Fool me once, fool me twice; Are you death or paradise?

[Millicent Flint]

Mens de lyse øjne låste sig fast i Ambrose', blev kæben spændt. Den ene hånd var blevet knyttet, helt uden Millicent var klar over det, men hun sendte den dog ikke mod ham, selvom han havde fortjent det.

"Se. Intet."

[Ambrose Macnair]

Det var fristende at gøre det igen. Trykke læberne mod hendes og på den måde overbevise hende om, at hun tog fejl. Det her føltes ikke som ingenting, og Millicent var her stadig. Hun havde ikke udvandret, som hun ellers havde for vane.

Øjnene bevægede sig nu alligevel, i en flakken, mod hendes bløde mund.

"Så vil jeg have intet."

[Millicent Flint]

"Hold din kæft. Og hold dit blik for dig selv," skændte Millicent, mere fordi han havde ødelagt alt med den pludselige forlovelse, end det havde noget med hendes forhold at gøre. Men det var altid det, der blev hendes udvej og det var den samme rute, hun lagde nu.

"Jeg er så pisse træt af, at du skal prøve at mase dig ind og ødelægge mit forhold, når jeg endelig har noget, der er godt og rigtigt."

[Ambrose Macnair]

Ved reprimanden gled blikket opad for at kollidere med hendes igen. Bandeordene og de smældende kommentarer fik ham ikke til at trække brynene sammen. I stedet betragtede han hende opmærksomt, som reaktionerne naturligt gled fra hende.

"Vil du gerne have at jeg stopper med at prøve?" spurgte han hende så, hvis hun virkelig var så træt af det.

[Millicent Flint]

"Ja!" løj Millie frustreret. Det ville uden tvivl være lettere sådan. Så var det ligegyldigt, hvor godt han duftede og hvor fristende det var at svaje ind mod ham.

"Har du virkelig ikke forstået det endnu? Ærligt, hvordan kan du være i tvivl?"

[Ambrose Macnair]

Ambrose blinkede langsomt. Og så endnu en gang. Da han sank, bevægede adamsæblet sig i halsen. Han havde ingen intention om at lade forlovelsen glide til jorden, men der var uanset år mellem nu og ægteskabet. Hvis han skulle stoppe med at kæmpe for alting mere end ingenting, kunne det være, at hun ville savne det.

"Fordi du står her med mig nu," forklarede han så alligevel sin tvivl. "Du bekymrer dig nok til at skælde mig ud."

[Millicent Flint]

Blikket veg ikke fra hans øjne, men skar sig gennem Ambrose og hans forsøg på en forklaring. Millie mødte den med et affærdigende fnys, der ikke tillod den at rodfæste sig.

"Ja, det hjælper jo tydeligvis ikke at gå. Sidst, jeg prøvede, blev jeg på en eller anden måde forlovet, så hvem ved, måske er der tre børn og et træhus i vores fremtid, hvis jeg prøver igen."

[Ambrose Macnair]

Denne gang fik Millicents ord en helt anden reaktion fra Ambrose. Han kom til at smile og slippe en underholdt lyd, selvom Millicent sikkert ikke havde haft den intention med sine ord. Ikke desto mindre...

"Ville det være så slemt?" spurgte han så i stedet.

[Millicent Flint]

"Ville det-" spruttede Millie, før hun stoppede sig selv og så på ham med vantro i blikket. Glemt var, at hun havde en kæreste. Det var i hvert fald ikke det primære problem længere.

"Kender du mig slet ikke?"

[Ambrose Macnair]

Bare fordi Millicent havde en kæreste nu, betød det ikke at hun havde en senere. Folk gik fra hinanden og, i følge ham, passede hende og Malcolm ikke sammen.

"Fint. Så streger vi børnene og holder os til træhuset," endte han med at konkludere, ikke uden et strejf af underholdthed i blikket, selvom det næppe var tid og sted.

[Millicent Flint]

Millicent rystede på hovedet af ham, slog ud med armene og lod så hænderne finde over hofterne. Blikket på ham var bebrejdende.

"Jeg ved ikke med dig, men det er ikke en joke for mig."

[Ambrose Macnair]

Ambrose kunne godt lide at fremprovokere reaktioner i hende. For det fortalte ham ting, som hun ikke selv gjorde. Måske var der også mange usandheder deriblandt, men der måtte findes guldkorn.

Men han forsøgte at holde sig i skindet for en stund. Læberne blev fugtet i tankefuldhed. "Jeg følger dig tilbage," vurderede han så blot, velvidende om, at hvis Millicent rent faktisk skulle gå, kunne man sagtens fare vild i halvmørket.

[Millicent Flint]

Det var mildest talt belastende, at Ambrose skulle være opmærksom, omsorgsfuld og se alt for godt ud i sit hvide sommertøj, når Millicent prøvede at nidstirre ham. At han var mere end et halvt hoved højere gjorde det bestemt heller ikke nemmere.

"Jeg har ikke brug for din hjælp," afviste hun ham derfor blankt.

[Ambrose Macnair]

Der var ikke som sådan nogen sti herind, og bålet var en kende for langt væk til at kunne se det mellem træerne. Alligevel havde Ambrose næppe en intention om bare at gribe hendes arm og føre hende, selvom det da var fristende at snurre hende et par gange rundt om sig selv, for at se om hun overhovedet kunne huske vejen.

"Nåmen, vi skal jo samme vej," rationaliserede han så bare. Fingrene gled ned i lommerne igen.

[Millicent Flint]

"Vi skal ikke den samme noget som helst," afviste Millie blankt, selvom blikket, hun kastede ud i mørket var en smule fortabt inde bag beslutsomheden. Det var dog sidstnævnte, der havde taget styringen.

"Farvel, Ambrose." Og med det trampede hun forbi ham. I den helt forkerte retning.