While I breathe

[Sinéad L. Yaxley]

Thaddeus Buchanan

Sinéad var en heks der ikke gik på kompromis med hvad hun ville have. Hun havde lagt præcise planer for sin karriere og hendes ambitioner rakte højere end selv stjernerne når det kom til hendes vision for det magiske samfund. Hun yndede at være den perfekte lærermester for sin lærling og samtidig stå til rådighed som den rådgivende yndlingsgrankusine. Hendes veninders ve og vel lå hende ligeså meget på sinde, som hendes eget og hun foldede kærligt og omsorgsfuldt sine vinger ud og omfavnede sin afdøde mands lillebror i hans krisetid.

Var Sinéad bedre end alle andre? Måske en lille smule. Men hun havde også en svaghed. En svaghed for alt der var romantisk og yndefuldt.

Duften af bål og forår hvirvlede i luften mellem lyden af legende børn der snart blev sendt hjem og latter fra de voksne der havde fyldt sig med våde vare siden de ankom. Sinéad selv havde også fået et par glas af en sød, boblende vin og hun havde nyt dagen i et skiftende selskab af familie, veninder og de tilfældige kollegaer som også var mødt op. Hun havde netop takket pænt nej til at deltage i en frembrusende kædedans med en bedugget herre fra hendes afdeling, da hun ud af øjenkrogen fik øje på en anden velkendt skikkelse.

Hun strakte halsen en smule og løftede let op i skørtet, så fødderne fik mere plads til at bevæge sig frem. Han var ikke klædt i hverken hvidt eller lyse farver, men lignede alligevel en drømmeprins i Sinéads øjne. Høj. Velklædt. Moden.

"Men er det ikke Mr. Buchanan?" Hilste hun med et varmt smil. "Du ligner ikke en der er her for at danse."

[Thaddeus Buchanan]

Mens halvdelen af det magiske samfund festede, gjorde Thaddeus, hvad han plejede. Han arbejdede. Fra Ministeriet til Kimæren og derfra til O’Callaghan-familiens hjem, hvor han fik besvaret spørgsmål, der havde rejst sig i løbet af dagen. Han var netop på vej tilbage til byen, da en velkendt stemme fik ham til at dreje hovedet.

Han mødte Sinéad med et afmålt, men behageligt smil. “Desværre ikke, Mrs. Yaxley,” svarede han, humoren underspillet, men ikke fraværende. “Selvom jeg da godt kunne fortryde, at jeg ikke prioriterede i dag blandt mine fridage.”

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad løftede et bryn i nysgerrighed, imens hun glattede kjolen lidt ud selvom den allerede sad som var den syet på hende.

"Du er måske på vej på arbejde nu?" Det ville give mening i forhold til tøjet.

[Thaddeus Buchanan]

Bevægelsen fik Thaddeus til at kaste et diskret blik over Sinéad. Det var ikke hende, hjertet længdes efter, men han var også kun af kød og blod og hendes kjole overlod ikke meget til fantasien.

"Til, fra," svarede han. "Det forudsætter, at man nogensinde har fri."

[Sinéad L. Yaxley]

Hans svar fik hende til at smile. Tænk, hun havde nok på fornemmelsen, at han var typen der kunne få hende til at le.

"Ja, naturligvis." Hun strøg hår om bag øret, selvom det hele allerede sad stramt opsat. "Men jeg håber da, at du i det mindste har mulighed for at holde nogle pauser nu og da."

[Thaddeus Buchanan]

Det var sjældent, Thaddeus fik nogen til at smile. Han gjorde det knapt nok selv. Men det klædte Sinéad og der var en mildhed i hans træk, da han sænkede hagen let.

"Jeg kunne godt fristes til at holde én nu." Blikket havde kortvarigt vandret over omgivelserne, men fandt nu hendes igen. "Hvis du vil gå lidt med mig?"

[Sinéad L. Yaxley]

Hendes bløde hjerte slog et ekstra, ekstatisk slag. Men hun forholdt sig helt roligt da hun sendte ham endnu et smil. Hendes hænder fandt hinanden på ryggen, imens blikket skævede mod hans arm.

"Med glæde, Mr. Buchanan." Svarede hun i en blød tone.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus var intet hvis ikke velopdragen og han bød hende sin arm, som det var kutymen. Luften mellem dem blev ikke fyldt med ord med det samme, men var i stedet deres skridt, der fandt ind i en rytme, før han drejede hovedet i hendes retning.

"Jeg håber, du vil tilgive mig det, når jeg siger, at du ser fortryllende ud i dag."

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad kunne have skreget, men hun forholdt sig ganske roligt og slog blikket ned som blev hun genert over hans smigeren. Men smilet var svært at skjule. Særligt da hun så op på ham igen.

"Men Mr. Buchanan, få mig ikke til at blive forlegen."

[Thaddeus Buchanan]

Man skulle tro, at Sinéad havde fået et kursus i, hvordan en ung kvinde skulle reagere på den slags. Det skulle ikke undre Thaddeus, om det var tilfældet, for han kunne ikke få billedet af den næsten rødmende kvinde ved sin side til at passe sammen med med dygtige auror, der havde taget sin husbonds død med oprejst pande.

"Det var ikke min intention, Miss," forsikrede han hende.

[Sinéad L. Yaxley]

Hele fønixengen duftede af røgen fra det store bål, men Sinéad kunne have sværget at et lille vind også sendte hende en smule af hans duft. Hun blinkede og så på ham igen.

"Sinéad. Du kan bare kalde mig Sinéad, Mr. Buchanan." Hans navn lød ganske fint, når det sådan kom efter hendes eget.

[Thaddeus Buchanan]

"Sinéad," gentog Thaddeus i en accept af aftalen. Hagen blev sænket let i respekt for hendes ønske.

"Så håber jeg, at du vil kalde mig Thaddeus." Selvom han var fint tilfreds med Mr. Buchanan.

[Sinéad L. Yaxley]

Thaddeus. Thaddy. Sinéad nikkede, ganske tilfreds med aftalen. Hun var alligevel lidt træt af, at blive kaldt en død mands navn. Fred være med ham, stakkels Tommy.

"Tillader din pause mon tid til et glas, Thaddeus?"

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus greb ind bag kappen i vestens lomme, hvorfra han trak et lommeur. Urskiven blev studeret nøje, før han lod det lille ur finde tilbage til dybet af lommen. Efter et lille nik fandt han hende atter med blikket.

“Så lad gå,” svarede han. “Jeg kan dårligt lade en ung heks gå alene til Beltane.”

[Sinéad L. Yaxley]

Hun kunne ikke lade være med at smile igen, og måtte stoppe sig selv fra at give hans arm et klem. Så galant. Lige hvad hun gik og ledte efter.

Lede længe skulle de heller ikke, for at finde lidt til at fugte ganen. Snart havde de begge et glas i hånden imens de trådte over skyggerne fra de dansende hekse og troldmænd ved bålet. To små børn løb rundt efter hinanden, og den ene rendte lige ind i Sinéad, så hun nær havde tabt sit glas.

"Hov," hun rakte sit glas til Thaddeus før hun bøjede sig ned og trak barnet tilbage på fødderne. "Op igen." Den lille dreng så først en smule forskrækket ud, men løb hurtigt videre i legen, da der ikke kom nogen skideballe. Sinéad så efter ham med et lille smil om læberne, før hun tog imod sit glas igen med et høfligt "tak."