Har du bagage, så husk den, når du forlader toget

[Simon Montague]

Simon måtte kvæle et nyt grin, da han fik fremprovokeret afslørende tegn fra Agnes ansigt. Hvorfor har du så røde kinder, min kære? Hvorfor så søgende øjne?
Det var svært ikke at nyde situationen mere end han måske burde.

Han hævede hånden, for at lade en finger glide hen over Agnes kind, blot for at mærke om den føltes lige så varm som den så ud.
”Jeg bebrejder dig ikke, hvis du er,” røbede han samtidig sagte og lod den sidste rest af alvor svinde bort i et skævt smil, der aldrig blev til den spidsede mund, han ellers havde tiltænkt:

”De her læber er noget helt specielt.”

[Agnes Rosier]

Bemærkningen var så åndssvagt selvfed og helt og aldeles Simon, så Agnes gjorde noget, hun ikke havde gjort i evigheder; Hun himlede med øjnene af ham. Følelsen var næsten hjemmevant, som var hun endelig vendt hjem efter en livstid væk.

"Det er godt, at du kan more dig, når jeg er den med noget på spil her," bemærkede hun syrligt, selvom der stadig var skyggen af et blødt træk ved hendes mundvige.

[Simon Montague]

Tænk at ens hjerte kunne svulme op i brystet på en af et par himmelvendte øjne. Luft blev hørbart pustet ud gennem næsen, skarpt forfulgt at en helt igennem instinktiv verbal reaktion:

”Du er simpelthen så nuttet.” Simon rykkede sig så nær Agnes som det var muligt, uden at træde hende over tæerne. Greb ud efter hendes talje.

”Ved du godt det?”

[Agnes Rosier]

Det var ikke mere end brudstykket af et sekund, men hele Agnes' krop nåede at spænde op under det uventede berøring. Spørgsmålet var en effektiv distraktion og hun så på ham, blikket indigneret.

"Nuttet?" Hun så ned ad sig selv i den sorte kjole og følte sig ikke specielt nuttet. Måske engang, hvid sommerkjole og et drømmende smil om læberne.

Værst af alt: Det var ikke ligefrem det, hun havde håbet efter al den tid. Eller det, hun havde forventet, efter han havde set hende duellere mod den unævnelige. Drengen. Monstret. Hendes husbond.

[Simon Montague]

Simon havde, modsat Agnes, kun mildhed i blikket, da han lige så, så ned over hende kjole, idet hun selv gjorde det.
”Mmh,” bekræftede han og tilføjede med smilende eftertryk: ”Så nuttet.”

Og hvorfor denne frimodighed, der egentlig ikke lignede ham? Skyldtes det sommerfugledalen der baskede om et udvidet hjerte? Eller var det den større dækningsgrad som hjertet nu rummede, der fik mængder af lykkeligt blod til at slå flere omgange i fortabt drengekrop, at han blev helt euforisk?
Kunne det blot være den diametrale modsætning af følelser fra at se Cora i sit hjem til nu at se Agnes, der fik ham til at buse ud med alting, så høj på sit eget held og deres solbeskinnede fremtid?

Han kunne fysisk ikke afholde hånden fra at lægge sig på det absolut nederste af Agnes lænd.

[Agnes Rosier]

Mødet med Simons blik tog pusten fra hende. Måske var det ikke så slemt at blive kaldt nuttet, når hun samtidig kunne sole sig i det. Pludselig virkede juni lidt varmere og Agnes svælgede med besvær, da hans hånd søgte nedad. Det måtte være varmen, der fik vielsesringen til at stramme lidt om fingeren.

"Der må uden tvivl være bedre ord, mere passende ord," konstaterede hun, frem for bevidst at søge komplimenter. Men det var nemmere at diskutere semantik end at analysere på de komplekse følelser, hans hånd bar med sig. Eller at kontemplere, hvordan hun dog skulle håndtere det, hvis han flyttede yderligere på den.

[Simon Montague]

”Det er der bestemt,” istemte han med en rolig stemme, der slet ikke passede til al postyret Simon kunne mærke i kroppen.
Fingrene snurrede efter at bryde grænsen for passende, aristokratisk adfærd.

Okay, okay. Ro på, Simon. Husk din opdragelse!

”Men hvis jeg først begynder på dem, tror jeg, at dine kinder for alvor begynder at brænde.”

Fingerspidserne sneg sig, forsøgt skjult af ordene, ned over områder, der ikke længere kunne kaldes lænd.

[Agnes Rosier]

Simon behøvede slet ikke ty til ord. Den vandrende hånd talte for ham og var desuden langt mere effektiv til at få kinderne til at gløde. Hendes forlegenhed var dog intet ved siden af den kriblende nysgerrighed og blikket på ham var afventende.

"Det gør de allerede," pointerede hun snusfornuftigt, men holdt for sig selv, at det ikke kun var ansigtet, der var i brand. Under huden slikkede flammerne, men selv de fortærede ikke bevidstheden om, at kroppen længe ikke havde været hendes.

"Jeg vil gerne høre det."

[Simon Montague]

Sandt. Det gjorde de, kinderne. Og det ville være løgn at påstå, at Simon ikke nød effekten hans tilstedeværelse havde på hende.
Han fugtede ubevidst læberne ved Agnes sidste ord, øjnene mørke at tiltagende forventning.
Ordene, der beskrev Agnes, brusede allerede rundt i hovedet på ham, løb afsted i de brede blodbaner, gennem hele hans væsen.
Men hånden rykkede sig ikke længere. Simon så ind i Agnes afventende blik.

”Må jeg vise dig det i stedet?”

[Agnes Rosier]

Hjertet sprang et slag over. Om det var forespørgslen eller de udvidede pupiller, der syntes at trække hende ind i et altopslugende mørke, vidste Agnes ikke. Det var svært at vide noget i det hele taget, når Simon med blotte tilstedeværelse bøjede og manipulerede alle absolutte sandheder. Op var ned, nat var dag og hendes indre sad pludseligt ude på tøjet, blotlagt og sårbart.

Hvordan kan man med handlinger vise ord? Spørgsmålet, pointen, lå allerede klar på tungespidsen. Men sandheden var, at hun vidste, at det var muligt, trods det ikke burde. Erkendelsen gjorde hende ikke mindre rundt på gulvet og da hun åbnede munden, var det i stedet et næsten åndeløst

"Ja," der tumlede vaklende over læberne.

[Simon Montague]

Svaret fik Simon, med Agnes i hånden, til at gå igennem den største af stuerne, forbi flere af fløjens nydelige og ordnede rum, der med drys forvandlingsmagi fremstod mere eksklusive end de reelt var.
Det bekymrede ham ikke.
Da de nåede den lille stue, der ledte ind til soveværelset og tilstødende bad, og Cora Greengrass fortsat stod i de lånte pjalter af en ringeagtet mugglerfamilie, flakkende under virkeligheden med en iver hun aldrig havde udvist i live, så Simon blot fremad mod soveværelset han aldrig havde delt.

Stop(!)
Med en pludselig indskydelse blev kursen til soveværelset bremset.

Var der ikke noget poetisk ved at starte med at vise Agnes alt det hun var, her? I rummet hvor fortidens ulykkeligheder tydeligvis stadig befandt sig? Gøre det hele godt? Nej. Ikke godt. Mere end det - meget mere; gøre det hele rigtigt?

Som var det ikke muligt at vente de sidste meter, bukkede Simon sig fremad for at efterlade kys på Agnes mund.
Bag dem lukkede døren til den lille stue sig.

[Agnes Rosier]

Simons hånd var ikke længere på hendes lænd, men førte hende gennem rummet og ind i et nyt. Agnes huskede ikke, om det var det, hun havde været i før. Om det var det rum, hun var stukket af fra dén nat mellem to år. Hendes håndflade føltes svedig. Eller måske var det hans…

Nu slog hjertet også hårdere og hun følte sig bare en lille smule kvalm, da han stoppede igen. Blikket fandt ham, flakkende under let sammentrukne bryn. Måske var det hans tur til at være i tvivl. Hun kunne ikke bebrejde ham og lige, da hun skulle til at fortælle ham det, bukkede han sig mod hende.

Hjertet sprang et slag over. Og så var hans læber endelig mod hendes igen. Berøringen var fløjlsblød og alligevel var hun sikker på, at hun ville kunne mærke den flere dage efter.

"Simon." Lyden var blød, inviterende, som hun hævede den ene hånd til siden af hans hals. Blikket fandt hans. "Er du sikker?"

[Simon Montague]

Mørke øjne blev blinket op, da Agnes omtalte ham ved navn. Kære, opmærksomme Agnes. Havde hun læst ham? Set tankerne bag øjnene inden de lukkede sig?
Fuldblodsslægter besad egenskaber som de det øvrige magiske samfund ofte var forundt, det var slet ikke utænkeligt.

Men det gjorde ingen forskel, indså han i samme øjeblik; Agnes måtte se det hele.
Erkendelsen fik ham til at smile for sig selv.

”Jeg har aldrig været i tvivl,” lød svaret derfor inden Simon dreje hovedet ned mod hendes hånd, for denne gang at kunne kysse hendes håndflade, der kort forinden havde hvilet mod halsen.

[Agnes Rosier]

Nej, det havde han ikke, erkendte Agnes. Hver gang hun havde vaklet og tvivlet og var krøbet tilbage til Matheo, havde Simon aldrig tvivlet. Han havde stået ved hendes side, indtil hun havde bedt ham forlade den. Skammen bølgede ind over hende og blikket flakkede ned mod gulvet, selvom hun ikke tillod sig selv mere kujonagtig adfærd.

"Nej," medgav hun dæmpet og tilføjede i sit sind, at hun ville ønske, hun kunne sige det samme. Han fortjente én, der kunne sige det samme. Blikket fulgte kysset, der blev lagt mod håndroden og brynene trak sig ganske svagt sammen, selvom trækkene omkring dem stadig var milde.

"Undskyld."

[Simon Montague]

Hvis Simon havde haft sin opmærksomhed mod Agnes ansigt, havde han muligvis bemærket de flakkende øjne og skammen der gemte sig i dem. Men opmærksomheden lå andetsteds og selv det efterfølgende dæmpede svar, blev overskygget af hvor helt ufattelig blød Agnes håndflade var.
Og hvor heldig -
Undskyld.
Undskyld?
Øjenbrynene søgte nedad i forundring.

”Hvorfor siger du det?”