We're just two lost souls living in a fish bowl

[Meadow Reyes]

Søndag eftermiddag betød normalt ingen skole, ingen lektier og intet andet for Meadow at se til end at sidde med de andre sirener. Måske bladre lidt i Alt for Heksene eller lytte til noget saftigt sladder. Men ikke denne søndag. Den skulle selvfølgelig bruges på skolearbejde, fordi lektier i hverdagene var ikke nok. Nej, de skulle da følge en grindylow fra unge til voksen - og ikke nok med det, så var hendes partner selvfølgelig Anthony Sinclair. De havde ellers en fin forståelse for, at de ikke havde det store med hinanden at gøre på skolen.

Utålmodigt prikkede hun til glasbeholderen med spidsen af sin tryllestav, så væsenet i vandet bevægede på sig i utilfredshed. Hun gentog og den gjorde det samme, før hun demonstrativt sukkede og lod sig klaske halvt sammen ind over Gryffindors langbord, hvor de var omgivet af andre elever, der ligesom dem havde udskiftet skoleuniformen med almindeligt tøj.

"Ugh," lød det fra hende, lige dele dvask og ugidelig. "Måske jeg bare dropper det der med en uddannelse og gifter mig til penge."

[Anthony Sinclair]

Anthony kedede sig. Det var dybt uinteressant at glo på væsnet og han sad med hagen i den ene hånd, foldet ind over bordet. Han blinkede sløvt, før Meadow talte og han momentært rettede blikket mod hende.

Hans bryn rykkede lidt på sig, men han slap blot et dæmpet, svagt nedladende fnys som eneste respons og så tilbage på grindylowen.

[Meadow Reyes]

Meadow kunne sagtens være fnyset og hans nedladende attitude foruden. At gifte sig til penge havde trodsalt aldrig været andet end en joke for hende. Det galt også ægteskab som koncept, rent generelt. Hun hævede et bryn og hævede hovedet den mindste smule, men bevægede sig ellers ikke.

“Ingen grund til at blive misundelig, Antboy,” fortsatte hun dovent. “Det er ikke en god farve til dig.”

[Anthony Sinclair]

Anthony kunne godt undvære at være makker med Meadow. Hun var en anden på skolen og han vidste aldrig helt, hvordan han skulle tale til hende her. Det var et tilbagevendende problem.

Han sukkede, uden at løfte hovedet fra hånden. "Jeg synes bare det er lidt et selvmål at vente til sjette år," svarede han tørt, men ikke fjendtligt.

[Meadow Reyes]

"Sandt," medgav Meadow og fik skubbet sig mere op at sidde. Albuen blev dog plantet solidt i bordpladen, så hun kunne hvile kinden mod hånden.

"Jamen så må jeg vel hellere holde øje med denne lille fætter." Hun kastede et blik på Anthony. "Vi burde give ham et navn, nu vi skal hænge på ham. Hende? Hvordan er deres kønssituation?"

[Anthony Sinclair]

Det var liv, der fossede direkte ud i afløbet, tænkte Anthony og gloede ind i glasset, hvor han blev konfronteret med sin egen, kedsommelige refleksion.

"Flydende," foreslog han og trak lidt på smilebåndet over sin egen joke. "Så det må hellere være kønsneurtralt."

[Meadow Reyes]

Det var virkelig begrænset, hvor meget de jokede og chillede sammen på skolen, men lige nu var de kun de to ved deres sektion at bordet. Ikke en eneste, hun skulle spille smart for i nærheden. Så hun slap en kort latter, der snart satte sig som et smil.

"Kløgtigt," gav hun ham, før hun vendte sig mod beholderen igen. Hun prikkede til glasset med neglen, der havde et frisk og fejlfrit lag neglelak over i stedet for det afskallede, skødesløse look, hun kørte på børnehjemmet.

"- Synes du ikke, Charlie?"

[Anthony Sinclair]

Anthony strakte fingrene lidt, uden at flytte hovedet fra hånden, i en bevægelse der sagde jeg-ved-det. Han rynkede på næsen.

"Ikke Charlie," indvendte han. "Der var en Charlie, der altid stjal mine sokker og jeg kan ikke med den energi."

[Meadow Reyes]

På børnehjemmet ville Meadow have spurgt ham, om det var Charlie med overbiddet, men de var på skolen og her slap hun blot et underholdt fnys. Blikket fandt Anthony igen.

"Jeg synes ellers, den ligner én, der ville stjæle dine sokker uden tøven," bemærkede hun med et træk i mundvigen.

[Anthony Sinclair]

Anthonys mundvige gav et lille medgivende ryk ned, mens han foldede fingrene ind under hagen igen.

"Yeah, den virker lidt som et røvhul," konstaterede han, ikke imponeret af væsnet, der havde snappet ud efter ham ved tidligere lejlighed

"Men det er måske bare, hvad klaustrofobi gør ved én."

[Meadow Reyes]

"Det ved jeg ikke." Meadow trak på skuldrene i en meget naturligt hende bevægelse, der stod i skarp kontrast til måden, hun fejede en af de fra den opsatte frisure løst flagrende lokker væk fra ansigtet med en finger. Et lille trick, hun havde lært af det stadig forholdsvis nye slæng, hun færdedes med.

"Du kan prøve at tage en tur i søen og se, hvordan de er i deres naturlige habitat."

[Anthony Sinclair]

Anthony så lidt underligt på hende, primært fordi det hendes bevægelse var mærkelig. Så blinkede han det væk og sendte akvariet en skeptisk mine, som han så tydeligt afspejlet.

"Ih, ja, jeg sad lige og spekulerede over, hvad den her søndag mon manglede," svarede han. "Intet som en lille udflugt med potentielt dødelig udgang."

[Meadow Reyes]

Meadow rettede sig lidt op under blikket, der ikke var et, hun mindedes at have set før. Følelsen var uplacerbar, men sad stadig i hende, til Anthonys sarkasme jog den om i baghovedet. Det var fint nok for hende og hun overgav sig til endnu et smil.

"Ja, det lyder som dig," bemærkede hun med et glimt i øjet, før hun kastede blikket på tanken.

"Synes du ikke også, Ikke-Charlie?"

[Anthony Sinclair]

Anthony hadede vand, hvilket Meadow også udmærket vidste, og han nøjedes med at fnyse dæmpet.

"Du skal ikke spørge den, den har været ude efter mig helt fra start," indvendte han og mumlede så, knapt hørligt. "Blodsuger."

[Meadow Reyes]

"Uh, sikke en tone," lød det næsten kælent fra Meadow. Men når der ikke var nogen underholdning i vanddyret, måtte hun skabe den selv. Hun ændrede stilling, så det denne gang var hagen, der lå i hånden. Fingrene krøllede sig foran, mens hun blinkede teatralsk og på alle måder lignede en karikatur på en forelsket tosse.

"Hvad skal en pige gøre for at få dén slags særbehandling?"