Shattered into shards, by the loss of you

[Cailean Morgaine]

Han lukkede skuffen igen og åbnede den næste, hvorfra han trak et skrin op og marcherede tilbage til Corban imens han åbnede det.

"Kun en lille tår," gentog han irriteret og trak en bezoar op af skrinet som han stak til Corban. "Spis den her, gider du?" Kommanderede han, uden at lægge særlig meget op til, at der var andre muligheder.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde ikke kun blot haft eliksir, men også alkymi, og vidste udmærket godt hvad det var Cailean stak i hænderne på ham. Alligevel mærkede han ingen umiddelbar reaktion i sig. Men hvis der skulle være gift involveret (og i så fald, hvorfor), kunne effekten godt være sen om at melde sig.

"Okay," måtte han så bare indvillige, for at undgå både gift og skænderier. Bezoarstenen var ret svær at sluge (kroppen gad ikke rigtig), men han forsøgte sig da indtil den kom ned. "Vil din mor virkelig forgifte mig?" spurgte han, mens der blev vrænget kraftigt på næsen. Maveindholdet så vist helst, at stenen kom op igen.

[Cailean Morgaine]

Cailean holdt skarpt øje med Corban, selvom han virkede upåvirket. Og han svarede da heller ikke på Corbans spørgsmål, sådan lige med det samme. Ikke før han var sikker på, at kammeraten havde slugt stenen.

"Selvfølgelig ikke." Kom der endelig et forsinket svar, der ikke helt stemte overens med Cailean reaktion. Han lukkede skrinet og gik tilbage til skuffen med det.

[Corban Yaxley Jr.]

Hvis der var nogen selvfølgelighed i det, var det virkelig en mærkværdig straf fra Cailean at få ham til at sluge en bezoar. Naturligvis kunne det være en eller anden form for straf, men at få mavekneb inden for fireogtyve til otteogfyrre timer, virkede som en meget mærkværdig en af slagsen. Især når det var ganske ufarligt.

Han havde virkelig lyst til noget at skylle munden med, taget i betragtning af hvor stenen kom fra, men undlod at spørge. "Hun prøver ikke det stunt med dig vel?" snagede han så alligevel, selvom det blev gjort med forsigtighed. Corban havde ikke det indtryk af Caileans mor, men han var lidt for vant til et narrativ om voksne (især fuldblodsmagikere) der skadede deres børn.

[Cailean Morgaine]

Cailean fnøs som var det en dårlig joke. "Den dag Merlin vender tilbage fra de døde og danser i dragelort," svarede han før han gik tilbage til Corban og betragtede ham årvågent. Han krydsede armene foran brystkassen.

"Hvorfor er du her?"

[Corban Yaxley Jr.]

Krydsede arme var langt bedre end et puf i ryggen mod hoveddøren. Corban betragtede Cailean - deres sidste møde afspillede et sted i baghovedet på ham. Cailean havde fået det skidt og Agnes Rosier havde reddet ham, mens han selv bare havde... set til.

"Jeg vil gerne sige undskyld," endte han så med at sige. Blikket flakkede en anelse og han så tydeligt skyldsbetynget ud.

[Cailean Morgaine]

Caileans arme forblev korslagte og minen neutral, om end en smule skeptisk. Det var bedst sådan. Så længe armene var låst i deres position, kunne han holde dem fra at agere på det underlæggende behov for enten at lange en knytnæve ud efter kammeraten (eller låse ham fast i et tiltrængt klem).

I stedet blev han køligt stående.

"Er din ugle syg?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban åbnede munden, men endte med at lukke den igen og ryste på hovedet. Det føltes som om der var et klem om lungerne der forhindrede ham i dybe åndedræt. For alt ved situationen føltes svær og kompliceret.

"Jeg ville gerne sige det til dig personligt," forklarede han så, hagen sænkedes en anelse. "Jeg skulle have besøgt dig før. Jeg vidste bare ikke om du ville... ville se mig."

[Cailean Morgaine]

Han bed tænderne hårdt sammen. Selv-fucking-følgelig ville han se Corban. Så han kunne fortælle ham, hvilken idiot han var. I stedet for at rase ud til det eneste menneske som han ellers troede han kunne stole på. Det var ikke sikkert, at hans mor havde forsøgt at forgifte Corban. Men hellere være på den sikre side, og hvis nogen skulle gøre noget som helst ved Corban, så skulle det fandme være Cailean selv.

"Okay." Svarede han kort og løftede hagen lidt, imens han betragtede vennen der gjorde det modsatte. "Så sig det."

[Corban Yaxley Jr.]

Der var så meget at undskylde for, at Corban ikke vidste hvor han burde starte eller ende. Bemærket blev den løftede hage som kontrast til hans egen sænkede. En stædig klump sad i halsen, men snart formåede spinkle sætninger alligevel at passere den.

"Undskyld for det jeg har gjort mod dig," At specificere det, når der var andre tilstede i ejendommen var risikabelt. "Og det jeg ikke har gjort. Som at... besøge dig efter det der skete. Hjælpe dig, da du havde brug for mig sidst."

[Cailean Morgaine]

Musklerne i de korslagte arme spændte op, og låste sig endnu mere fast. Blikket var ligeså låst og stift rettet mod kammeraten. Selvom Cailean slørede det, så han ikke skulle se på ham, men blot kunne lade som om.

"Jeg har ikke brug for nogen, Corban." Løj han. "Det er dig der har brug for nogen, så du ikke render ud og fortæller hele fucking verden hvad du har gjort!" Agnes Rosier var måske nok ikke hele verden, men hun var en start, og det var vel bare et spørgsmål om tid, før Corban krakelerede foran flere fremmede. Derfor det lille 'du'. Det kunne ikke længere være et 'vi'...

[Corban Yaxley Jr.]

Corban følte sig sårbar, som han så ofte havde gjort, men han kunne ikke helt finde ud af at ændre fokus på sig selv, nu hvor han havde indset, at han nok havde gjort Cailean langt mere skade end gavn. Måden han var udvandret fra Yaxley Manor på sidst, havde sat spor i ham.

"Jeg ville aldrig fortælle nogen, at du var indblandet," forsikrede han ham så om, som var det hvad Caileans ord omhandlede. "Hvis... hvis jeg meldte mig selv, ville jeg gemme de minder der omhandlede dig den dag."

[Cailean Morgaine]

De sidste ord fik Cailean til at træde helt tæt på kammeraten og løsne de krydsede arme, så han i stedet kunne prikke en hård finger ind i brystkassen på Corban to gange med formanende ord: "Du melder ikke nogen, Corban! Ikke dig selv, ikke mig ikke nogen! Forstår du det?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde levet omkring en masse trusler hele sit liv. Måske var han bare blevet vant til dem. Fingeren i brystet gjorde ondt, men han blev stående hvor han var og fortalte sig selv, at Cailean truede ham fordi han bekymrede sig om ham.

"Men det her er ikke retfærdighed længere," sagde han, stemmen stadig dæmpet af hensyn til husets andre beboere. "Min mor er stadig væk. Hvad hvis hun rørte...-" Det forbandede objekt.

[Cailean Morgaine]

Hånden der ikke var blevet stukket i brystet på kammeraten, pillede lidt ved en syning i siden af bukserne, imens blikket stadig var rettet stift mod Corban.

"Hvorfor kan du ikke bare lade det ligge?" startede han. "Hvorfor er det så vigtig for dig? Fatter du overhovedet hvad han har gjorde ved dig? Vi fucking løste dit problem, Corban, og nu gør du dét til et problem. Kan du ikke bare-" Cailean himlede med øjnene og slog ud med begge hænder. "For helvede, bare lev dit liv. Okay? Din mor har fandme aldrig gjort noget for dig, så er det ikke ligegyldigt hvor hun er?"