Can that feeling guarantee our happiness will endure?

[Gillian C. Fudge]

Lærlingetiden i ministeriet var lige så hård som den var lærerig og Gillian var udmattet, da hun trådte ud af pejsen i den lille lejlighed i Tudselommen. Engang ville hun havde kaldt på William Knight med det samme, men nu stillede hun i stedet sine sko snorlige ved siden af hans, der stod lidt hulter til bulter, den ene liggende på siden. Hun rettede dem, før hun hang sin kappe op.

"William?" kaldte hun, da hun gik ind i stuen igen, netop som han gjorde det samme. Et smil strejfede hendes læber. "Hej."

[William Knight]

At lærlingetiden skulle være hård kunne Liam nikke genkendende til. Han havde næsten været ligeså stolt af at kunne krænge sig gennem dem, som hans familie havde været overrasket over samme. Alligevel havde han nærmest ikke været beredt på praksis. Opgaverne havde været krævende og en særlig mission havde nær forbandet ham med ét bid. Et der kunne ændre alting. Ikke at han havde delt det med Gillian. Nej, i stedet var det nået til et punkt hvor han - nærmest impulsivt - havde sagt op. Endnu en gang uden at dele det med Gillian.

Den seneste uge var han derfor ikke mødt op til nogle missioner og opgaver. Det var slut og han tvivlede på, at ministeriet bare lod ham glide ind i stillingen igen. Alligevel var han da taget afsted om morgenen og kom tilbage i de sene eftermiddagstimer; som foretog han sig stadig noget skemalagt.

"Hej," hilste han tilbage til Gillian, da han mødte hende i stuen. "Haft en god dag?" Han bukkede sig og plantede et blødt kys mod hendes kind.

[Gillian C. Fudge]

"Den har været helt fin," svarede Gillian med et lille smil til ham. Dagene var altid lidt bedre, når de rendte ind i hinanden på gangene eller i kantinen, men det var efterhånden længe siden, det sidst var sket.

"Jeg skal arbejde til sent i morgen, så jeg har glædet mig til at kunne komme hjem til dig." Den ene hånd indfangede hans, søgte varmen i den.

[William Knight]

Fingrene krummede sig om Gillians. Som altid virkede de en kende køligere i sammenligning. "Ja?" Smilet trak sig skævt opad; ignorerede underlæggende bekymringer for bare en kort stund.

"Fordi du sådan elsker min lejlighed?"

[Gillian C. Fudge]

"Selvfølgelig," svarede Gillian, tilsyneladende i ramme alvor. Men hendes sarkasme og spøgefuldhed havde alle dage været underspillet og sad kun som et svagt træk i den ene mundvig.

"Hvorfor ellers?"

[William Knight]

Selvom der altid var noget subtilt over spøgefuldhederne fra Gillian, havde han lært at aflæse dem. Selv den mindste trækning på læberne kunne få ham til at trække sine egne bredere. Måske behøvede han ikke spolere i aften.

"Jeg havde håbet, at det havde lidt med mig at gøre."

[Gillian C. Fudge]

"Hmm," trak Gillian bevidst lidt på lyden, som behøvede hun rent faktisk at tænke over det. Så strakte hun sig ind mod William, til hun kunne strejfe hans læber i et fjerlet kys.

"Måske en lille smule." Hun kyssede ham igen og dvælede denne gang. Smilet trak blødt i hendes mundvige. "Måske en hel del."

[William Knight]

Denne gang lagde han hænderne omkring hendes skikkelse, så han kunne trække hende en kende tættere. Læberne gengældte de bløde kys hun skænkede ham. I stunder som disse føltes intet kompliceret. Faktisk havde det længe virket som om de havde fundet den rette rytme sammen.

"Sikke du komplimenterer," sagde han dæmpet og smilene mod hendes mund, mens nakken endnu var bøjet for bedre at kunne imødekomme højdeforskellen.

[Gillian C. Fudge]

"Komplimenter er vel bare italesættelsen af opfattelser og indtryk - og forhåbentlig i reglen sandfærdige," pointerede Gillian og fik blinket øjnene op, så hun kunne se op i hans mørke øjne, der altid gav hende et blødt sug i maven.

"Så hvis du med det mener, at jeg deler mine observationer med dig, så er det vel intet nyt."

[William Knight]

Det var ikke ligefrem uvant for ham at Gillian diskede frem med ord der fik ham til at blinke en gang ekstra. Det skæve smil formede sig omkring hans mund.

"Nej, dine observationer er ikke ligefrem fremmede for mig," indrømmede han gerne. En hånd hævede sig langsomt for at puffe nogle af de brune lokker væk fra hendes ansigt. "Jeg holder ret meget af dem."

[Gillian C. Fudge]

Et lille smil formede hendes læber, da Williams hånd strejfede kindbenet. Gillian fugtede de rødmalede læber og hævede den ene hånd til hans kind.

"Sikke et held, for jeg tror, at du hænger på mig denne gang," forsøgte hun at spøge, selvom der kortvarigt var ængstelighed at spore i hendes træk.

[William Knight]

Denne gang. Påmindelsen om sidste gang gav ham den her store motivation til at feje tanken langt under gulvtæppet. I stedet måtte han forsøge at trykke et kys mod røde læber og håbe at de kunne lade tanken glide. Nyde en aften sammen og måske tage snakken en anden dag.

"Vi hænger på hinanden," sagde han dog for en god ordens skyld.

[Gillian C. Fudge]

Gillian smilede svagt til ham og lod tomlen stryge over hans kindben med en ømhed, der var forbeholdt ham. Der havde da heller aldrig været en anden og hun havde ingen skrupler med at trykke endnu et kys mod hans læber.

"Jeg tror ikke, du forstår, at du er min drøm, William Knight."

[William Knight]

"Og du er min drøm," sagde han uden at behøve at tænke over det og mødte dernæst hendes blik. Tanken slog ham dog sekunderne efterfølgende. Om hvorvidt han skadede drømmen hun havde om deres fremtid, nu hvor han havde truffet et ændrende valg uden at konferere med hende.

"Der er noget jeg..." Tomlen gled forsigtigt over hendes kæbe, før han strøg hende over overarmen. "Noget omkring arbejdet jeg gerne vil lufte med dig."

[Gillian C. Fudge]

"Det lyder alvorligt," konstaterede Gillian. Den flaksende fornemmelse i maven blev hurtigt skubbet i baggrunden for den snorlige opvækst, hun havde haft. Hun slap ham og trådte et skridt tilbage.

"Skal jeg lave noget te?" Det var løsningen på mange af verdens problemer.