How everything good in life seems to lead back to you [S]

[Gillian C. Fudge]

Vægten over håret var anderledes for Gillian, der næsten aldrig gik med hovedbeklædning, men det føltes rigtigt, da hun rettede lidt på blomsterkronen. Blikket søgte de brune øjne og manden, der havde placeret den over hendes mørke krøller.

"Klæder den mig?" spurgte hun og så op på William Knight med store, afventende øjne og antydningen af et smil om de rødmalede læber.

[William Knight]

Fingrene forlod blomsterkronen, efter den havde lagt sig omkring det mørke hår. "Om den gør," sagde han med sit karakteristiske skæve smil. Selv havde han ingen intentioner om blomster i håret, men hos Gillian understregede det blomstrede kun hendes kønne kærhed endnu mere.

"Men det gør det meste."

[Gillian C. Fudge]

"Det siger du altid," svarede Gillian, stadig genert efter at have haft William og hans ligefremme attitude i sit liv flere år. Det var da også svært for hende ikke at smile.

Hun trak en blomst ud af den og lagde den bag hans øre. "Så."

[William Knight]

Det der med at rende rundt med blomster bag øret var ikke ligefrem Williams ting, men samtidig var det Gillian der havde placeret den der, så den kunne jo blive siddende indtil en brise fik revet den væk.

"Du tester mig virkelig på at undlade at røre mig selv i håret," mindede han hende om, men fangede snart hendes hånd med sin egen og mødte hende med et smil der viste at han ikke havde det store imod det. 

[Gillian C. Fudge]

Gillian smilede lidt over svaret og mere over følelsen af hans hånd om sin, mens de stod omringet af mennesker. Sommetider forekom det hende stadig helt besynderligt, at de ikke behøvede at skjule noget, men at hun uden skam kunne flette fingrene ind mellem hans.

"Du roder også for meget ved det," indvendte hun med et træk i mundvigen. "Ville du overhovedet vide, hvis en fugl fløj ind i det og forsvandt?"

[William Knight]

Generelt rodede han nok bare for meget. Og ikke kun hvad angik håret. Smilet blev dog bredere ved det meget usandsynlige scenarie som hun tegnede for ham.

"Nej, men så har jeg dig til at fortælle mig om det," grinede han. Liam var trods alt en kende mere observant end han. Hvis ikke betydeligt mere.

[Gillian C. Fudge]

"Sandt," medgav Gillian med et træk i mundvigen. Subtilt, ligesom det meste ved hende, men nok til, at William ville kunne se det. Hun gav hans hånd et lille klem og den selv den simple handling fik hendes mave til at give et lille sug.

"Når ikke jeg har for travlt med at sørge for, at man stadig kan se dit gulv."

[William Knight]

Ja, Gillians smil var ofte afdæmpede. Især ude i det offentlige rum, men det betød en hel masse for ham, at kunne holde hende i hånden og udveksle ømheder, uden de blev nødt til at skjule sig længere.

"Er du blevet flabet med foråret?" grinede han så og gav hendes fingre et blidt, drillende klem.

[Gillian C. Fudge]

Det var sjældent, at Gillian spøgte. Det kunne vist tælles på én hånd, før William var kommet ind i hendes liv. Og nu gjorde hun det endda to gange inden for fem minutter, mens hendes hånd var i hans og fik klem, der fik hjertet til at skippe et slag.

"Det kunne se sådan ud," svarede hun og gjorde noget absolut uhørt; Hun stoppede og trak ham ind til sig, før hun dæmpet fortsatte, kun for hans ører:

"Hvad vil du gøre ved det?"

[William Knight]

Det summede i ham ved spørgsmålet, men også ved vibrationen hendes dæmpede stemme sendte mod hans øregange. Dristigheden ude i det åbne var ikke noget han var vant til at møde fra Gillian, men ikke desto mindre fik den ham til at smile og mærke alle mulige impulser bryde overfladen.

"Jeg kan godt lide den, så måske ville jeg bare opfordre dig til at blive ved," erkendte han dæmpet med et skævt smil og en nussende bevægelse med tomlen over hendes håndryg.

[Gillian C. Fudge]

Spørgsmålet havde været en opfordring til den impulsive William, hun havde set i starten af deres bekendtskab. I stedet fik Gillian et svar, der fik hende til at smile lidt større, end det var forladeligt i offentligheden. Men solen skinnede og hun kunne ærligt talt ikke finde det i sig at have noget imod det.

"Jeg fornemmer et tema." For han havde aldrig gjort andet end at opfordre hende til at gøre, præcis hvad faldt hende naturligt. At følge sine impulser, så det gjorde hun, som hun strakte sig og strejfede hans læber i et blødt kys.

[William Knight]

Hovedet tiltede på skrå ved de sagte ord, da William ikke vidste præcis hvad Gillian refererede til. Snart blev det da også temmelig ligegyldigt.  For da hun strakte sig og lagde læberne mod hans. Han var ikke sen til, at sørge for at det hang ved, da han lagde en hånd mod hendes kind og gengældte berøringen.

Et bredt smil lå om hans mund og satte sig i hans øjne, da deres ansigter gled fra hinanden igen. "Du er bedårende Gillian," sagde han, selvom det kun var en af mange ting hun var.

[Gillian C. Fudge]

Gillian vidste ikke, om hun havde lyst til at være bedårende, men hun tog det som det kompliment, det sikkert var tiltænkt. Smilet var dog det, der vandt hende og fik et lille smil til at spire om hendes læber.

"Det er du også, William," svarede hun med et glimt i øjet.

[William Knight]

"Ja, måske især nu hvor jeg har en blomst i håret," måtte han tilstå, selvom han ikke ligefrem havde set sig selv med den lille stilk balancerende bag øret. Vigtigst var det nok, at han kunne spejle sig i Gillians blik. Ikke med henblik på hvordan han så ud, men hvordan hun så ham.

Gennem den seneste tid havde han kæmpet en kamp om at finde arbejde. Et arbejde der måske var mere passende efter andre kriterier end hans egne, selvom Gillian ikke havde presset ham. Nu var han dog nået til at have haft en samtale på Vildsvinet.

[Gillian C. Fudge]

"Især med blomst i håret," medgav Gillian, selvom hun nu mest nød ham i private rammer. Dem, hvor hun også kunne smile og grine på en måde, som hun aldrig havde gjort noget andet sted. Hun strøg en samling mørke hår tilbage på plads, ikke langt fra blomstens placering. Blikket havde fulgt bevægelsen, men fandt nu tilbage til hans.

"Den klæder dig."