It only hurts just once, they’re only broken bones

[Laurie Sprucewielder]

Laurie stod ikke klar til at gribe Mags' forsøg på at være morsom. Hun havde travlt med at være bekymret for Mags og rasende på Burke.

"Men det var det ikke. Det var en anden elev Mags, og det er ikke første gang. Vi biver nødt til at gå til de voksne med det her. Hun bliver bortvist!" Forhåbentlig.

[Maighread MacFusty]

"Måske," svarede Mags uden at se synderligt overbevist ud. Hun var ingen systemkritiker, men selv havde hun set, hvordan børnene af de gamle slægter fulgte et helt andet sæt regler end resten af skolen.

"Men jeg gør i hvert fald, når hun fortæller, at jeg brød ind i Ravenclaw-tårnet."

[Laurie Sprucewielder]

Laurie bed tænderne sammen over Mags' svar. Det var uretfærdigt hvis elever frit kunne rende og skære hul i hinanden uden konsekvenser, men et lille husbesøg kunne få nogen bortvist.

"Jo men..." Begyndte hun, inden det sev ud i ingenting.

"Hvorfor gjorde du også det?" Det var ikke bebrejdende, men selvom Mags lå der og tydeligvis havde betalt en alt for stor pris for sine handlinger, kunne Laurie alligevel ikke helt lade være med at undre sig... Hvorfor havde Mags efterladt sedler med Lauries navn i Burkes seng?

[Maighread MacFusty]

Selv det ærlige svar ville ikke være et ordentligt svar til spørgsmålet. Maighread vidste i hvert fald normalt bedre end at gøre noget 'bare fordi'. Ikke desto mindre lå hun nu her, øm og forslået, fordi hun havde ladet sig rive med. Hun slap en tung udånding.

"Det er en lang historie." Eller nærmere: Det var én af de historier, der er for svære at fortælle, fordi man konfronteres med sin egen rolle i det. Hun lod blikket glide op mod loftet. "Er det vigtigt?"

[Laurie Sprucewielder]

Laurie rystede hastigt på hovedet. Det var i hvert fald ikke vigtigt lige nu.

"Det er vigtigere at du får noget hvile." Svarede hun og turde knapt lægge en hånd på sengekanten, såfremt bevægelsen gjorde ondt et sted på Mags. "Og at Baylea får betalt. Men det haster heller ikke."

[Maighread MacFusty]

Maighread havde ikke lyst til at tale om Burke. Hun havde knapt lyst til at tænke på hende, men det var svært andet, når det dunkede og værkede i det meste af kroppen - og pigens ansigt trådte op for hendes øjenlåg, hver gang de gled i.

"Bliv lidt, okay?" Det var sjældent, hun bad om omsorg på den måde, men tanken om at være helt alene, indtil Malcolm og Marty kom, var ikke til at holde ud.

[Laurie Sprucewielder]

Laurie nikkede med det samme, og måske lidt for ivrigt. Det værkede i hvert fald i hovedet, selvom hun ikke kunne tillade sig at pive når Mags lå og havde det meget værre.

"Jeg går ingen steder." Lovede hun.

Hun blev siddende ved Mags's seng. Selv da helbrederen gav hende lov til at smutte. Da venindens brødre dukkede op, blev hun endda siddende et par minutter endnu, før hun følte sig lidt for påtrængende. De var familie, trods alt.

Hun gik direkte til gryffindortårnet bagefter, og blev dér resten af aftenen.

Lukket