Den rette saltbalance

[Maighread MacFusty]

Et rødt bryn blev hævet og et øjeblik overvejede Maighread alvorligt bare at dreje om på hælen og gå. Så gled brynet tilbage på plads og hun tog målrettede skridt mod ham. Hånden blev holdt frem.

"Så får jeg vel brug for den," konstaterede hun simpelt.

[David Smith]

David modstod fristelsen til at række frem og mærke Mags forslåede ansigt, da Mags kom inden for rækkevidde.
Han fugtede sin underlæbe med sin tungespids, og nøjedes med at glo ublu på hendes kæbe og mund.

”Vær sød at spørge pænt,” bad han.

[Maighread MacFusty]

Mags var både stædig og stolt og mindst tusind andre ord for besværlig. Men hun var også i stand til at tjene sig selv ved at tvinge folderne i et sødt smil.

"Må jeg ikke allernådigst få den tilbage?" spurgte hun ydmygt og tilføjede, lidt lavere og næsten kælent: "David."

[David Smith]

Han afspejlede hendes søde smil i sit eget ansigt. Lænede sig tilmed en kende fremad mod den klistrede, ønskede ydmyghed og det kaldte navn, der så blødt blev tilføjet til sidst.

”Hvad, kære?” spandt David selv mens de blå øjne spillede. Opmuntrede Mags til at forsætte og uddybe.

[Maighread MacFusty]

"Så erfaren, så selvsikker," mumlede Mags for ham og trådte et skridt tættere på, selvom hun måtte lægge nakken tilbage. Men blikket forlod ikke hans.

"Så gavmild med din viden. Jeg vil så gerne kunne nedfælde hvert af dine ord. Alt, du har lyst til at dele med mig. Så vil du ikke nok gøre mig den ubeskrivelige tjeneste at give mig notesbogen igen?"

[David Smith]

Det var næsten ikke til at tro at den søde mund kort forinden havde spyttet blod. I det hele taget var det nye toner fra Mags og David nød åbenlyst hvor umage hun gjorde sig. Dygtige, forslåede pige.

David hævede hånden for blidt at berøre Mags kind i små fine klap.

”Selvfølgelig må du det, lille skat,” han nikkede kort mod notesbogen som fortsat sad placeret under armen på ham:

”- Tag den bare.”

[Maighread MacFusty]

Kinden glødede stadig og de små klap var virkelig ikke værdsatte. Det skjulte Mags dog bag det behagelige smil, som hun trådte det sidste, halve skridt hen til ham.

Blikket flakkede ned forbi notesbogen, men så snart hånden var på vej, var de tilbage ved de lyse øjne. Hånden nåede sit mål og prøvede at tage den.

[David Smith]

Fornemmede han en vis tøven hos det sødmefulde væsen?
David havde sine øjne på Mags; forholdt sig tavs til hendes hånd var millimeter fra notesbogen og så—

”Bøh!” udbrød han med sine blå øjne teatralsk opspærret, men rykkede sig ikke og lod Mags få bogen i sin varetægt.

[Maighread MacFusty]

Udbruddet gav et lille gib i hende, men det fik hende ikke til at vige fra planen. Den stod allerede skarpt i hendes tanker og i løbet af sekunder havde hun fået fat i bogen. Hun stak ham én med det, før hun vendte sig om og trak staven. En mindre eksplosion fik det til at springe i tusind stykker, alle efterladt rygende.

Først der vendte hun sig mod ham igen med et bryn hævet over et temmelig selvtilfreds udtryk.

[David Smith]

Smak. Bom.
David blinkede perplekst. Øjnene flyttede sig fra de sørgelige rester af hvad der kort forinden havde været deres kontrakt og hen til Mags og hendes dumme fjæs.

”Føj, du er nederen,” kom det tørt fra ham.
Derpå drejede David om på hælen med alle intentioner om at gå fra hende.

[Maighread MacFusty]

Før David nåede at vende sig om, fik Mags sendt ham et luftkys og et blink med det ene øje. Overhånden var hendes igen og hun nød det utvivlsomt og uden at lægge skjul på det.

"I lige måde, skat," kaldte hun muntert efter ham, selvom munden stadig havde en metallisk smag.

afsluttet