Found a demon in my safest haven

[Corban Yaxley Jr.]

Corban gav spørgsmålet noget simretid. Han havde aldrig været så lykkelig, som da han havde været forelsket. For selvom andre ting havde gået imod ham, havde nogen været der til at bakke ham op uanset. Det var måske dén form for nærhed, han savnede. Og den han måske også delvis fandt med Agnes, selvom det ikke var på den romantiske måde.

"Det fysiske kan jeg undvære," blev derfor hans svar, selvom hudsult kunne ramme ham.

[Agnes Rosier]

Svaret var ikke overbevisende. Muligvis på grund af den lange simretid, det havde krævet, og muligvis, fordi Agnes ikke selv følte sig sikker på, om hun ville kunne gå resten af livet og undvære. Uanset, hvad fysiske berøringer ellers fremkaldte af angst og ubehag i hende efter de ægteskabelige pligter.

Hun svarede ikke selv med det samme, men strøg lommetørklædet lidt med tomlen, før hun lige så forsigtigt rakte frem med den frie hånd og bød den til Corban. Fingrene sneg sig varsomt ind mellem hans, men der var ingen rysten, ingen angst. Kun en følelse af, at noget faldt på plads. En vaklende udånding undslap hende, uden hun indså, at hun havde holdt vejret i tiden op til.

[Corban Yaxley Jr.]

Selvom Corban havde lige havde erklæret, at han kunne undvære det fysiske, måtte han erkende, at håndholdelsen føltes som en behagelig tryghedsgiver. Selv som fingre havde sneget sig mellem hans egne, uden nogen form for fastholdelse eller låsthed.

Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Lommetørklædet lå mod håndfladen igen i den modsatte hånd, og nu var det hans tur til at lade tomlen løbe over materialets fibre.

[Agnes Rosier]

Så sad de der igen. To fortabte sjæle i den stue, der var blevet deres begge helle og fængsel på én og samme tid. Åndedrættet tilpassede sig Corbans, uden Agnes helt var bevidst om det. Hun tillod sig blot at finde tilbage til det tætteste, hun var kommet på tryghed siden den skæbnesvangre nat, der havde ændret alt.

"Jeg ville ønske, jeg kunne give dig alt det, du fortjener," indrømmede hun lavmælt, før det gik op for hende, hvad hun med det indirekte havde sagt. Kinderne blev varme. "Altså- Ikke- Ikke dét, selvfølgelig. Men- Eh." Hun klarede halsen og løsnede fingrene lidt fra hans, selvom hun ikke kunne få sig til at bryde forbindelsen.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban vidste ikke helt, hvad han lagde i ordene, men Agnes reaktion på det udtalte, kom med et bud. Han kunne mærke hendes momentære febrilskhed, men forsøgte sig med et forsikrende smil.

"Jeg tror godt jeg ved, hvad du mener," slog han så roligt fast. En del af ham var nervøs for, at hun skulle tolke hans syn på deres relation forkert, så de mistede det de havde sammen. Tryghed. Et helle.

"Vi kan være her for hinanden, og det er alt jeg har brug for."

[Agnes Rosier]

Forsikringen faldt på et tørt sted og var det, Agnes skulle bruge for med god samvittighed at kunne lukke hånden om Corbans igen. Det var mere end rigeligt, at hun havde ødelagt relationen til både Simon og Matheo med sine udfordringer; Tanken om også at skulle miste Corban var mere, end hun kunne bære at føre til ende.

"Ja?" Blikket fandt hans og denne gang kunne hun ikke skjule håbefuldheden. Et spædt smil lurede endda i mundvigen. "Det er jeg virkelig glad for."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban mødte hendes øjne og fandt deri det spæde håb, som han nok også selv havde brug for at klynge sig til. Omkring Cailean Morgaine kunne han ikke længere gøre eller sige det rigtige. Agnes rummede hans mangelfuldhed; måske fordi hun også var slået i stykker.

"Det er jeg også," gengældte han ærligt. Han vidste slet ikke, hvordan tingene ville have set ud, hvis ikke Agnes havde været der. Men et sted dybt i ham var han nok selvisk. Selvom han ønskede Agnes det bedste, vidste han at hun havde følelser for nogen, og at der derfor var en chance (hvad end hun så den eller ej) for at hun ville forlade ham og Yaxley Manor. 

[Agnes Rosier]

Agnes sendte Corban et af de svage spøgelsessmil, der sommetider fik liv om hendes læber. Prøvede at lade ham se sin taknemmelighed for, at hun i det mindste ikke var dømt til et helt liv alene, hvor fortjent det end var. Så falmede det igen og hovedet blev lige så let hvilet mod hans skulder.

"Er det derfor, du lader mig blive her?" spurgte hun forsigtigt, fordi erfaring havde vist hende, hvor farligt det kunne være at sætte spørgsmålstegn ved de få gode ting i livet.

[Corban Yaxley Jr.]

Den blide tyngde mod skulderen fik Corban til at slappe mere af. Når de sad sådan kunne han høre hendes sagte åndedræt. En lyd han var blevet vant til de mange indledende nætter, de havde tilbragt sammen i stuen, eller i hans soveværelse.

"Du bor her," svarede han såresimpelt. Han havde sagt til hende, at hun kunne flytte ind efter skolen, og det stod han ved. "Jeg ønsker ikke, at du flytter, medmindre du selv vil."

[Agnes Rosier]

Agnes havde boet et sted før. Haft en familie, lige indtil hun ikke havde længere. Var gået fra at blive tvunget fra sit barndomshjem til ikke længere at være velkommen i det, der skulle have været hendes fængsel hjem resten af livet.

Men ordene sad fast under klumpen af taknemmelighed i hendes hals, så hun rystede blot ganske svagt på hovedet.

[Corban Yaxley Jr.]

Ofte kunne der opstå et fravær af ord mellem dem, så det var egentlig først, da Agnes rystede på hovedet, at Corban valgte at lade læberne skille igen.

"Du vil... ikke?" spurgte han så ind, da han ikke helt vidste, hvordan han skulle tolke reaktionen.

[Agnes Rosier]

Det var flere år siden, nogen havde været så interesseret i at høre, hvad hun ville. Selv Simon havde investeret megen energi i at fortælle hende, hvad hun havde brug for.

"Nej," svarede hun hæst og måtte klare halsen. "Nej, jeg vil gerne blive her." Ikke kun, fordi hun ikke havde andre muligheder.

[Corban Yaxley Jr.]

Ved det første nej, var det som om hjertet sank og verdenen sortnede omkring ham. Et par sekunder efter, kunne Corban dog trække vejret ind gennem næsen igen.

"Vil du gerne have dit eget værelse?" spurgte han så, fordi de egentlig aldrig rigtig havde snakket om, hvorvidt sovesituationen skulle ændres. Corban fandt en tryghed i den. En han havde manglet, da Agnes havde været på Hogwarts.

[Agnes Rosier]

Agnes blinkede. Det var ikke mere end et par dage siden, at hun var vendt tilbage fra Hogwarts. Havde forladt en sovesal af snorkende piger for i stedet at rykke ind i gæstesengen på Corbans værelse. Hun burde have forberedt sig på, at han i hendes fravær selvfølgelig havde nydt alenetiden, men tanken om at skulle være alene i mørket sendte is gennem hendes indre.

"Uhm. Altså-" Hun ville så nødig lyde utaknemmelig. De var trodsalt voksne og selvom Corban ikke så sig med nogen anden, var hun flere gange blevet mindet om hankønnets behov af sin afdøde husbond. Hun fugtede læberne.

"Jeg forstår godt, hvis du gerne vil have privatliv, men jeg havde ikke troet, at det ville være- At det skulle- At jeg skulle-" Hun sank med besvær og løftede hovedet fra hans skulder, men uden at kunne møde hans blik.

"Jeg kan godt rykke ind på et andet værelse." Hun nikkede. "Selvfølgelig."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde boet alene i et kæmpe palæ. En luksus for nogle, men et levende mareridt for ham. Især tavse, tysse nætter, spenderet alene i soveværelset, han engang var blevet barrikaderet i. Mishandlingen havde været fuldstændig seklusion i den periode. Paradoksalt havde han behandlet sig selv på en lignende måde efter mordet på sin far. Agnes tilstedeværelse havde ændret en ubærlig situation.

Så snart han hørte hendes stavren, og ikke kunne fange hendes blik, fornemmede han, at bare tanken om en eventuel ændring måske gjorde hende ligeså nervøs, som den gjorde ham.

"Jeg har ikke brug for, at du rykker væk. Jeg... jeg vil bare tilbyde dig et værelse, hvis du havde behov for en fast base til dig selv. Og for dig selv," forklarede han så. Selvfølgelig opstod situationer, hvor han kortvarig havde brug for et øjeblik for sig selv, men det kunne han finde på døgnets andre timer. Og hjemmets andre værelser.
"Jeg kan godt lide, at du er der, men jeg vil ikke presse dig. Du skal ikke føle dig som en gæst"