The trauma club

[Corban Yaxley Jr.]

Corban var fri af sin far, og havde kun grusomme mistanker om sin mors skæbne, selvom det måske var meget godt for ham, at han ikke fik disse bekræftet. Men selv hvis hans mor kom tilbage, var ejendommen kæmpestor og tom. Der var plads til dem alle; især nu hvor hans søstre ikke havde udvist et behov for at vende tilbage.

"Du kan flytte ind her når du er færdig med skolen," fortalte han hende og mente hvert et ord. Han havde overvejet at sælge ejendommen og distancere sig fra alt der gjorde ham til en Yaxley, men samtidig virkede det forkert at skille sig af med noget der havde tilhørt familien i generationer.

"Medmindre du gerne vil finde dit eget. Det vil jeg også have forståelse for. Og sponsorere."

[Agnes Rosier]

Tilbuddet fik hjertet til at vokse i brystet på hende og var nok til, at den klamme fornemmelse over det opfølgende aldrig fik lov at sætte sig længe. Agnes rystede på hovedet.

"Jeg ville ikke kunne tage imod sådan et tilbud," afviste hun samvittighedsfuldt, men besluttede sig for også at afsløre den sandfærdige årsag: "Og jeg kan godt lide at være tæt på dig."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde ikke tjent nogle af familiens penge ind. Faktisk følte han, at de måtte være umådelig beskidte. Fra farlige forretninger og på bekostning af andre. At bruge dem på noget godt, virkede som et bedre alternativ end at lade dem stå.

Men Agnes ønskede at være tæt på ham. Måske gav det hende en ro, ligesom hendes tilstedeværelse gav ham. Han gav hendes hånd et varsomt klem. "Du behøver ikke træffe beslutningen her og nu. Jeg kan lide at du er her og du er velkommen. Der er værelser nok at vælge imellem."

[Agnes Rosier]

Indtil videre havde Agnes kun sovet i sofaen, som hun havde levet i efter nytår. Hun havde været afhængig af lyden af Corbans åndedræt til at falde i søvn. Hjertet slog lidt hårdere ved tanken om hendes eget værelse.

Munden gled op. Men hvordan kunne hun spørge ham om mere, når han tydeligvis gerne ville tilbage til at bruge sine nætter for sig selv. Det havde han sikkert vænnet sig til, mens hun havde været væk. Hun lukkede munden og fugtede læberne.

"Tak."

[Corban Yaxley Jr.]

Havde Corban vidst hvilke overvejelser Agnes havde vendt, havde han nok fundet sin egen længsel efter selskab mere acceptabel. Når man var alene, bankede tankerne på. Tanker der kunne formørke sindet og genkalde skrækkelige minder. Det var i tiden efter Agnes forlod Yaxley Manor til hun nu var vendt tilbage, hvor han skrevet aldrig-sendte breve til Cailean Morgaine. Inviteret ham til at komme forbi, hvorefter han havde krøllet pergamentet sammen og fortrudt.

"Nej, det er mig der takker," endte han så med at sige og sendte hende et forsigtigt smil.

[Agnes Rosier]

Agnes vidste ikke, hvad Corban takkede for, men håbede, at det var for hendes selskab. Fordi han mærkede det samme som hende. Det var den tillid, der fik hende til at trodse frygten for at fornærme ham. Den virkede trodsalt som vand ved siden af udsigten til at bruge hver nat i påsken i larmende tavshed.

"Men måske i nat," røg det derfor fra hende. "Ja, jeg tænker, hvis der skulle klargøres et værelse, ville det vel tage tid, så måske indtil da, kan vi være i sofaerne? Eller... Den kan blive båret ind til dig. Døren åben, selvfølgelig." Hvordan måtte det ikke lyde? Hvad måtte han ikke tro. Hun ledte allerede efter ordene til at tage det hele i sig igen.

[Corban Yaxley Jr.]

Corbans opdragelse havde været streng og påvirket af slag og påbud. Han havde lært, at ugifte under ingen omstændigheder skulle dele værelse, men med årene havde hans syn på meget af det ændret sig. Jovist, sad det stadig i kroppen. Især ønsket om ikke at overskride grænser, men opføre sig efter eksemplariske principper hvad angik især hunkøn. Så trods han ikke selv kunne have kommet med dette forslag, var det noget andet at Agnes kom med det.

"Alferne kan hente en gæsteseng ind på værelset," sagde han så og modtog hendes forslag med rolighed. "Døren kan sagtens være åben." Ja, selvom han aldrig kunne have drømt om at lade den stå åben, var han alene.

[Agnes Rosier]

Corbans rolighed var beroligende og sendte en rensende bølge af lettelse gennem hende. Accept og rummelighed over for hendes frygt. Agnes smilede ikke, men blikket var spækket med følelser for komplekse til at formes i ord.

I stedet knugede hun hans hånd og måtte blinke en ekstra gang for at fjerne den fugtige hinde fra øjnene.

[Corban Yaxley Jr.]

En fold blev dannet mellem brune bryn, da han så væden i hendes blik. Fordi hun dog klemte om hans hånd, lod han sig selv forsikre om, at hans svar havde været okay.

Han sendte hende et forsigtigt smil. "Jeg er heller ikke så tilpas med at sove alene," sagde han så og satte ord på, hvad han antog, måtte være en delt følelse. For selvfølgelig kunne alferne nå at klargøre en seng til hende i et andet rum. Der var gæsteværelser, hvor det trods alt ikke var nødvendigt at fjerne alle ejendele.

[Agnes Rosier]

Endnu en bølge af lettelse. Hvis det fortsatte på den måde, ville sindet måske en dag være helt renset. Agnes troede ikke selv på det, men det havde alligevel en bismag af håb. Et forår, der krøb ind over Storbritannien og ind i hendes sind.

Hun blev siddende sådan med hånden mellem hans for en stund endnu, før hun lige så forsigtigt trak den tilbage. Den fejede en tåre væk fra øjenkrogen og dirigerede en rød krølle bag øret, før den fandt på plads over hendes skød. Blikket blev dog i hans.

"Jeg har aldrig kendt nogen som dig." Matheo havde virket sådan i starten. Omsorgsfuld og oprigtig, og måske burde hun have lært at træde med større varsomhed. I stedet havde hun valgt at lægge sit liv i Corbans hænder.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban trak langsomt hånden til sig da Agnes gjorde. Han så hvordan hun, med blege fingre, fik dirigeret en tåre væk fra lange vipper, men italesatte det ikke. Bare det at mærke noget andet end sorg, fortrydelse og umulighed kunne væde blikket.

Selvom det var fristende at fortælle hende, at han slet ikke var noget specielt, lod han ordene hænge lidt og mødte dem i stedet med et sagte smil.

"Der er ikke kun ondskab i verden," sagde han så, selvom han stadig havde svært ved at skelne mellem det gode og det onde, nu hvor han selv indeholdt begge.

[Agnes Rosier]

Ingen indvendinger kunne få Agnes til at ændre mening. Hun havde ellers flere gange set slanger smide deres ham, men det var ikke Corban. Han passede rent faktisk på hende uden vandrende blikke eller den snigende følelse af forventninger, hun ikke kunne leve op til. Sådan, som det havde været med Simon Montague for en livstid siden. Ukompliceret i sin kompleksitet.

"Nej," medgav hun og sænkede hagen ganske let i anerkendelse af ordene. "Men jeg ved ikke, om jeg længere kan se det i sort og hvid."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde ingen planer haft om at dele sit hjem med nogen. Han vidste at det var forventet af ham - ungkarl og arving - at lade sig gifte, men det var intet ønske han længere havde. Så hellere give plads i hjemmet til Agnes, som stod uden noget omkring sig. Men ingen gode gerninger fjernede vel helt de onde.

Alligevel måtte han nikke i enighed til hendes ord. Han beskæftigede sig med magisk lov - ønskede tilmed at blive advokat, men selv der, var der tilfælde hvor man ikke kunne dømme nogen uden at betragte deres omstændigheder. Uden at acceptere, at der bag onde handlinger, kunne være noget godt.
Alligevel kunne han ikke se én eneste flig af godhed hos Corban Yaxley.

"Måske har det altid været langt mere farverigt."

[Agnes Rosier]

Blikket hvilede på Corban, tankefuldt og uudgrundeligt. I barndommens sorgløshed var Agnes altid gået regelret og dogmatisk efter skrifterne. Nu følte hun, at Gud havde forladt ikke blot hende, men menneskeheden generelt, og Biblen havde ligget uberørt i den lille taske med ting, han havde fundet i De Tre Kostes kasse med efterladte sager. Tøjet fra skolen lå i, uniformen og en håndfuld kjoler, samt skaksættet og den lille bog, indbundet i hvidt læder.

"Måske," medgav hun endelig og nikkede en gang. Så en gang mere, før hun endte med at citere netop den bog, hun ikke længere kunne finde glæde i: "For han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Måske er det sådan, det skal være."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban var areligiøs, ikke ateistisk. Så han lyttede da også med en form for interesse for budskabet hun citerede, uden at behøve at tro på de højere magter bag de bibelske fortællinger. Hvis der var et transempirisk væsen, skulle denne ikke lade børn lide... men hvis der var en mening med alt, kunne det måske give håb til fremtiden.

"Ja. Verden er ikke altid så retfærdig eller nem at gennemskue."