Etiam sanato vulnere cicatrix manet [ s ]

[Maighread MacFusty]

"Kost er altid sjovere," istemte Mags og tog trinnene to ad gangen op til den store dør. Den var heldigvis ulåst og med Atticus lige efter sig, sneg hun sig ind ad den lille sprække, de fik åbnet den.

"Men jeg tager dig gerne op på det andet."

[Atticus Clegane]

Han fnøs underholdt og prøvede ikke at larme alt for meget i indgangshallen. Det var altid noget, at de kun skulle ned i krypten, og ikke op i et af tårnene. Tak Salazar. Bogstavlig talt.

De listede sig ned ad trapperne og gik ned ad gangen der ledte til opholdsstuen. Og bedst som de var halvvejs, kunne man høre en velkendt stemme i nærheden, der nynnede en lidt for munter melodi.

"Peeves," hviskede Atticus og så rundt efter poltergejsten inden blikket landet på Mags. "Løb?"

[Maighread MacFusty]

Mags var slet ikke i tvivl om, hvem der var på vej deres retning. I løbet af få sekunder kunne poltergeisten nå at vække hele slottet og hun nikkede omgående.

"Løb," erklærede hun sig enig og gjorde netop dét. Sammen piskede de ned ad korridoren til lyden af den muntre nynnen og deres fodtrin, der slog ekko mod stenvæggene.

[Atticus Clegane]

Sammen tog de spurten. Atticus syntes endda han kunne hører hvordan poltergejstens melodi pludselig ændredes og kom tættere på, men han sig sig ikke tilbage. Spænede bare mod opholdstuen, og håbede at professor Odgen ikke opholdt sig i krypten på nuværende tidspunkt.

"Herind!" Han åbnede døren til et eller andet, og trak Mags med sig ind lige tids nok til, at de snart kunne hører Peeves' rædselsfulde latter suse forbi dem ude i gange, på den anden side af døren. Atticus trak vejret hurtigt, imens han stod lænet op ad døren, og ledte efter Mags med blikket i mørket.

[Maighread MacFusty]

Benene var bløde, da Mags var væltet ind and den åbentstående dør. Hun kollapsede nærmest op ad den nærmeste væk og halsede efter vejret, mens Atticus stod som limet op ad døren. En ufrivillig munter lyd forlod hende og hun kom til at smile bredt, da deres blikke mødtes.

Kan du høre ham? mimede hun med et lille kast med hovedet mod døren.

[Atticus Clegane]

Han lyttede intenst. Han kunne stadig høre Peeves, men lyden blev gradvist svagere og han ventede med at svare Mags til den var helt væk.

Så rystede han på hovedet. "Ikke længere," svarede han selvom stemmen var lavmeldt. Næsten hviskende. Han tog i håndtaget med intentionen om at tjekke om kysten var klar. Han tog i håndtaget igen. Og en sidste gang.

"Ej men for- hvem har lært ham det trick?" Han rodede efter sin stav, og skænkede ikke rummet de var landet i, hverken blik eller tanke.

[Maighread MacFusty]

Mags nikkede, mere end klar på at komme ud fra hvor end, de var endt. Hun registrerede ikke engang, hvor det var, men betragtede blot Atticus med utålmodighed.

"Ryk dig," beordrede hun og møvede sig ind foran ham ved at presse skulderen ind foran hans brystkasse. Men da hun selv greb i håndtaget, gav det sig lige så lidt, som da han havde prøvet. Hun ruskede lidt hårdere i døren.

[Atticus Clegane]

Ligeså irriterende det var, at døren ikke gav sig, ligeså underholdende var det at se Mags prøve alligevel. Atticus kom i hvert fald til at smile bredt.

"Du siger bare til, når jeg skal trække staven frem, ey?"

[Maighread MacFusty]

Det var ikke, at Mags var decideret letafledelig, men hun havde drukket og var generelt for første gang blevet bevidst om Atticus og hans stav. Derfor var det med et uvornt glimt i øjet, at hun så op på ham. Det sitrede om mundvigene.

“Sikke et tilbud, Longlegs. Men, okay, her eller sovesalen, hvad forskel gør det i sidste ende?”

[Atticus Clegane]

Atticus løftede et bryn, men smilet var afslørende. Han kunne godt komme med en lang række forskelle, men var ikke sikker på, at Mags reelt var interesseret i at høre dem. Han trådte tættere på hende - uden at trække hverken den ene eller den anden stav, vel at mærke.

I stedet fandt han først hendes ene hånd og trak den hen til den anden, før han også lukkede lange fingre om den og trak begge hænder op over hovedet på hende, og holdt dem mod døren.

"Her kommer der i hvert fald ikke nogen og forstyrre," tilføjede han rationelt.

[Maighread MacFusty]

Mags betragtede ikke sig selv som nogen novice længere, men det var alligevel en første, da Atticus førte hendes hænder op. Med vågne øjne fulgte hun med, men hans træk afslørede ikke meget. Det fik det dog kun til at krible på den bedste måde over navlen.

"Skal du have en længere liste, eller er det nok?" spurgte hun drilsk, fuldkommen ubevidst om, hvor intenst hendes blik var blevet.

[Atticus Clegane]

Det var rigeligt.

Der gik i hvert fald ikke mange øjeblikke, før de to dansede samme dans som i skoven, og Atticus glemte alt om Peeves og låste døre og en sovesalskammerat, som han senere skulle kunne se i øjnene. Han fulgte hendes signaler og nød hver bevægelse.

Efter de begge havde fået samlet sig igen, lykkedes det dem også at komme ud, så de kunne daffe tilbage til opholdsstuen og liste sig ind på hver deres sovesal.

Lukket