De værste sår er de, der ikke bløder

[Atticus Clegane]

Sad hun virkelig og argumenterede for, at han skulle blive i sofaen og putte? Han betragtede hende overvejene som hun lå dér mod hans skulder.

"Ja, det kan jeg godt se. Så har du faktisk ikke noget at miste, Mags."

[Maighread MacFusty]

“Netop,” mumlede Mags med et lille smil og tillod øjenlågene at sænke sig. Hun slap en tung udånding og puttede sig ind til ham.

“Men du kan sagtens liste flere grunde til at ville slippe af med mig, hvis du kan komme på nogen?”

[Atticus Clegane]

Den eneste grund Atticus havde, var at hun var Jack Day s kæreste. Men hvor var han nu? Ikke her, i hvert fald.

Han lænede hovedet en smule mod hendes, og strøg en finger over hendes skulder imens pejsens varme lagde sig som et behageligt tæppe over dem. "Jeg skriver dig en lang liste i morgen." Svarede han drillende, men med rolig stemme. "Du kan hænge den op på din væg."

[Maighread MacFusty]

"Godt," mumlede Mags med tilfredshed. Som lillesøster vidste hun om nogen, at der var komplimenter at finde i fornærmelserne og ærligt talt var enhver distraktion fra turen på hospitalsfløjen tiltrængt.

"Jeg vil hænge den op, så det er det første, jeg ser, når jeg vågner."

[Atticus Clegane]

" 'Hundrede grunde til, at Attie vil slippe af med Mags: Nummer ét, Attie er allergisk overfor rødt hår og sarkasme.' " Læste han op fra ingenting, og strøg igen hendes skulder et par gange med fingrene. Uden han rigtig tænkte over det.

[Maighread MacFusty]

Mags havde ikke været tæt på Jack Day siden hendes tur forbi hospitalsfløjen. Faktisk havde hun holdt sig lidt på afstand og det lod til, at kæresten havde foretrukket det samme. Måske derfor var det også særdeles tiltrængt at blive strøget over skulderen, mens de sad tæt, begge rødhårede og fregnede, som var hun tilbage på Hebriderne.

"Sagde han uden hverken nys eller eksem," mumlede hun. "Imponerende."

[Atticus Clegane]

"Jeg tager en eliksir imod det, bare rolig." Forsikrede han med et skævt smil og lukkede øjnene. Der blev lidt tavst for en stund. Den næste sætning han leverede var ikke andet end en træt mumlen, og der kom intet svar.

Derefter gik der ikke længe, før han selv faldt i søvn.

Lukket