Irsk held

[David Smith]

Det bedste ved at alle var klædt i hvidt var, at Davids pang-grønne jakkesæt med kæmpemæssige, påtrykte firkløvere, som han havde anskaffet sig til en tidligere Saint Patrick’s Day, kunne fremstå endnu mere prangende.

Med armene dinglende ud fra kroppen drev han afsted gennem de farveløse masser, uden andet mål end at gå tværs igennem så mange forsamlinger som overhovedet muligt.

Én blev pludselig stående der midt i det hele, og selvom hun havde ryggen til, afholdt det ikke David fra at svinge sin hånd op over hovedet - i en gestus der normalvis benyttes når folk opfører sig særligt idiotisk, tankeløst og/eller uventet dumt - i frustration over at den lige kurs, han havde lagt, risikerede at blive spoleret af en andens egoisme.

Han genkendte tilsyneladende ikke Maighread MacFusty ryg, og var ikke sen til at råbe:

”Flyt dig, dame!”

[Maighread MacFusty]

Med ugerne var livet blevet lidt mere normalt igen. Efter en påskeferie hjemme var Mags blevet mere tilpas i mørket og der var ikke længere nervøse trækninger, når hun grinede. Beltane måtte blive det sidste skridt tilbage til normalen, havde hun besluttet med sig selv, som hun var taget til magikerlandsbyen med den efterhånden fusionerede vennegruppe.

Men Mags havde selvfølgelig heller ikke forventet, at hun pludselig ville blive råbt af af en omvandrende græsplæne, der fik hende til at gengælde hans armbevægelse med et obskønt håndtegn.

"Gå udenom."

[David Smith]

Damen vendte sig, og viste sig at være Mags og et uhøfligt håndtegn. David gjorde store øjne, mens armene blev bredt endnu længere ud, så et par hekse måtte træde endnu længere tilbage.

”Maggermus! Hvilket glædeligt møde!” brægede han uforstyrret og fortsatte med gå mod hende – og ville fortsætte med at gå sådan frem til hans krop kom i fysisk kontakt med hendes.

Gasblå øjne søgte automatisk hendes pande.

”Du ser… hel ud igen.”

[Maighread MacFusty]

David var virkelig ikke den Gryffindor fra deres årgang, som hun havde ledt efter, men ikke desto mindre kom han gående med bredte arme, der lod til at ville indfange hende, hvis ikke hun tog et skridt tilbage. Så det gjorde hun med en indånding, der forhåbentlig ville give hende viljestyrke til at komme igennem det uden at smide det smil, der endelig havde banet sig vej frem i dagens anledning.

“Det er kun, fordi du ikke kan se min jomfruhinde,” svarede hun tørt, men holdt smilet i live, som hun kastede et blik over ham. “Hvad med dig? Ringmusklen stadig intakt?”

[David Smith]

David lo højt. Det var svært andet, når Mags dumme pigefjæs sagde sjove sjofelheder.
Han rystede lyst hår fri fra sit synsfelt, betragtede hende indgående, før han selv svarede.

”Fuldstændig intakt i modsætning til dig,” forsikrede David, sorgløst. Han smilede.

”Jeg gemmer mig selv til den helt rigtige.”

[Maighread MacFusty]

“Hvor romantisk,” fnøs Mags, men kom alligevel til at smile skævt til ham. Det var trodsalt ikke hans skyld, at Baylea Burke var vanvittig. Han var kun skyldig i at være et røvhul, og det endte hun igen med at tilgive ham.

“Så det er camouflage, simpelthen?” Hun gestikulerede mod det grønne sæt.

[David Smith]

Mags smilede og alt var godt. Den flabede mund havde Baylea Burp i hvert fald ikke formået at slå i stykker.
David så ned af hende, da Mags kommenterede det grønne udtryk.
Han smilede bredt tilbage.

”Og du har pisset dine hvide busker til. Sikke en elendig heks du er.”

[Maighread MacFusty]

“Hvad kan man gøre,” svarede Mags med et træk på skuldrene. At hvidt tøj ikke var populært blandt dragepassere og deres afkom var så åbenlyst, at det ikke gav mening at bruge luft på at forklare.

“I det mindste kan du gå efter lugten, hvis det er. Eller væk fra den.”

[David Smith]

Davids øjenbryn løftede sig kun for at falde ned et ekstra hak kort efter. En hjørnetand nåede at gnave et par gang i underlæben, inden han åbnede munden.

”Er det Baylea som har gjort dig mere grovkornet end du plejer?” endte han med at spørge.

”Eller denne her erotiske fest?”

[Maighread MacFusty]

Alene lyden af ørnens navn fik Mags til at spænde op, men hun gjorde sit bedste for at se upåvirket ud. Sved det, at David havde vidst, hun havde været ude for noget og ikke havde anerkendt det på nogen vis? Ja. Men det skulle han ikke se. For en sikkerheds skyld lod hun blikket glide over gadebilledet, før det vendte tilbage til hans.

"Måske er det, fordi jeg lige er blevet kaldt en elendig heks?" foreslog hun efter et tørt fnys.

[David Smith]

Eller væk fra den.
Det var dét Mags havde sagt, som David havde bidt mærke i. Hun havde tidligere givet udtryk for at ville tage afstand til ham; den sang kunne han efterhånden synge med på. Men at hun lagde op til at han skulle tage afstand til hende – joke eller ej – det placerede hende på et andet område.

”Pjat.” Hånden viftede i luften. ”Det er du vant til at blive kaldt, er du ikke?”
Han smilede. Troede helt tydeligt ikke at det kunne være grunden.

”Du er ikke deprimeret vel?”

[Maighread MacFusty]

Mags himlede med øjnene, men havde ikke andet at tilføje. Sandt at sige havde hun nok irriterende søskende til at blive kaldt og havde kaldt hinanden langt værre.

Hun hævede et bryn. "Altså, sådan, trist, eller hvad?"

[David Smith]

Det lyse hoved nikkede. Blå øjne gled over hendes ansigt, uden at tage notits af de himlende øjne, som Mags havde sendt retur.

”Ja.”

[Maighread MacFusty]

Mags gloede på David uden at kunne forlige sig med, at han rent faktisk spurgte ind til hendes velbefindende. Det måtte uden tvivl være en fælde - og derudover havde hun ingen intentioner om at diskutere sit følelsesliv med ham.

"Hvordan kan man være det, når solen skinner og alle er høje på Beltane?" spurgte hun i stedet med et skævt smil.

[David Smith]

Mags gloede og David gloede tilbage. Satte sine ellers flakkende øjne fast i hendes.
”Virkelig?” spurgte han, mens der blev etableret en lettere intens øjenkontakt – som forsøgte han at bane sig vej til hendes dumme knold, og alt hvad der gemte sig derinde.

Først efter en rum tid opgav han tilsyneladende sit foretagende med et synligt skuldertræk.
”Fint. Godt.”
Smilet endte tilbage på det blege ansigt.

”Der er ikke noget mere utiltalende end en deprimeret pige.”