigtet lod sig dreje til siden, da hun talte, selvom han mærkede en nervøsitet i sig over nærheden. Og det var trods de havde stået front mod front, da de dansede, og tilmed havde kysset hinanden i badeværelset, mens hun kun var iført et håndklæde.

"Nej, jeg... vil bare ikke gøre dig ukomfortabel," Og med det sendte han hende et halvforlegent forsøg på et smil. 

[Agnes Rosier]

Af og til kom det stadig bag på Agnes, hvor meget hun og Corban lignede hinanden på visse punkter. Som deres insisteren på at gå ud af sin vej for ikke under nogen omstændigheder at gøre den anden ukomfortabel. Det fik hende til at slippe en dæmpet, men udpræget munter lyd.

"Det kunne du aldrig," forsikrede hun ham, fordi tanken forekom hende så absurd. Dét, trods hun altid til en vis grad havde følt sig utilpas omkring hankønnet. "Jeg føler mig utroligt tryg i dit nærvær, Coban. Det har jeg altid gjort. Lige siden vores første vejlederrunde sammen."

[Corban Yaxley Jr.]

I stunder som disse kunne de ekkoe hinanden. Corban fandt det også en smule morsomt, hvilket var derfor det forlegne smil vedblev om læberne. Han betragtede hende og følte sig ikke helt så klemt over nærheden, selvom det var en smule... underligt.

"Flere byttede ellers deres vagter, fordi de syntes jeg var urimeligt kedelig på de runder," lød selvindsigten fra ham, men ikke uden et meget subtilt lag af humor.

[Agnes Rosier]

Agnes kom til at grine. Ikke, fordi det nødvendigvis var morsomt, men også fordi de i dét kunne spejle sig i hinanden. Hun trak på skuldrene, selvom handlingen alene føltes syndig og skødesløs, før hun lænede sig lidt tilbage mod hovedgærdet.

"Forståeligt," svarede hun med et træk i mundvigen. "Måske var det derfor, vi så ofte endte sammen. Så vidt jeg har forstået, syntes folk, at jeg var sær." Eller måske var det hendes evige skygge, der havde holdt dem på afstand.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde været typen på vejlederrunderne, der havde været måske lidt for koncentreret om sin opgave. Når en anden havde foreslået, at de brændte tiden af med en leg eller slotsudforskning, havde han bare rystet på hovedet og ranket brystet.

Han lagde sig snart mere om på siden, så han bedre kunne se hende, mens de snakkede. "Sær?" Han studsede over beskrivelsen, men trods han forsøgte ikke at tage rygtesvirren for gode varer, havde folk både talt om tragedien der omgav Nott-familien, og de mærkværdige Rosiers.

"Jeg synes ikke du er sær."

[Agnes Rosier]

"Nej?" Agnes lod sig også glide mere ned at ligge og endte selv på siden i en ubevidst spejling af Corban. Hovedet blev støttet af den ene hånd, mens hun tog hans ord ind og lod dem varme på det sted i brystet, hvor der så længe havde hersket permafrost

"Jeg synes ikke, du er kedelig."

[Corban Yaxley Jr.]

Spejlingen bragte dem tættere. Selv løftede han ikke hovedet for puden, men betragtede hende blot, uden at smilet visnede. Det var en sjældenhed, at den slags efterhånden blev fastholdt i mere end enkelte sekunder.

"Jeg har ellers intet imod at være det," indrømmede han så, da det trods alt var bedre at være kedelig og pressefoldet, end at være et rod.

[Agnes Rosier]

Agnes kom til at smile. Mest, fordi udmeldingen på ingen måde kom bag på hende. Nok havde hun ikke kendt Corban størstedelen af sit liv, ikke engang tilnærmelsesvist, men alligevel kendte hun ham, ligesom han kendte hende. Selv de sider, hun havde svært ved at vise til andre, som det lille smil, der vedblev at hænge insisterende om hendes mundvige.

"Måske synes jeg bare ikke, at andres syn på kedeligt er retvisende," pointerede hun og lod hånden finde hvile på det lille stykke madras mellem dem.