Det kunne blive episk [s]

[Ambrose Macnair]

Flere gange havde han anklaget hende for at holde sig tilbage. Udfordret hende til at bukke under for den unægtelige forbindelse de havde; hvad end den kom fra en gnist af had eller kærlighed. Nu trak hun ham tættere frem for at holde ham på afstand, og Ambrose brummede før han indtog hendes mund med sin egen igen.

Fingrene kærtegnede et blødt lår, men gled snart længere opad dets inderside, indtil fingrene ramte sårbart materiale. Varmen kunne mærkes gennem det, da han begyndte at røre ved hende til de skæve toner fra klaveret - der stadig forsøgte at spille sin melodi - samt regnen som slog mod vinduet.

[Millicent Flint]

Det var ikke det, Millicent havde forberedt sig på, da hun forlod hjemmet tidligere på dagen. Det var i hvert fald, hvad hun havde fortalt sig selv. Hvorfor hun så havde taget sit pæneste sæt undertøj på, havde hun ikke kunne besvare, men hjertet slog lidt hårdere over følelsen af hans fingre mod blonderne. Muligheden for, at han ville få dem at se.

“Mere,” mumlede hun ud i rummet uden en eneste tanke til deres forældre, der ikke kunne være mere end et værelse eller to væk. Der var kun Ambrose og hans kælne fingre, der lokkede et støn over hendes læber.

[Ambrose Macnair]

Ingen bekymringer rykkede på sig, selvom der ingen lås var på døren. Alt han kunne høre, selv gennem skæve toner, et pulserende hjerte og regn, var Millicents bøn om mere. Ambrose kunne mærke ordet kilde mod læberne.

Utålmodighed, men også nysgerrighed drev ham til at søge ind under hendes trusser. Væden han kunne mærke derunder, da han begyndte at røre ved hende, fik ham til at smile mod hendes mund.

[Millicent Flint]

Det var mere, end Millicent kunne have forestillet sig. Bedre, mere intenst. Opslugt rullede hun hofterne ned mod hans hånd under dæmpede støn mod hans læberne.

Det burde være forkert, burde smage af svigt og utroskab, men det var langt fra oplevelsen og hun kvalte et nyt støn ved at nappe ham i underlæben.

[Ambrose Macnair]

Ambrose havde så meget lyst til Millicent, at det næsten gjorde ondt. Den brændende fornemmelse var fortærende, men samtidig en han opsøgte, hver gang munden pressede sig til tæt kontakt med hendes. Indimellem tillod han dog også, at hun kunne trække vejret uden læbernes begrænsning. 

"Lad være med at holde det tilbage, Millie," sagde han dæmpet og hæst, da hun havde kvalt et støn med et nap om hans læbe. "Ingen kan høre os." Ikke at han vidste det med sikkerhed, men regnen og klavertonerne fik det hele til at svømme sammen. Og med dét, guidede han en finger ind.

[Millicent Flint]

Var det en opfordring eller en bøn? Millicent tolkede det som sidstnævnte og det gjorde kun gode ting for hende, som Ambrose med overraskende ekspertise søgte ind.

“Fuck,” stønnede hun og gengældte bevægelsen, tog alt, hun kunne få og stønnede igen, før hun krævede hans læber. Og snart var der ingen vej tilbage. Hun søgte den i hvert fald ikke, men lod sig falde over kanten for ham.

[Ambrose Macnair]

Ambrose havde prøvet det før, men godt nok ikke med nogen så fascinerende, fængslende og stædig som Millie. Bandeordet klædte hendes mund og med en finger i hende og en tommel udenpå, forsøgte han også blot at fremmane flere.

Med den frie hånd holdt han fast om hendes ene lår, så hun ikke ville glide ned, hvis hun overgav sig til ham. Han brummede hendes navn, da hun gjorde og han mærkede sammentrækningerne om fingeren.

Panden lænede sig mod hendes. "Alt det jeg kan give dig," brummede han dæmpet.

[Millicent Flint]

Det var ord, der havde evnen til at hjemsøge Millicent resten af livet. Pirre hendes nysgerrighed og få hendes skød til at gløde på de ensomme aftentimer. Så hun stødte blødt næsetippen mod hans, før hun fangede hans underlæbe i endnu et blødt nap.

“Giv mig det,” æggede hun ham, hvilende i sit ønske, trods det var af alle de forkerte årsager.

[Ambrose Macnair]

Ambroses behov for hende var så stort, at det føltes som om det kunne briste. Han fjernede vædede fingre fra hende og lagde dem mod hendes lår. Impulsen fortalte ham, at han bare skulle tage hende her og nu, men noget holdt ham tilbage. En forestilling om, at han skulle trække hendes længsel ud.

"Nej, ikke endnu," hviskede han og lod læberne strejfe hendes, så hun kunne mærke det skæve åndedræt over dem. 

[Millicent Flint]

"Hvad?" fløj det fra Millicent, før hun havde en mulighed for at stoppe det. Hun var knapt bevidst om, at vi overhovedet havde sagt noget, men der var indignation i de blå øjne. Hun fjernede munden fra hans, før hun skubbede ham i brystet.

"Er du ude på at ydmyge mig, eller nyder du bare, når det sker?" Ydmygelsen stod i hvert fald skrevet i hver af hendes træk og blussede om kap med begæret, der farvede kinderne rosa.

[Ambrose Macnair]

Selvom hun skubbede ham, flyttede han sig ikke tilbage. Nej, Ambrose blev egentlig bare stående og måtte egentlig tilstå, at han ikke var voldsomt overrasket over Millicents reaktion. Det var altid en bølgegang at modsætte sig.

"Måske vil jeg gerne have at vores første gang bliver som du havde forestillet dig," sagde han så bare og trak subtilt på læber, der stadig smagte af hendes.

[Millicent Flint]

Kæbemusklen spillede synligt under huden, da Ambrose holdt fast i sin tåbelige ide - og sin placering lige foran hende, så hun var i spænd mellem ham og flyglet. Hvad værre var: Millicent var svært forfalden til det.

"Det er din chance nu, Mac," prøvede hun, dirrende af længsel efter ham.

[Ambrose Macnair]

Nu. Ambrose havde brug for hende senere, uanset hvor meget kroppen så næsten gjorde ondt, fordi han så gerne ville indhylles i dén varme, der før havde omsvøbt fingeren. Hvis han gav hende det nu, ville hendes begær efter ham så falme? Eller kunne han vedligeholde den, indtil de blev fæstnet i ægteskab?

Han vidste endnu ikke om hun havde givet sig til Malcolm, men hvis han kunne formå at indhente ham, kunne han måske også formå at overbevise hende inden november. Ved merlin og kirke...

Tænderne var blevet bidt sammen, men han formåede ikke ikke at standse sig selv, når hun så sådan på ham med benene spredt. Derfor åbnede han med utålmodig hurtighed sine bukser, trak ned og hankede armen om hendes ben, før han trykkede sig mod hende dér hvor trusserne endnu var skubbet til side.

[Millicent Flint]

Hvert sekund der gik var ren tortur, mens Millicent afventede hans afgørelse. Afventede om han ville føje hende. Give det, der forhåbentlig skulle til for at komme over ham, selvom planen ikke længere var andet end et svagt ekko i baghovedet.

"Ja," stønnede hun, da han trykkede sig tættere. Følelsen var nu, fremmed, men på en måde velkendt. Rigtig. Kroppen gjorde langsomt plads til Ambrose, formede sig om ham og følelsen trak flere lyde fra hende.

[Ambrose Macnair]

Hendes varme omfavnede ham langsomt og lod ham komme dybere. Ambrose stønnede mørkt, alt imens fingrene om hendes lår borede sig tættere ind mod den bløde hud. Det første øjeblik trak han bevidst ud, så han kunne mærke hvordan hun gav mere plads til ham.

Den anden hånd lagde sig mod hendes liv, men flugtede snart mod hendes bryst udenpå tøjet da først han fandt en rytme mod hende. Ivrigheden gjorde ham ikke ligefrem blidere, da han bevægede sig mod hende. Nej, han stønnede mod hendes mund, nappede i den tynde hud ved hendes hals og greb kun tættere om hende.