Talking with the man in the mirror

[Bryce Donovan]

Øjnene gled langsomt op, og blev mødt af synet af røde krøller fra Callista Runcorn, som stadig lå sovende ind til ham. Hele kroppen var stadig træt, og ikke rigtig klar til at stå op endnu, men der var ting som ikke kunne vente.
Alligevel gav han sig yderligere nogle minutter til blot at ligge dér, med lyden af Callistas bløde åndedræt og hendes duft i hans næsebor, før han lige så stille fik listet sin arm fri under hende. Da han havde sikret sig at hun ikke vågnede af det, listede han ud af sengen og ind til soveværelsets tilhørende badeværelse.

Efter et hurtigt bad fandt han sig selv stående foran spejlet med håndklædet om livet og betragtede sit spejlbillede. Mere specifikt betragtede han nogle grå hår lige ved hårlinjen, som trak mundvigen utilfredst nedad. Det var ikke fordi Bryce var nogen forfængelig mand, men som han stod og stirrede på de grå hår, var der andre ting hans blik lagde mærke til. Rynkerne omkring øjnene og mundvigerne. Da han løftede en hånd for at glatte noget af det ud, var han sikker på at huden føltes løsere end han ville have det til. Det fik et tungt åndedræt over læberne, før han fyldte hænderne med vand og skyllede ansigtet af.

[Callista Runcorn]

Callista var sjældent typen der sov længe og over det sidste år, havde hun ydermere vænnet sig til at sove med nogen ved siden af sig. Med det fulgte også, at hun var opmærksom på de små skift - selv i søvne.

Der gik lidt før hun registrerede han var væk. Nok da hun rakte bagud for at fange hans arm og kun fandt en tom plads. Hun missede med øjnene og vendte sig, kun for at få det bekræftet og vågne nok til at blive opmærksom på lyden af løbende vand fra badeværelset. Lidt for længe vejede hun for og imod at gøre ham selskab og endte med at forpasse chancen, endda uden at det virkede til Scarlett var vågnet. Hvis hun var, var hun med Aifric og der var ingen grund til bekymring.

Hun strakte sig og slog dynen til side, greb sin lette morgenkåbe og bandt den skødesløst om livet, før hun gik mod badeværelset. Hun skubbede døren lidt op og blev stående der, mens hun betragtede ham ved spejlet og kendte ham godt nok til, at han måske ikke var helt tilfreds med et eller andet, men hun blev stående tavs indtil han bøjede sig ned over vasken "Sovet dårligt?" spurgte hun så, stadig stående i døren.

[Bryce Donovan]

Han registrerede hende ikke rigtigt før hun stod i døren og talte til ham. Han måtte alligevel lige tørre ansigtet af med håndklædet før han vendte sig mod hende og sendte hende et skævt smil, som forhåbentligt ville dække over den utilfredse mine han havde set i sit eget spejlbillede.

"Nej. Jeg sov fint." fortalte han hende, uden at det var en løgn. Han trådte op til hende og sneg armene omkring hende så han kunne trække hende tættere til sig. "Jeg vækkede dig vel ikke?"

[Callista Runcorn]

Callista blev stående da han kom nærmere og lagde hænderne mod hans arme da han trak hende ind til sig "Nej.." hun rystede på hovedet, men blikket granskede ham stadig "Ikke før jeg vågnede fordi du var væk og havde taget dit bad alene." en lille spøg, men der havde været noget i hans udtryk da han stod ved spejlet, som fik hende til at bore lidt "Så hvis ikke du har sovet dårligt, hvorfor så det udtryk lige før? Var der ikke mere varmt vand?" spurgte hun, halvt i spøg med et løftet bryn.

[Bryce Donovan]

Spøgen havde den ønskede effekt, og Bryce måtte trække i et varmt smil, mens fingrene strøg over kåben ved hendes lænd.

"Det lignede du sov så godt. Jeg ville nødigt vække dig." svarede han. Under andre omstændigheder - hvis hun netop havde været vågen - havde han ikke tøvet med at trække hende ind under bruseren sammen med sig. Også selv om det betød at de ikke nødvendigvis blev rene lige med det første.

"Badet fejlede ikke noget." forsøgte han igen at affeje det, men han genkendte Callistas blik på sig. Hun kendte ham godt nok til at læse de ting han ikke selv lagde mærke til, og var ret sikker på at hun havde bemærket noget. Han tyggede lidt på indersiden af kinden. "Jeg er måske ikke nødvendigvis bedste venner med spejlet i dag."

[Callista Runcorn]

Argumentet fik ikke Callistas hævede øjenbryn til at falde, men måske snarere fortalte ham, at hun hellere ville have været vækket. En anden dag ville hun måske have forfulgt det. Ingen tog vel skade af to bade, men i dag så hun blot tavst afventende på ham indtil han kom med et svar "Hvad har spejlet gjort dig?" fulgte hun op, mens hun lod fingrene kærtegne hans overarme i små, bløde bevægelser.

[Bryce Donovan]

Igen var det tydeligt at han måtte kende hende ret godt, for han var sikker på at han kunne læse ret meget i måden hun så på ham. Han fik i hvert fald indtrykket af at det havde været en fejl ikke at vække hende - og han tog det op til nærmere efterretning til fremtidige morgener.

Hendes fingre var bløde og varme mod hans arme, og fik hans skuldre til at falde en smule, før han med en brummende lyd overgav sig.
"Det er forhekset." svarede han overbevist. "Der er en gammel mand derinde."

[Callista Runcorn]

Callista kneb øjnene lidt sammen, men på samme tid sitrede antydningen af et smil i hendes mundvige "Jeg tror det skal skiftes ud så. Det må være defekt." begyndte hun, før hun så på ham med lidt mere alvor "Hvad får dig til at drage den konklusion? For jeg ser ikke noget der er anderledes end det plejer at være."

[Bryce Donovan]

Hendes konklusion lykkedes igen i at trække et smil til hans læber, men der var noget afstumpet over det. Det føltes pludselig latterligt at stå dér med hende og skulle fortælle om hvilke tanker et par grå hår havde fået frem i ham. Samtidig var han lidt bevidst om at Cal ville kunne se igennem det hvis han affejede endnu en gang.

"Det er fjollet." startede han med et suk, og blikket løftede sig en anelse, som en sidste tøven gik over, og han førte en finger sigende over sin hårlinje.

[Callista Runcorn]

Callista kommenterede ikke på hvorvidt hun fandt det fjollet eller ej. Heller ikke da hun fulgte hans finger og kneb øjnene sammen for bedre at kunne se, hvad det var han hentydede til.

Hun løftede den ene hånd fra hans arm og strøg fingrene over hans tinding, uden nogen intentioner om at give ham ret i det var fjollet. Han havde været tålmodig i flere måneder, mens hun havde ladet sin egen forfængelighed vinde trods alt "Ikke fjollet, men ret naturligt." hun lod hånden falde igen og mødte hans blik "Du ved du kan dække det, ikke? Hvis det virkelig går dig på."

[Bryce Donovan]

Hun kommenterede ikke mere på det end hun behøvede, og han fandt at han værdsatte det. Hun bekræftede i hvert fald ikke hvor fjollet det var. Det gjorde det i det mindste lidt lettere at ignorere spejlet bag ham.

"Det kan jeg." bekræftede han, men det var ikke rigtig dér hans primære problem lå. "Men det er ikke så meget mig, jeg ikke vil have det går på." tilstod han, før blikket faldt tilbage på hende.

[Callista Runcorn]

Callista hævede brynene lidt igen og så spørgende på ham uden helt at fange hentydningen med det samme "Mig?" spurgte hun og det trak igen i hendes mundvige, mens øjenbrynene faldt ned på plads "Tror du det generer mig?" spurgte hun, ærligt undrende "Hvorfor skulle det genere mig?"

[Bryce Donovan]

Nu føltes det fjollet igen, og Bryce kunne ikke andet end at trække en smule på smilebåndet, nok lige så meget af sig selv som af hele situationen.

"Jeg ved godt det er dumt," startede han så. "men jeg kan ikke løbe fra at jeg bliver ældre og grå." Smilet var stadig blødt, mens blikket dvælede ved Callistas ansigt. Det var ikke fordi han op til nu havde været blind for at der var en markant aldersforskel mellem dem, men det var blevet noget mere markeret nu.

[Callista Runcorn]

Callista kneb øjnene bare en smule sammen, så de små linier ved hendes øjenkroge stod lidt tydeligere frem et øjeblik. Hun sagde ikke noget med det samme, men lod blikket løbe langsomt over hans ansigt, stadig med antydningen af et smil på læberne "Jeg er her ikke fordi jeg regnede med du aldrig blev en dag ældre." blikket mødte hans igen, nu med et glimt af alvor "Desuden tror jeg gråt kommer til at klæde dig." tilføjede hun og strøg igen fingrene over hans tinding.

[Bryce Donovan]

Det var ikke fordi Bryce troede at hun kun var der, fordi hun fandt ham tiltrækkende. Alligevel var det rart at høre det blive bekræftet, selv om hendes afsluttende bemærkning måtte trække et lille, tørt grin over hans læber.

"Også når det hele bliver gråt og falder ud?" spurgte han, bevidst om at det måske var lidt en overdrivelse. Men det var lettere at falde tilbage i den spøgefulde tone, når hun smilte sådan til ham og rørte ham som hun gjorde. "Tror du Scarlett stadig vil genkende mig?"