Næsten sommer

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde ikke set sig selv som et barn i årevis. Måske da Cailean Morgaine havde fået det dårligt, og han havde været ude af stand til at hjælpe ham. Der var en alvor, men også skyggen af sørgmodighed over hans ansigt, da han plantede frøende i netop kreerede jordhuller, mens solen varmede mod kinden.

"Ja. Men jeg savner livet før," Endda mens hans far stadig var i live. Havde angsten været bedre end den der snigende tomhed? Den han især havde mærket da Agnes ikke havde været her. Måske var angst nemmere end tomhed.

[Agnes Rosier]

"Ja," lød det dæmpet fra Agnes, mens indsigten lagde sig tungt over hende. Hun havde været så afklaret, da hun havde udfordret Matheo til duel nytårsaften, men livet efter det havde været indhyllet i skygger og grå nuancer.

"Sådan havde jeg det også. Indtil jeg blev gift." Hun gled tilbage mod sine skinneben, selvom ansigtet stadig var vendt mod jorden.

"Derfra var der ingen vej tilbage."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban lod hånden løbe over jorden, så hullerne blev fyldt igen. Lod frøene være dernede i tryghed, beskyttet indtil det spirede opad.

Tankerne blev trukket væk fra ham selv, da Agnes talte. Det gav ham stadig en kvalm fornemmelse at overveje omfanget af hvad hun havde oplevet, men han lagde ikke en hånd mod hendes skulder eller ryg, selvom han gerne ville vise at han var der. Nej, noget i det fysiske holdt ham stadig tilbage, fordi han ikke ville gøre hende nervøs.

"Nu har vi kun frem."

[Agnes Rosier]

Et skyggesmil strejfede hendes læber over konstateringen. Agnes vidste ikke, hvilken vej var frem, men hun måtte være stærk og prøve. Hvis ikke for sig selv, så for Corban. Ligesom det var lige så meget for ham, at hun tog sin stav og fremmumlede besværgelsen, der fik spirene til at kravle op gennem jorden.

"Og op," bemærkede hun dæmpet og kastede et blik til siden på Corban.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban betragtede en af spirene bryde frem af jorden. Kravle opad og forsøge at fange sollyset, så den kunne vokse, sammen med de andre. Selv med magi, håbede han at han kunne værne om livet i haven. Måske finde et lille formål blandt det, og en tryghed i at befinde sig et velkendt sted, men blandt nye dufte og nuancer.

Han tog en langsom indånding og hjalp med at vande spirerne ved hjælp fra staven. Langsomt derefter løftede han sig og rensede jorden væk fra sig, før han rakte en hånd frem mod Agnes, i tilbud om også at fjerne mulden fra hendes hænder.

[Agnes Rosier]

Agnes betragtede spirenes rejse. Magi, kaldte de det, men det føltes som meget mere end det. Det var liv. Håb for en fremtid, der indeholdt både regn og solskin. Hun kom endda til at smile lidt, svagt og mildt, men det overlevede, selv da hun vendte sig mod Corban.

Hun bød ham de beskidte hænder. Blege og med mørk jord dybt under neglene, men lune, selvom de havde været ude længe.

[Corban Yaxley Jr.]

Forsigtigt lagde han hånden om hendes, mens han førte staven ned over fingrene, ledene og neglende, indtil jorden var fjernet. Corban var omhyggelig - ligeledes med den anden hånd, og gav denne et klem, da han var færdig.

"Jeg er glad for at vi gjorde det her," indrømmede han så, da han skævede mod de spirerne planter.

[Agnes Rosier]

Hånden var stadig det eneste acceptable sted for berøring for Agnes og hun svælgede lidt i nærheden. Tomlen havde netop løsnet sig fra resten for at søge mere nærhed, da Corban med sit klem indikerede, at tiden for kontakt var ovre nu og hun hastigt lukkede dem.

"Det er jeg også," svarede hun med et lille smil. "Og ikke kun, fordi jeg aldrig har gjort mig meget i udendørsaktiviteter."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban kom til at smile. Måske fordi han, endnu en gang, genkendte det. Han havde altid søgt mod de støvede biblioteker, eller mod de lange korridorer. Mod langdragede spil og extra-curriculars. Det var svært at finde sin eksistens efter Hogwarts. Endnu sværere at finde den efter alt der var mistet.

"Jeg tror måske det har været godt for mig, i hvert fald, at have et projekt," indrømmede han så. Han var stadig nervøs for om han kunne fastholde sig til den slags, i Agnes´ fravær. Når han var helt alene igen.

[Agnes Rosier]

Et projekt. Agnes følte sig fristet til at spørge, om det var det, hun var for ham, men efter alt, han havde gjort for hende, holdt hun tand for tunge. Nikkede i stedet blødt.

"Jeg glæder mig til at se, hvor store de er, når jeg dimitterer."

[Corban Yaxley Jr.]

Var det spørgsmål blevet stillet, ville Corban nok ikke have vidst hvad svaret var. Agnes var én der holdt ham oven vande, og måske var der en selviskhed i at ville lade hende blive med ham, men samtidig håbede han, at hun også fandt noget i ham.

"Jeg skal passe godt på dem," lovede han, selvom han også var bange for at han ville stivne igen. Ikke være i stand til at holde liv i noget/nogen.

"Der er ikke længe til." Måske var det ham selv der havde brug for den påmindelse. Faktisk vidste han ikke helt hvorfor han sagde det.

[Agnes Rosier]

"To måneder," svarede Agnes med et lille nik. To måneder til, at hun forlod det sidste hjem, hun havde kendt i sin barndom. Hun lod sig glide helt ned i græsset i den mørke, lånte kjole.

"Jeg ville ønske, jeg kunne se dem blomstre."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde kigget nok i bogen til at vide, at de ville blomstre før sommerferien. Derfor resonerede Agnes ønske et sted i ham. For nok var han her, men det var noget de havde været fælles om. Langsomt tog han selv plads i græsset, uden dog at lægge sig ned.

"Jeg kan undersøge om jeg kan bruge en besværgelse så deres proces stopper, indtil du kommer tilbage," Endnu en gang havde han lyst til at spørge Cailean Morgaine hvordan og om det var muligt.

[Agnes Rosier]

Brynene blev hævet lidt og da de faldt, mildnedes trækkene i bevægelsen. "Corban," lød det, næsten opgivende, fra Agnes. Hun rystede lidt på hovedet, for selvom intentionen var værdsat, kunne hun aldrig tage imod noget så egoistisk.

"Det er din have. Du fortjener at kunne se ud og finde glæde," mindede hun ham om.

[Corban Yaxley Jr.]

Se ud. Corban kom til at overveje hvorfor hans far mon altid havde været så besat af vinduerne, når han ikke havde en smuk have at kigge på. Bare tanken om selv at være indenfor og kigge ud i samme retning, gav ham en mærkelig fornemmelse indeni.

Derfor endte han bare med at nikke. Glæde virkede af en mærkelig størrelse. "Det gør du også," mumlede han dog, øjeblikke efter, mens han kiggede op mod husets facade. Ja, selvom det var en mærkværdig konfrontation, da blikket strøg forbi farens kontor. Et sted han endnu ikke havde besøgt siden.