Sammenholdsfølelse

[Atticus Clegane]

Han grinte og fregnerne rykkede til side med smilet. Nogle elever råbte et eller andet et sted i baggrunden, men det var ikke unormalt efter en kamp.

"Ja? Fortæl mig den vildeste drage fact du kender! Eller en fact som ingen andre ved." Opfordrende han.

[Maighread MacFusty]

"Den vildeste? Sikke et pres at lægge på en pige, aye?" bemærkede Mags kækt, men tydeligt uden at have noget imod det. Tværtimod tænkte hun, kun svagt presset af, at de havde nået bunden af trapperne og opholdsstuen lå lige forude.

"Jeg må give dig en rain check på den sejeste, men før drageepisoden i Gringotts i 1998 var der en næsten lige så stor skandale. Det var i 1932, hvor det landede en kæmpe walisisk grønskællet midt på en strand lige midt i højsommeren. Der var mugglere over alt, et kæmpe kaos. Det var den første stramning af lovgivningen, når det kommer til drageavl og opdræt."

[Atticus Clegane]

Han så på hende og var ikke uimponeret. "Det vidste jeg ikke." Svarede han ærligt og rettede blikket ligefrem for sig igen. "Ved man hvorfor den landede dér?" Spurgte han videre, og spekulerede allerede i sådan noget med ynglesteder og hvordan mugglere fyldte mere og mere...

"Hey MacFusty! Clegane! Jeg sagde: Var det ikke nok for jer at vinde kampen? Skal I også gå og skubbe til folk der er yngre end jer, bare fordi de går på Hufflepuff?" Lød en stemme bag dem, som vidst også var den der havde råbt før.

Atticus vendte sig om. En gryffindor fra, hvad? Fjerde? Femte? Han var bakket op af en lille håndfuld venner. De fleste af dem også fra gryffindor.

"Hvad? Vi har ikke-"

[Maighread MacFusty]

Maighread var lidt for vant til at blive afbrudt derhjemme og brød sig ikke synderligt om det på skolen. Udtrykket, hun vendte sig om med, var håbløst uimponeret og armene blev snart lagt over kors.

"Det var ikke med vilje, røvfjæs," svarede hun afvisende. "Og selv hvis det var, var det ikke jeres anliggende. I skal ikke engang være hernede, så find noget oppe i tårnene at hids jer op over." Med dét vendte hun sig og tog Atticus ved overarmen for at føre ham mod opholdsstuen.

[Atticus Clegane]

Mags' tilgang til fjolserne var en helt anden end Atticus'. Han betragtede hende imponeret, før han skulede til 'røvfjæs' og hans venner, inden han blev trukket med videre af Mags. Det var ikke så underlidt, at hun var blevet valgt som holdkaptajn.

Røvfjæs var til gengæld ikke imponeret.

"Hvad kaldte du mig?"

Atticus var klar til at ignorere dem og gå videre sammen med Mags. Indtil han hørte de efterfølgende, vamle ord, som blev brugt af idioten om Mags. Han vendte lige om på hælen og gik hen og stak ham en knytnæve lige i næsen.

"Det dér tager du tilbage lige nu!"

Både røvfjæs og vennerne så overrumplet ud. Tilsyneladende havde ingen andre hørt det.

[Maighread MacFusty]

Mags havde ikke tålmodigheden til at forklare røvfjæs mere, men var blot opsat på at komme ind i opholdsstuen og blive fejret sammen med Atticus. Så tæt på og dog så langt fra, da målmanden drejede om på hælen og reagerede på noget, hun ikke engang havde registreret.

Hun bandede lavmælt på gælisk, før hun måtte trave tilbage. Atticus' knoer så ikke for godt ud og hun hævede en myndig hånd, før det hele stak af.

"Skrid nu bare ud af kælderen," skændte hun og det blev røvfjæs', der trak sig og hev slænget med sig. Først der vendte hun sig mod Atticus, endnu engang under gæliske eder.

"Hvad i alverden tænker du på, dit fjols?" spurgte hun og studerede hans hånd, mens hun skændte. "Du skal altså også forsvare målringene næste kamp, det går ikke, at du skal til at komme til skade over en eller anden stodder." Først der fandt blikket hans.

"Er du ok?"

[Atticus Clegane]

Efter både knytnæve og endnu en opfordring fra skotten om at skride, daffede flokken pænt af med en hvis fart og et 'det kommer I til at fortryde' som farvel.

Atticus så på sin hånd og bemærkede at den rystede let. Han var normalt ikke nogen slagsbror og ville gerne stille sig selv samme spørgsmål. Hvad i alverden havde han tænkt på? Fjols.

"Klart. Selvfølgelig. Sorry, det var bare..." Han tog sig til hånden og ømmede sig lidt. "Jeg er okay. Ikke noget alvorligt." Den kolde luft havde efterladt huden tør, så at den nu var revnet var ikke så underligt. Men det skulle han nu nok komme sig over.

"Er du?"

[Maighread MacFusty]

Mags stod stadig med hans hånd i sine og snart endnu et vågent blik på den. Hun trak tomlen blidt over hans fregnede håndryg, selvom den form for blidhed aldrig var faldet hende naturlig.

"Hvorfor skulle jeg ikke være det?" spurgte hun med en overbærende hovedrysten. "Det er bare nogle idioter, der har ondt i røven over, at de aldrig vinder i noget."

[Atticus Clegane]

Hendes hænder var overraskende bløde mod hans hud. Det var faktisk helt rart. Selvom hånden stadig summede efter slaget.

"Jo men... De ting han kaldte dig? Jeg har aldrig hørt nogen tale så grimt til et andet menneske." Så meget for gryffindor og deres påståede ridderlighed.

[Maighread MacFusty]

Brynene trak sig sammen, som Mags kastede et blik i retningen, drengene var forsvundet. Men de var selvfølgelig væk, så hun måtte i stedet se på Atticus efter svar.

"Jeg hørte ikke noget," pointerede hun. "Hvad sagde han?"

[Atticus Clegane]

Atticus rystede på hovedet. "Ikke noget jeg har lyst til at gentage," bemærkede han blot og sendte et blik henad kryptens korridor.

"Så hellere glemme det, og gå ind og blive fejret."

[Maighread MacFusty]

"Come on," bad Maighread med et skævt smil og lod sig tydeligt ikke slå ud af nogle idioters grimme ordforråd. Hun pustede på hans knoer, før hun rettede sig op igen med et glimt i øjet.

"Jeg skal jo vide, hvor hårdt jeg skal komme til at slå ham i morgen."

[Atticus Clegane]

Atticus slap et underholdt fnys og sendte hende et skævt smil. Han havde stadig ingen intentioner om at tage fjolsets grimme ord i munden, men han havde på fornemmelsen, at Mags måske ikke ville lade det ligge, før hun fik svar.

"Right. Bare... Noget. Jeg tror jeg har glemt det meste nu, men han sagde bare..." Det var svært at finde på noget grimt at sige, om hende. "Du ved... Tromlehoved?" løgnen var sølle og ikke særlig overbevisende. Men måske hun ville grine lidt ad forsøget, og lægge det bag sig.

[Maighread MacFusty]

Løgnen var så uoverbevisende, at Mags ikke kunne andet end at grine af den. Latteren endte i et fnys og en hovedrysten, før hun slap hans hånd.

"Jeg er altså en stor pige, Longlegs," mindede hun ham om. "Jeg kan tage lidt af hvert."

[Atticus Clegane]

Hendes grin fik ham til at smile lidt bredere.

"Bare fordi man kan, betyder det ikke at man skal." Mindede han hende om, og puffede til hende med albuen. "Desuden tror jeg de har pænere ting at sige om dig i opholdstuen, ey?" Han nikkede i dens retning.