Not made of sugar

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad havde - ud af sit gode hjerte - lagt vejen forbi Yaxley Manor endnu engang, for at se til den stakkels Corban Yaxley Jr., som hun stadig betragtede som sin lille svoger. Selv hun allerede havde fremtidsplaner og en ny gom i sigte. Men den stakkels dreng havde mistet så meget, og hvem kunne drømme om, bare at efterlade ham alene.

Efter formaliteterne og Corbans umiddelbare overraskelse over at se hende igen, var hun blevet budt på te, som hun nu sad og sippede lidt til, imens blikket hvilede på drengen.

"Så, hvordan har du det? Jeg er ked af, at der er gået så længe siden mit sidste besøg."

[Corban Yaxley Jr.]

Venner af familien var kommet på besøg efter nyheden om Corbans fars død og morens forsvinden, men hurtigt var der gået længere og længere tid imellem. Men egentlig gav seklusionen ham en fornemmelse af tryghed, selvom denne kunne være ligeså fejlplaceret som han sommetider følte fordelingshatten havde været.

Sinéads dukken-op havde måske været overraskende, men han udviste hende gæstfrihed og lod den dampende te skænkes i det fine porcelæn. Alt det materielle i dette hjem var blevet hans.

"Det skal du ikke tænke på. Det er pænt af dig at komme forbi," affejede Corban høfligt hendes beklagelse. Hvordan har du det, var dog et temmelig svært spørgsmål at besvare.

"Jeg er så småt begyndt i min lærlingetid igen," svarede han som om dét fortalte noget reelt om hans sindstilstand.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad tog endnu et sip af teen, før hun løftede blikket og betragtede ham med et mildt blik. Hun havde ikke hørt meget om den unge Corban Yaxley fra andre kredse, og det lod til at han ikke så ret mange. Ikke kom i de sociale kredse. Så hun ventede derfor på at høre mere, om hvad han gik og lavede og hvordan han ellers befandt sig.

Men der kom vist ikke flere ord, end de få han havde sluppet. Hun nikkede for at vise at hun lyttede, men lod tavshed være hendes svar, imens hun så afventende på ham.

[Corban Yaxley Jr.]

Stilheden sænkede sig og Corban forsøgte at udfylde den med at puste diskret til koppen. Det var uhøfligt at gøre det hørbart, havde han altid fået afvide. Alligevel sad Sinéad blot der og betragtede ham. Som ventede hun på, at han fortalte mere.

"Hvordan har du det?" spurgte han i stedet i en omdirigering.

[Sinéad L. Yaxley]

Der kom ikke mere. Drengen havde vendt spørgsmålet om, og hun så nu bare en smule overrasket på ham. "Mig? Oh, jamen jeg er her slet ikke for at tale om mig, søde. Det er ellers pænt af dig at spørge." Hun sendte ham et velmenende smil, før hun lænede sig lidt frem, og skulle til at komme med en tilføjelse, som var det en hemmelighed.

Men så lukkede hun munden og rettede sig tilbage i stolen, uden at sige mere. I stedet nikkede hun mod Corban, "jeg vil langt hellere høre, hvordan du går og har det. Ikke kun på din lærlingeplads, men også herhjemme, jeg mener..." hun viftede med en hånd i en elegant bevægelse, "det her store hus helt alene?"

[Corban Yaxley Jr.]

Omdirigeringen var nok ligeså tydelig, som den var forsøgt høflig. Corban mærkede den dog falde til jorden temmelig hurtigt, da Sinéad tydeligvis havde sat sig for, at de skulle tale om ham. Og det var ikke noget Corban normalt havde vane for i eget hjem, uanset hvordan det så end måtte lyde.
Andre stemmer havde blot fået hans til at forstumme.

Selvom han udmærket kendte det store hus, føltes det stadig fremmet for ham. Blikket lod han kaste forsigtigt rundt i et øjeblik, mens han igen pustede diskret til teen og samlede sig sekunder. Han kunne fortælle om Agnes Rosier, men valgte at bide tænderne sammen på det punkt. 

"Det er hjem. Jeg ville ikke have det anderledes," sagde han, selvom det var en direkte løgn, og derved ikke ligefrem noget Corban havde for vane. Alligevel følte han sig rimelig tryg ved sin verbale levering.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad sippede af sin te igen. Hun havde planer om at gifte sig med Thaddeus Buchanan, men det hele var ikke på plads endnu, og der var ikke nogen grund til at bekymre stakkels Corban med den slags. Han havde allerede mistet nok familie, og så længe Sinéad stadig hed Yaxley til efternavn, var hun stadig hans svigerinde. Hun havde intet imod at tage ham under sine vinger.

"Er der nogensinde nogen der har fortalt dig, at du er moden for din alder, Corban? Det er beundringsværdigt, men du behøver ikke at klare alting selv." Hun sendte ham et velmenende blik og et lille smil.

[Corban Yaxley Jr.]

Det trak ganske forsigtigt på Corbans mundviger. Det var nok én af de ting han havde fået fortalt oftest. Om end Cailean havde formuleret det med andre mere negativt-ladede ord.

"Jeg klarer ikke alting selv," insisterede han så. "Jeg har husalferne og mine søstre er kun en ugle væk." Ikke at nogen af dem havde udvist et ønske om at sætte et ben i huset.

[Sinéad L. Yaxley]

Hans svar trak også i Sinéads smilebånd, og hun måtte le let. "Jeg taler ikke om husligt arbejde, søde. Der er ting som man ikke kan bruge alfer til." Hun sendte ham et velmenende blik, og sippede igen til teen, før hun satte den fra sig i underkoppen på bordet.

Feminine hænder glattede stoffet på kjolen lidt ud, da hun så på ham igen. "Hvornår har du sidst deltaget i et socialt arrangement, Corban?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban vidste virkelig ikke hvad Sinéad så hentydede til, og det var tydeligt at se på den der forvirring der flygtigt meldte sig i hans blik over tekoppen. Endnu en tår blev slugt af den gyldne væske, før han lod den sænke sig ned mod skødet igen.

"Øhm..." Spørgsmålet kom tydeligvis bag på ham. Mest fordi han ikke kunne huske hvornår. Han var ikke taget med til nytårsaften. Og kunne man kalde en begravelse et socialt arrangement? Det føltes rigeligt socialt at tage ind på ministeriet, omgivet af mennesker og hele tiden frygte ansigterne i mængden.

"Jeg har ikke det store behov for den slags. Jeg... har allerede et godt netværk." Løgn. Han havde skåret mange af farens forbindelser fra, som havde tilbudt hjælp. Desuden havde han mistet kontakt til de fleste fra skolen i sin seklusion fra omverdenen.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad betragtede ham med hovedet en smule på skrå og et medlidenhedsfuldt smil. Det var svært ikke at føle omsorg for den stakkels dreng.

"Et godt netværk er som en smuk have. Du kan godt slippe afsted med at lade den passe sig selv for en stund, men før eller siden mister du kontrollen og snart har du kun ukrudt tilbage. Et godt netværk skal plejes, kære." Han var heldig, at han havde Sinéad i sit liv.

[Corban Yaxley Jr.]

Med dé ord, kom Corban til at tænke på Cailean. Det gjorde han egentlig ret ofte. Sommetider var det svært at være i, og andre gange direkte umuligt.

"Så... du siger, at jeg skal tage mere ud?" spurgte han prøvende og forsigtigt. Han havde intet socialt behov at få dækket. Tværtimod, var han blevet mere sky.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad nikkede og sendte ham et opfordrende smil. "Naturligvis."

"Ellers ender du bare med at sidde herhjemme og glo ud ad vinduerne som en senil," tilføjede hun med en mild latter og fortsatte. "Du er endda velkommen til at følges med mig, hvis du har behov for en at støtte dig op ad."

[Corban Yaxley Jr.]

Selvom Sinéad efterlod dén fremtidsudsigt med en latter, kunne Corban ikke undlade at tænke på sin far ved netop dén beskrivelse. Han sank og pegefingeren dirrede diskret over den fine hank på tekoppen.

"Øhm... Ja, OK. Det vil jeg gerne," endte han så med at indvillige, selvom han virkelig intet behov havde for at komme ud til den slags sociale events. Men konsekvensen af hans fravær smagte endnu mere utåleligt.

[Sinéad L. Yaxley]

"Aftale," svarede hun med et smil der nåede øjnene. Så manglede hun bare, at lokke Jemima Burke med til samme begivenhed, og krydse fingre for at de måske ville klikke godt.

Hun tog en tår af sin te. De samme elegante bevægelser der havde løftet koppen til læberne, satte den tilbage igen og hun løftede blikket mod sin lille svoger. Det var heldigt, at han havde Sinéad.

"Der er et sensommer arrangement for alle ministerieansatte i slut september. Hvordan lyder det?"