Well fed devils behave better than famished saints

[Callistus S. Bancroft]

Corban Yaxley Jr.

Bancroft nynnede fornøjet da han trådte ind gennem lågen og spankulerede op ad stien til Yaxley Manor. Han havde ikke befundet sig på matriklen siden halvfemserne, før Yaxley jokkede i spinaten. Men huset havde en ny lille herre nu, og endda en advokatlærling af slagsen. Ikke nogen dårlig social investering.

Han havde naturligvis sendt brev  for at kondolere, da nyheden var kommet ud, hvor han løst havde nævnt muligheden for et møde over en frokost i ministeriet. Men han havde ikke set knægten siden, og da det ved en tilfældighed kom ham for øre, at knægten holdte en pause, tog han sagen i egen hånd, og stod nu og bankede på den tunge trædør. Som altid bar han et varmt og imødekommende smil.

[Corban Yaxley Jr.]

Det havde svært at undvære Agnes Rosier , da hun måtte rejse tilbage til Hogwarts. Huset føltes endnu mere enormt og tomt, når man var uden en andens tilstedeværelse. Endnu, havde han ikke åbnet døren til sin fars kontor. Faktisk spenderede han de fleste nætter i den lille stue, han og Agnes havde sovet i den første tid efter hun var dukket op i kaminen.

Besøgende var der ikke mange af. Søstrene havde været der ved mulighed, men de, ligesom han, brød sig ikke om at være i huset. Nej, de forsøgte nok bare at sikre sig at Corban var okay. Hvilket han fortalte alle at han var. Der var selvfølgelig også Sinéad. 

Denne gang var det dog et uventet ansigt der mødte ham, da han fik meddelelsen om besøgende fra Cronus. Corban rettede instinktivt på skjortekraven, men sank også sin nervøsitet da han stod foran højesteretstroldmanden, overbevist om at nogen måtte have fundet ud af noget.

"Mr. Bancroft," hilste han og håbede, at han ikke lignede et så stort rod som han følte sig. "Sir. Hvad skylder jeg æren?"

[Callistus S. Bancroft]

"Unge Mr. Yaxley," svarede han i en frembrusende men venlig tone, uden at svare på knægtens spørgsmål. "Jeg håber ikke at jeg forstyrre." Tilføjede han udelukkende for at være høflig, og ikke fordi han på nogen tænkelig måde kunne forestile sig, at nogen ville føle sig forstyrret af hans tilstedeværelse. Han nikkede mod entréen, i en tavs forespørgsel om at blive inviteret ind.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban flyttede sig en smule fra døråbningen ved Bancrofts høflige forespørgsel. "Nej, selvfølgelig ikke. Kom endelig ind." Troldmanden blev vist ind i den lille stue ved entreen, selvom Corban kunne mærke nerverne under huden. Var dette startskuddet på dén retssag han havde regnet med helt at undgå, efter at løfte til Agnes.

"Kan jeg byde på noget?"

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft lod overkappen glide af og hænge sig selv på en krog entréen, imens han uforstyrret fortsatte mod stuen knægten førte ham til. Uden tøven fandt han plads i den lænestol der tydeligvis var tiltænkt gæster, og lod den mest centrale lænestol være ledig til herren i huset.

"Jeg tager det samme som du gør," svarede han og sendte knægten endnu et venligt smil.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban følte sig endnu ikke voksen nok til at drikke det stærke. Men det virkede nu også malplaceret af byde Bancroft på noget solbær-, eller hyldeblomstsaft. Så i stedet endte han med at bestille det sikre valg ved husalfen. Te.

Han tog selv plads, og lod husalfen om at skænke teen. "Tak for dit brev, Mr. Bancroft," sørgede han for at sige til ham, trods han allerede havde sendt næsten alle brevskriverne et høfligt tak tilbage.

[Callistus S. Bancroft]

Ikke Bancrofts første valg, men et sikkert valg.

Den ældre troldmand nikkede og gestikulerede med den ene hånd. "Naturligvis," svarede han varmt. "Jeg arbejdede med din far i mange år." Nikkede han før han dæmpede stemmen en smule, og tilføjede: "Det var før al balladen selvfølgelig, men lad os ikke tale ondt om de døde."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban vidste ikke meget om hans fars liv før. Det var dog næsten en lettelse pludselig at sidde i rum med en der havde kendt hans far, som ikke talte om ham med respekt. Som havde det magiske samfund mistet noget dyrebart.

"Det vidste jeg ikke Sir. At I havde arbejdet sammen," sagde han så og forsøgte at holde hænderne i ro ved at holde koppen med te mellem dem. Havde nogen sagt noget? Tanken var der.

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft lænede sig tilbage i stolen, uden så meget som at have set på teen. "Ikke i samme afdeling, naturligvis." Understregede han med et smil og så tænksom ud et øjeblik.

"Men han var ambitiøs, husker jeg. Dygtig til sit arbejde, indtil han satte det over styr. Jeg mindes sågar at han var vejleder tilbage på Hogwarts i sin tid." Han nikkede mod den unge Yaxley. "Som dig selv, ikke sandt?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban vidste stadig ikke om Bancrofts besøg betød at han var i problemer. For nu virkede stemningen ikke anspændt, selvom det samme ikke kunne siges for nakke-, og kæbemusklerne, selvom han forsøgte at opbløde det med en tår te.

Sammenligningen fik ham dog til at føle sig nødsaget til at tage endnu en tår. "Jo," sagde han så, selvom han egentlig ikke vidste meget om sin fars skoletid. "Jeg var vejleder og senere præfekt."

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft lo mildt og nikkede. "Naturligvis," svarede han før han lænede sig en smule frem, som skulle han til at fortælle en hemmelighed. "Det var jeg også selv, i min tid," bemærkede han lavmeldt og med glimt i øjet, før han lænede sig tilbage i stolen igen.

"Den slags præstationer kan man nå ganske langt med, søn. Det åbner døre i disse år, som leder til flere åbne døre senere i livet. Hvis ikke man smider det ud ad vinduet, vel at mærke. Du er advokatelev nu, ikke sandt?"

[Corban Yaxley Jr.]

Selvom Corban ikke kendte meget til Bancroft på personligt plan, syntes det alligevel nemmere at sluge, at dele vejleder og præfektrollen med ham, end med sin egen far. Tanken var måske absurd, men der var noget ved mandens nærvær, der fik skuldrene til at sænke sig en anelse.

Søn. Noget ældre mænd kunne kalde de yngre. Selvom emblemerne virkede ligegyldige i skyggen af alting, formåede han at mærke en formodet-svunden stolthed over dem. Men havde han smidt sine chancer ud af vinduet? Det føltes sådan.

"Jo, Sir," sagde han, men fandt det nu alligevel nødvendigt at tilføje: "Jeg holder en orlov for en stund. På baggrund af hvad der skete. Også så der kunne komme orden i sagerne nu hvor alt det her... er mit." Ikke at han overhovedet havde nærmet sig sin fars kontor og sat sig meget ind i det økonomiske.

[Callistus S. Bancroft]

"M-hm," brummede han kort og betragtede knægten et øjeblik, imens han afventede om der kom mere. Det gjorde der ikke.

"Det er fuldt forståeligt," understregede han før han fortsatte: "Det er vigtigt at 'få orden i sagerne, naturligvis. Jeg havde taget samme beslutning, hvis jeg var i dit sted." Han gav knægten et nik og et smil. "Så hvornår regner du med at vende tilbage?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban kendte ikke sin tidshorrisont. Nej, han havde svært ved bare at længere end én dag ad gangen. Agnes Rosier´ dimission var et stykke fremme, men han kunne slet ikke forholde sig til at komme tilbage i sin lærlingeplads. Om han kunne gøre det.

"Det ved jeg ikke endnu. Muligvis efter sommerferien," svarede han i stedet, frem for at belyse sin skråsikkerhed om at forsvare en lov, som han havde brudt.

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft løftede et bryn og betragtede knægten uden at være særlig overbevist om, at han ville vende tilbage nogensinde. Men så strøg han skægget en enkelt gang og løftede hagen.

"Et godt råd min dreng, hvis du vil lytte til en gammel mands erfaringer, så sæt dig en dato. Giv det en måned, måske to, men sæt en dato og informér alle i din afdeling om, at du vender tilbage på dén dag. Mød op fra den dato, sørg for at være der hver dag i mindst tre uger, og før du ved af det, er du tilbage på sporet igen. At være hjemmegående meget længere, er for kvinder og småbørn."