There, and back again

[Matthew Kendrick]

Matthew var nået tilbage til England tidligt om morgenen og var blevet indkvarteret på en stue på Mungos. Det hele var foregået lidt i en døs, fordi han havde været halvt bedøvet - mest for sin egen skyld - mens han blev transporteret fra Grækenland. Væk fra ekspeditionen og den opdagelse han lige havde været med til, som han nu ikke fik mulighed for at følge til dørs og som også var grund til han lå hvor han gjorde nu.

Han havde selv skrevet til Lynette Kendrick Cooper fra lazarettet i lejren, men i vanlig stil, havde han måske ikke helt fået med i brevet, nøjagtigt hvor alvorligt det hele var, selvom han ikke længere var i kritisk tilstand. Det var ham der skulle passe på hende. Sådan havde det altid været. Ikke hende der skulle bekymre sig om ham.

Han var stadig omtåget da han et sted i periferien hørte døren gå op, men han åbnede ikke øjet der ikke var dækket af en bandage. Antog blot, at det var endnu en helbreder i en tilsyneladende endeløs række af helbredere der allerede havde været forbi.

[Lynette Kendrick Cooper]

Selvom Matt næppe ønskede, at Lynette skulle bekymre sig om ham - og selvom brevet havde fået hændelsen og ulykken til at forekomme en kende harmløs, var Lynette bekymret. Hendes storebror var hendes verden og trods hun beundrede hans profession og var så stolt af ham, var det også farligt arbejde.

Selvfølgelig besøgte hun ham ved første mulighed, da han var ankommet til Mungos. Men da hun så ham derovre i sygesengen, blev hun nu alligevel chokeret over hans tilstand. Hvor tilredt han så ud... bandagen på øjet og den der brændthed...

"Matthew," lød den bløde stemme, mens hun forsøgte ikke at se fortumlet ud over synet af ham. Hun var varsom, da hun satte sig på sengekanten, og ligeledes da hun forsøgte at stryge tomlen over hans håndryg. Men der gik ikke længe, før hun ikke kunne undertrykke en bekymret rynke mellem brynene.

"Ikke så slemt, huh?" spøgte hun dæmpet i henvisning til hans brev.

[Matthew Kendrick]

Matthews øjenlåg sitrede ved lyden af sit eget navn og han mumlede noget uforståeligt, der måske ikke engang var ord. Følelsen af en hånd mod den uskadte hånd, fik ham til at tvinge tunge øjenlåg op, men der gik nogle sekunder, før han for alvor registrerede hvem der sad på sengekanten.

Det trak svagt i hans ene mundvig og en hæs lyd undslap ham, der måske skulle have været en latter “Bare en.. hudafskrabning.” Mumlede han, mens han vendte hånden under hendes og lukkede fingrene om den i et svagt klem. Det var morderligt godt at se hende, selvom hun var lidt sløret.

[Lynette Kendrick Cooper]

Det var vildt hårdt at se Matt i den forfatning. Hendes stærke storebror var svækket og hun kunne også se hvordan han lige skulle stille skarpt på hende med det raske øje. Det andet gemte sig bag en bandage og uroligheden havde krøbet tæt ind under huden på hende, selvom hun forsøgte at være stærk for ham. Smile blidt til ham, selvom det var svært.

Det varmede dog hendes indre da hun mærkede det svækkede klem fra hans hånd. Ja, og hørte hans stemme, selvom den var dæmpet. "Mhm. Tænk at komme på Mungos for den slags," drillede hun og lod tommelfingeren kærtegne hans håndryg endnu en gang.

[Matthew Kendrick]

Det trak svagt i Matthews mundvige. Galgenhumor, af den bedste slags. Det havde været en forsvarsmekanisme derhjemme og var fulgt med dem begge videre derfra “Mhm..” han tog en dyb indånding der raspede lidt, men lige i øjeblikket havde han ingen smerter “De skulle finde noget bedre at bruge deres tid på en småskader der kunne klares med et plaster.” Han tav og så rigtigt på hende, et svagt smil stadig på hans læber “Det er godt at se dig, Stump.”

[Lynette Kendrick Cooper]

Det var godt at se, at Matt kunne smile til hende og gengælde den tragikomiske humor, som måske var nødvendig for situationen. For hun vidste, at hendes storebror næppe var den første til at indrømme, hvis han var bange. For det gjorde bestemt Lynn nervøs, at se hvordan hans ene øje var skjult.

"Det er også godt at se dig," gengældte hun så. "Behandler de dig godt? Har du ondt?" Nu kunne hun alligevel ikke lade spørgsmålene være meget længere. Måske var det sidste selvfølgeligt at dømme på hans tilstand, men hun håbede at helbrederne gav ham en masse for smerten.

[Matthew Kendrick]

Matthew nikkede med nogle sekunders forsinkelse og rystede så på hovedet i stedet “Et spørgsmål ad gangen. Jeg tænker ikke så hurtigt lige nu.” Klagede han, igen med en trækning i mundvigene “De stikker og prikker og prøver at finde ud af hvor de skal begynde.” Han var trods alt først kommet til London samme morgen “Og nej, hvad de end gav mig til turen hjem, så var det ret effektivt.” Han strøg tommelfingeren over hendes uden at tænke over det “Jeg føler lidt jeg har spist nogle svampe jeg skulle have ladet stå i skoven.”

[Lynette Kendrick Cooper]

Det lød som om Matthews havde givet helbrederne deres sag for. Selvfølgelig var det et godt tegn, at han var vågen og kunne kommunikere, men hun frygtede for hans bedring. Hvad omfanget af hans skader i virkeligheden var, da det jo ikke var alle sygdomme og forbandelser der var synlige.

Et svagt fnys forlod hende, men hun formåede ikke nødvendigvis at lyde så opløftet. I stedet var hun bare reelt nervøs for at se ham i den forfatning. "Du er i de bedste hænder," rationaliserede hun så, måske for også selv at finde tryghed i det. "Er der noget jeg kan gøre for dig? Rette en pude, finde dig noget mere vand."

[Matthew Kendrick]

Det var sådan det altid havde været. Lynn bekymrede sig og Matt forsøgte at slå det alvorlige hen, så hun ikke skulle bekymre sig. Også selvom det var ham der var det alvorlige nu “Vand ville være godt.” Svarede han, både fordi han var tør i halsen, men også for at give hende noget at gøre “Jeg har taget støv med hele vejen fra Delfi tror jeg.” Det var ikke helt løgn. Det fine sand og støvet i lejren, havde haft det med at trænge ind alle mulige og umulige steder “Har du lavet ulykker herhjemme mens jeg var væk?”

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette var ikke sen til at frembringe staven, så hun kunne hidkalde et af de fade med vand og glas, som helbrederne stillede til rådighed på stuerne. Snart blev der hældt op til Matt, før fadet svævede tilbage på plads. "Ja, jeg er kendt for at lave ulykker," sagde hun med en trækning på læberne.

Hun rakte op for at få en af hans lokker væk fra hans pande. "Dit øje Mat..." kunne hun så ikke undlade længere, "Hvordan er det med helingen?"

[Matthew Kendrick]

Matthew lukkede øjnene, eller øjet, et øjeblik, mens antydningen af et smil spillede på tørre læber “Mhm.. lige siden du kunne gå. Fuld af ulykker.” Brummede han og så på hende igen, da hun strøg håret væk fra hans pande. Alvoren vendte tilbage og han skar en grimasse “De ved ikke noget endnu.” Han vædede læberne med tungen “Jeg har sat dig på som min nærmeste familie, så helbrederne vil sikkert gerne tale med dig inden du går.” Det var ikke direkte et emneskift, men hun var den eneste han ville have til at tage nogen beslutninger - og fortælle deres andre søskende hvad der var sket hvis hun besluttede det.

[Lynette Kendrick Cooper]

Der var andre der kunne være på listen, men Lynette forstod rationalet. Havde det været hende der lå i sygesengen, havde hun også valgt Matt som nærmeste kontaktperson.

"Selvfølgelig," hun påtog sig gerne det ansvar. Det var det mindste hun kunne gøre. "Du skal ikke tænke på andet end at blive rask, er det forstået?"

[Matthew Kendrick]

Matthew nikkede, eller prøvede i hvert fald på det “Ay, ay kaptajn.” Mumlede han hæst og drejede hovedet lidt til siden “Måske har jeg brug for lidt hjælp til det vand der.” Indrmmede han, tydeligt ikke helt tilfreds med faktum, men også uden at kunne ændre på det “Har du fortalt ham noget?” Spurgte han, uden at sætte navn på hvilken ‘ham’ han mente. Der var dog kun én person han omtalte, der fik så kølig en klang frem i hans stemme.

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette tøvede ikke et sekund med at hjælpe sin bror med at få noget vand. Desuden gav det hende en ganske lille pause til at overveje sit svar. Ikke om hun fortalte ham sandheden, men nærmere hvordan hun fortalte ham det.

"Var det forkert af mig?" spurgte hun så, stemmen en kende mindre, velvidende om, at Matt ikke ligefrem virkede ovenud lykkelig for at hun stadig havde kontakt.

[Matthew Kendrick]

Matthew vidste det nok godt allerede før hun bekræftede det og som altid når deres far blev en del af samtalen, lukkede han lidt i. Han var tavs længe. Det føltes i hvert fald som længe, og endte med at trække på skuldrene med kæben spændt “Som om han giver en pis om han ved det eller ej.” Mest af alt lå der en dyb modvilje mod at være svag.. som faren havde været svag og stadig var det.