I’m Pissed MacFuck and I’m macfucking pissed

[Maighread MacFusty]

"Burke sagde, hun ville gå til Nellie," videregav Mags utålmodigt informationen og havde et øjeblik glemt, at hun havde alt for travlt til at spilde tiden på David. Eller måske håbede hun i virkeligheden stadig, at han rent faktisk ville hjælpe hende.

"Hør, det hele ville være meget nemmere, hvis bare du kom med mig." Stod hun virkelig og bad ham og hjælp? Det lød sådan, men for veninderne kunne hendes stolthed godt lide. "Eller som minimum fandt Burke og fik hende til at fatte, at det bare var en joke? Jeg ville skylde dig en kæmpe tjeneste." Og det sagde ikke så lidt. Især ikke, når det blev tilbudt én som David Smith.

[David Smith]

Mags bøn blev mødt med løftede øjenbryn og en mund, der ikke kunne lade være med at smile i kanterne. En tjeneste, havde hun sagt. En kæmpe tjeneste.
David fugtede læberne; overvejede tilsyneladende hendes tilbud nøje.

”… Når du ligefrem tigger om det.” Han førte sin hånd op til hendes kind, for at klappe den, som en bedstemor klapper sit barnebarn.

”Fint. Lad gå. Jeg ved allerede hvad tjenesten skal være.”

[Maighread MacFusty]

Maighread havde lyst til at pointere, at hun altså ikke tiggede, men det var trodsalt ikke langt fra virkeligheden. Så hun lod ham klappe sin kind og fantaserede om at bide en finger af ham, måske bare et led.

"Nå?" knapt spurgte hun, kort for hovedet. Men måske Davids debile pladren kunne distrahere hende, mens de gik.

[David Smith]

”Nå?” gentog David, mens de satte mod den store redning af pigen, som ikke var i fare.
”Åh, tjenesten?” betoningen lige så påtaget som overraskelsen over, at hun kunne finde på at spørge ind til den.

Han smilede til hende med åben mund, inden det blonde fjæs blev rettet fremad.
”Det har jeg da ikke tænkt mig at afsløre allerede – næ – ” David lo en lille latter:
” - det kommer på et tidspunkt, hvor du mindst venter det.”

[Maighread MacFusty]

Svaret blev mødt med en spontant himmelvendte øjne. "Fint," sukkede Mags, mere skarpt end opgivende, selvom hun følte begge dele om den mindre charmerende ramme for Davids finurlige væsen.

"Det virker som to tjenester at gå ind til det blindt," pointerede hun. "For det burde du finde Burke selv." Så kunne hun bruge tiden på at sikre sig, at veninderne var uskadt.

[David Smith]

Hovedet blev instinktivt drejet mod Mags, da hun sagde noget så tåbeligt. Ansigtet behøvede da heller ikke supplement fra munden for at vise, hvad han helt præcis tænkte om det åndede forslag.
Han blinkede, bevægede sig fremad ved siden af Mags.

”Så. Nellie. Hun en bedre ven end Laurie?”

[Maighread MacFusty]

Spørgsmålet kom bag på hende og det var med tæt sammentrukne bryn, at Maighread så på ham. De blev tvunget fra hinanden, før hun rettede blikket frem igen. Det var direkte tåbeligt, men hun gav det alligevel et svar.

"Sådan fungerer det ikke. De er begge to mine venner. Der er ikke det, jeg ikke ville gøre, hvis de havde brug for mig," pointerede hun og skævede til ham. "Tydeligvis." Og alligevel ville hun nok gøre det samme for ham.

[David Smith]

David løftede øjenbrynene i ægte forundring over den udtrykte, dramatiske kærlighedserklæring.
”Jamen dog. Virkelig?” Han skævede til det røde hår. Der fløj mange tanker forbi de blå øjne; en af dem blev sagt højt.

”Så håber jeg at Burke allerede er ved Nellie når vi kommer.” Noget forventningsfuldt dirrede i mundvigene.

[Maighread MacFusty]

Maighread troede ikke på vold. Jo, til at få åbnet en genstridig dør eller klapse en irriterende storebror, men ikke som løsning på problemer, der kunne klares med ord. Og så var der David, der var immun for enhver form for fornuft og formede så tåbelige ord, at hun ikke kunne andet end at stoppe op og vende sig mod ham.

Hånden blev bevæget i samme ombæring og det var ingen lille ørefigen, men i stedet en knyttet næve, hun sendte direkte mod hans fjæs med håbet om at sende ham i hvert fald et par tiltrængte centimeter væk fra hende.

"Du er syg," erklærede hun hårdt. "Hold dig fra mine venner, ellers slår jeg tænderne ud af kæften på dig." Og med det snurrede hun om på hælen og vandrede derfra. Staven blev svunget og ikke mere end et par meter senere, kunne hun svinge benet over kosten. Nok ville det ende med at koste hende nogle kollegiepoint, men det ville få søgningen til at gå hurtigere.

out? lukket?