For the kill with the skill to survive [CW: vold]

[Cailean Morgaine]

Nej, Cailean var ikke arving. Ikke engang Caileans far, var arving. Objektivt set var Cailean et virkelig sølle bud på en forlovelse, hvis hendes familie havde høje ambitioner for for Baylea Burke. Så konklusionen måtte være, at det havde de ikke.

Han tog sig til halsen, selvom de fugtigt-varme fingre sved mod det friske brandsår. "Hvad gør det dig til, Burke?" snerrede han, og trådte et skridt bagud.

[Baylea Burke]

“Realist,” svarede Baylea simpelt og trak på skuldrene. Staven blev nonchalant sænket, før hun igen lænede sig tilbage og betragtede Cailean. Vattet, uværdig, men det var i virkeligheden perfekt. Han ville ikke være et tab for det rene samfund.

“Og en pige, der har fået et unfair ry. Folk har det med at …. Forsvinde omkring mig. Når ikke de passer på.”

[Cailean Morgaine]

Caileans blik blev smalt og han bandede indvendigt over hendes tilstedeværelse. Hænderne låste sig ubevidst i knytnæver igen.

"Så vær' realist nok til at indse, at du ligeså godt kan skride hjem igen. Det her kommer ikke til at ske, og hvis din tåbelige oldemor ikke kan fatte dét, kan du jo passende få hende til at forsvinde, eller hvad fuck du fabler om!"

[Baylea Burke]

Baylea lod ham ikke tale færdig, før fingrene igen rettede sit greb om staven. Hun havde ingen interesse i at høre krybets mening - og havde desuden en god ide om, hvor han var på vej hen, uanset.

“Schhh,” hviskede hun og med det lagde silencio-besværgelsen sig over Cailean. “Sikke en spild af luft.” Hun slog misbilligende smæld med tungen.

[Cailean Morgaine]

De ord der lå på tungen ville ikke forlade den, da Baylea for anden gang brugte magi imod ham i hans eget hjem. Så længe hun havde sin stav rettet mod ham, var det ikke skide nemt at gøre hverken fra eller til, uden at risikere noget. Han bad inderligt til at nogen snart ville komme ind og tjekke til dem. Hans mor, husalfen, hvem som helst. Men Keefe var ikke hjemme, og hans forældre var travlt optaget af at underholde en eller anden tante i Burke familien, der var kommet over med Baylea.

Så han trådte et skridt tilbage igen, og ramlede ind i kommoden. Hvis bare hun gad glo den anden vej et øjeblik, så han kunne komme i den ene af skufferne...

[Baylea Burke]

Det var en farlig larm, Cailean kunne lave, men det tog Baylea sig ikke af, som hun kastede endnu en lydløs besværgelse mod døren og garanterede dem lidt privatliv. Hun slap en overbærende lyd, stadig uden at have sluppet Morgaine med blikket.

“Er du færdig?”

[Cailean Morgaine]

Caileans blik blev bare smallere, imens han arrigt blottede tænderne igen. Hvad fanden skulle hun lukke døren for? Kunne hun ikke bare skride, når hun tydeligvis havde ligeså lidt interesse i ham som han havde i hende? Fuck, hvad hvis hun havde tænkt sig at... Fuck nej! Blikket flakkede mod sengen - og alle knivende der stadig sad i hovedgærdet.

Fuck it.

Han vendte sig om og rev skuffen op, for at gribe ud efter sin stav.

[Baylea Burke]

Som et andet rovdyr fulgte Baylea hver af Caileans paniske bevægelser. Hun kunne selvfølgelig bare gøre kort proces, men det var så nemt. Hun behøvede levende bytte, der vred sig og så på hende med dødsangst.

Så hun ventede, til han havde fået hånden halvt ned i skuffen, før hun med et svirp fik den til at smække hårdt sammen om den. Den knasende lyd af knogler, der knækkede, fik hende til at blotte tænderne i et ulvesmil.

[Cailean Morgaine]

Gennem hårdt, sammenbidte tænder lød et højt smertesudbrud. Eller... Det ville der have gjort, hvis ikke Cailean var underlagt silencio, og alt der forlod ham var luft imens venstre arm greb ud efter den højre. Nedbidte negle borede sig ind i armen, da han forsøgte at holde den tæt ind til kroppen, men det føltes som ingenting ved siden af den brændende smerte der gjorde hele hånden varm, imens han ramlede tilbage ind i kommoden igen.

To af fingrene bøjede på en forket måde. Han turde ikke at prøve, at bevæge dem. Blikket flakkede mod døren.

[Baylea Burke]

"Ser du, Morgaine, jeg er ikke kun god til offensiv magi," indledte Baylea roligt, mens hun krydsede afstand mellem dem i rolige, afmålte skridt. Blikket forlod ham ikke så meget som et sekund, da hun rakte frem for at tage et nænsomt greb om hans hånd, men klar til at tage hårdt fat, skulle han prøve at trække den til sig.

"Jeg er også god til at helbrede." Og med det fik hun hans ene finger til at gro sammen igen. "Der er så få knogler i menneskekroppen. Man løber så hurtigt tør."

[Cailean Morgaine]

Det gjorde ondt ad helvede til, og det hjalp ikke at Baylea greb fat i skaden. Men han turde ikke stoppe hende, selvom han var tæt på at hive den til sig da knoglerne rykkede på sig og sendte et nyt jag af smerte gennem hånden, indtil den ene finger var helet.

Hånden uden brækede knogler lukkede endnu hårdere sammen. Han kunne helt sikkert slå hendes næse i stykker. Hun var indenfor rækkevidde.

Han stirrede stift på hende. Som en løve i et bur, der ventede på at tremmerne skulle forsvinde, så den kunne angribe! Men lågen var allerede åben. Det var noget andet, der holdt ham tilbage. Og han hadede det.

[Baylea Burke]

Hånden, der holdt hans var kontrasterende blid, som Baylea med noget nær ømhed sørgede for at helbrede hans hånd igen. Blikket var på foretagendet, frem for Caileans ansigt, nu han ikke udgjorde en reel trussel.

"Se. Så god som ny," erklærede hun som en påmindelse om, at han aldrig ville kunne fremvise en skade til sine forældre.

[Cailean Morgaine]

Den brændende smerte i hånden lindredes, og Cailean rykkede en smule på fingrene men tog ikke blikket væk fra Burke. Hans vejrtrækning var hørbar, og pulsen højere end normalt. Hun havde stadig sin stav, og der var ikke ret meget Cailean kunne stille op uden sin egen. Hvorfor fanden havde han også lagt den i skuffen? Lort.

Men hendes blik var på hans hånd. hvis han skulle have en chance, var det her måske hans sidste.

I et hurtigt ryk greb han ud efter hendes hår og rev til! Den anden hånd greb ud efter hendes stav og fik akavet fat i spidsen, imens han sendte et spark ud efter hvad som helst. Knæ, lår, skinneben. Hvad som helst.

[Baylea Burke]

Grebet om håret var det første, Baylea registrerede. Og så skete alt meget hurtigt. Hendes hånd blev strammet om tryllestaven, der af egen vilje skød gnister ud mod den fremmede hånd. Hun registrerede det knapt, da en skærende smerte skød ud gennem skinnebenet.

Hun reagerede instinktivt og brækkede de to fingre, hun netop havde helbredt.

[Cailean Morgaine]

Gentagelsen af smerten fra før, føltes voldsommere anden gang, og det fik musklerne i den anden hånd til at låse sig krampagtigt sammen og trække en gang mere i håret, inden han slap. Han kneb øjne og tænder sammen, og trak sig et par skridt tilbage. Men der var fandme ikke tid til at klynke!

Kendt på sit eget værelse, satte han mod døren allerede inden han åbnede øjnene igen, og var nær ramlet ind i væggen på den anden side ad gangen, inden han satte retning mod trapperne.