It takes control and slowly tears you apart

[Dominique O'Callaghan]

Første skridt i planen var gået så glidende, som det kunne forventes. I stedet for at efterligne Mr Buchanan havde Dominique fundet en anden mulighed for at få et hårstrå fra Bancrofts barnebarn og derfra havde det bare været om at få de sidste detaljer på plads.

Den perfekte dag kom et par uger senere, en kølig aften i august. Med lånt ansigt og et mildt smil fangede hun Callistus S. Bancroft i Ministeriets hall.

"Bedstefar,” hilste hun og manipulerede sin stemme lysere i en overbevisende imitation af assistenten.

Sideløbende med The best lies are told with fingers tied, so cross 'em tight

[Callistus S. Bancroft]

"Abbie kære," svarede han med et varmt smil, da han mødte sit barnebarn i hallen. Hun var som altid et velkomment syn, og med lange skridt var han snart ovre hos hende.

"Du ser så søgende ud?"

[Dominique O'Callaghan]

“Afventende, nærmere,” svarede Dominique behageligt, selvom troldmandens blotte nærvær fik hårene i hendes nakke til at rejse sig. Maven vendte sig, da hun lagde en hånd over hans underarm.

“Jeg håbede sådan, at du havde tid til en kop te, bare os to.”

[Callistus S. Bancroft]

En varm munter lyd forlod den ældre troldmand, "naturligvis. Hvordan lyder i morgen eftermiddag?"

[Dominique O'Callaghan]

“Som en evighed fra nu,” svarede Dominique med en ubekymret latter, selvom hele hendes plan stod og faldt med, at Bancroft havde tid til hende nu.

“Jeg har nyheder, der gerne vil fejres.”

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft betragtede sit kære barnebarn med et interesseret blik gennem milde øjne.

"Jaså? Tør man spørge om der kan løftes lidt for slørret nu, eller må jeg mon vente helt til i morgen?" Bancroft var ikke som sådan en 'nysgerrig' mand, men han kunne godt lide at vide alt. Selvom han da sagtens kunne se værdien i, at lade Abbie holde på sine nyheder, til der var tid til en fejring.

[Dominique O'Callaghan]

“Du vil virkelig lade mig vente et døgn?” spurgte Dominique og blafrede lidt med de lange vipper, som hun havde observeret assistenten gøre det i de dage, der var gået med forberedelser.

“Ikke engang tid til en kop te med dit barnebarn, der sådan elsker dig?”

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft lod hovedet falde en anelse på skrå, med et varmt smil og et suk.

"Men Abbie kære, du ved da også præcis hvordan man varmer en gammel mands hjerte," svarede han og mente det. Hun var hans stolthed og havde altid været det. Helt fra hun var en lille pige.

"Jeg ville sige ja, det ved du, men jeg har et presserende møde med Madam Cockburn om en hastesag. Jeg tror ikke at det bliver sent, men jeg vil ikke lade dig sidde og vente." Han strøg hende faderligt over skulderen.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique slap et teatralsk suk og gjorde sit bedste for at se tilpas skuffet ud. Det var da også en kæp i hjulet på hendes plan, men hun havde heldigvis rigeligt med polyjuice-eliksir, bare for sikkerheds skyld.

"Jeg venter gerne på dig," forsikrede hun mildt, selvom berøringen fik det til at vende sig i hende. "Det ved du da. Jeg kan bare tage hjem og vente på dig der." Og her mente hun selvfølgelig slægtshjemmet.

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft nikkede. "Jeg gør det så kort jeg kan med Madam Cockburn, og så tager jeg over til dig, skal vi ikke sige det sådan? Din farmor er hjemme fra sommerhuset for tiden, og du ved hvordan hun er når der kommer gæster på sene tidspunkter, så jeg synes ikke vi skal trænge os på." Han blinkede til hende med et drillende, men velment glimt i øjet.

[Dominique O'Callaghan]

Hjemme hos assistenten… Det kunne nemt have hylet Dominique ud af den. Men hendes informationer gik på, at kvinden sjældent var i lejligheden. Adressen havde ikke været svær at finde.

"Aftale," svarede hun og blottede kortvarigt tænderne i et smil. Privatliv takkede hun ikke nej til.

[Callistus S. Bancroft]

Han nikkede. "Vi ses i aften, kære." Og med de ord sendte han hende et sidste varmt smil, inden han drejede af og snart forsvandt ind i en af elevatorerne.

___

Efter mødet med overhovedet for højmagiratet, vendte Bancroft tilbage til sit kontor for at ordne nogle sidste småting i forbindelse med mødet. Klokken var nok omkring halv ti, men det tog ham ikke mange minutter at få afsluttet dagen, og snart stod han i grønne flammer, og kunne træde ind i Abbies stue få sekunder senere.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde planlagt med, at det ville tage tid, men ikke hvor lang tid, det endte med at blive. Der var ikke mere end en mundfuld polyjuice-eliksir tilbage, da hun sænkede den lille lommelærke fra læberne, mens de små diskrete træk, der havde søgt tilbage, atter lignede Miss Bancrofts.

Flammerne skød op i kaminen, som hun vendte sig mod ham med et behageligt smil. Røvhul, tænkte hun for sig selv og det gjorde smilet mere naturligt.

"Jeg ville have budt på te, men et glas vin er måske nærmere på sin plads?" spurgte hun og slog blødt ud mod køkkenet. "Men jeg laver gerne hvad end."

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft var en mand der normalt tog beslutninger uden at tøve, men Callistus var en bedstefar, der ikke havde nogen reel præference i situationen. Han trådte smilende over til Abbie med åbne arme, "det er dine nyheder min kære, så du vælger bare hvad du synes passer bedst. Jeg er ked af, at det blev så sent."

[Dominique O'Callaghan]

"Tænk ikke på det," forsikrede Dominique ham mildt, selvom hun havde tænkt på netop det over den sidste time. Men hun nøjedes med at sno sig væk fra hans arme og ud i køkkenet. Karaflen med den forgiftede væske svævede ind til bordet sammen med to glas, som den ved ankomst gav sig til at fylde.

"Jeg er bare glad for, at du er her nu." Det var ikke engang løgn. Hun havde set frem til det i hvad virkede som en livstid.