En fritgående hundehvalp

[Ambrose Macnair]

Ambrose havde aldrig oplevet nogen der kunne klæbe sig til en samtale som Milphio Borgin . Egentlig havde det været fint nok på banen og da holdet fulgtes mod slottet, men da de ramte Gryffindors Opholdstue, var han måske ikke lige klar på at typen blev hængende.

Det var derfor med en lettelsens suk, at han vekslede et blik med Anthony Sinclair , da Milphio endelig var blevet ført lidt væk af en af sine rigtige venner, Calliope Zabini , ivrig som en hundehvalp.

"Han er sgu..." Egentlig kunne han ikke finde ord til at beskrive deres sovesalskammerat, da han og Anthony endelig var alene. Milphio havde gået et år om, og det gav måske mening hvorfor. "... speciel. Velmenende, men speciel."

[Anthony Sinclair]

Anthony havde sgu ikke så mange issues med Miles, selvom han var lidt en gøgler, men han var ikke så retskaffen, at han ikke fnøs muntert over Ambroses kommentar, da der langt om længe var stille. Det rykkede ved hans læber og et glimt af tænder blev synligt.

"Det er derfor, det er dig, der er kaptajnen," konstaterede han drillende og hævede brynene let. "Det var meget diplomatisk."

[Ambrose Macnair]

Ambrose havde intet problem med at være hudløst ærlig overfor folk, men som regel ikke folk han kunne få noget ud af. Og Milphio Borgin skulle helst ikke ende med at græde; hverken bag gardinet i sovesalen om natten eller på banen.

"Takker ærbødigst," lød det fra ham gennem et muntert fnys. Han tog plads i lænestolen Miles havde siddet i og smækkede benene op på bordet. "En kaptajn der kostede os en sejr, fordi jeg ikke havde set en smasher komme." Hvilket havde kostet ham en tur på hospitalsfløjen tilbage i januar.

[Anthony Sinclair]

Der var nogen, der levede og åndede quiddtich, men Anthony var ikke en af dem. Han tog ikke nederlaget så tungt og bebrejdede ikke Ambrose lige så hårdt, som flere andre måske gjorde. Ærligt, så var det jo også den vanvittige tvilling, der bar skylden.

"Shit happens," svarede han og slængede sig selv. "Det gør bare sejren endnu mere vild, hvis vi tager den."

[Ambrose Macnair]

Selvom han var anfører var Quidditch ikke Ambroses liv. Ikke at han trak på skuldrene over det foran holdkammeraterne, selvom han nok en gang imellem var lidt mere loose i sin tilgang end han burde være.

"Når vi tager den," rettede han nu alligevel kammeraten, selvom hans ultimative mål med sit liv, eller bare dette skoleår, næppe var at tage pokalen. "Altid sigt efter stjernerne. Eller målringene i dit tilfælde."

[Anthony Sinclair]

Anthony lo over svaret og skubbede sig lidt bagud, så hans nakke hvilede mod lænestolen og de lange ben fyldte ud i rummet. "Fair pointe," konstaterede han og kløede sig lidt i krøllerne, der stadig var fugtige efter badet.

"Ærligt, så kan det bare ikke være meningen, at Slytherin skal tage den igen. Alt andet end det."

[Atticus Clegane]

[Ambrose Macnair]

Slangerne havde det for nemt. Deres gentagne succes var efterhånden blevet segmenteret som en byggesten i hele deres identitet som kollegie. Som var der ikke andet i verden end Quidditch.

"Det skulle ikke undre mig, hvis de var dopet op på lykkeeliksir," konspirerede han frem for at anerkende, at de måske bare var gået til deres spil.

[Anthony Sinclair]

Anthony lo, selvom han ikke reelt troede på, at der var en risiko for at Slytherin snød. Eller... I hvert fald næsten ikke.

"Tror du at professor Ogden leverer det til dem?" spurgte han muntert. "Vi får for lidt fordele fra vores overhoved på den front."

[Ambrose Macnair]

Ambrose kunne godt lokkes til at udvide konspirationen, nu hvor Anthony gav ham glimrende stof til den. Det var derfor han smilede bredere over ideen.

"Professor Ogden skal velnok være langt mere shady end man lige skulle tro," vedkendte han så. "Lidt af en sidehustle for en quidditchpokal."

[Anthony Sinclair]

Anthony lo og kunne kun erklære sig enig.

Som han gjorde, dukkede et par af de andre spillere op og slog sig også ned i de bløde møbler. Snakken fortsatte lystigt.

Lukket?