Ud af tågen

[Matthew Kendrick]

Der var gået flere dage siden uheldet der havde landet ham VIP-sengen i infirmeri-teltet. Ikke en ære han var specielt stolt af, men sådan var det blevet fordi han selv havde været uforsigtig. For ivrig og opslugt af den nye opdagelse, til at se hvor han satte sine fødder og selv med magisk hjælp, vidste han godt realistisk, at han ville skulle tilbringe endnu flere dage på langs, før han kunne gøre noget aktivt igen.

Det forhindrede ham dog ikke i, at have fået en af sine kolleger til at bringe sig nogle af sine ting. Han havde stadig ondt, også mere end han ville indrømme, men han var vågen og havde fået stablet sig halvt op at sidde, med en pude under den skadede højre arm, så han med venstre arm og hånd, kunne bladre og skrive i den slidte notesbog, der lå opslået foran ham på dynen. At ligge og stirre op i teltdugen mens han kunne høre folk arbejde og tale udenfor, var ikke en mulighed og han opdagede ikke Annabel Baker komme ind.

[Annabel Baker]

Annabel så alvorlig ud, da hun kom ind. Dybt, dybt alvorlig. Det var ikke et behageligt ærinde, men det var nødvendigt. Hun betragtede ham, før hun klarede halsen og nærmede sig.

"Matthew," hilste hun, brugte ikke hans efternavn nu, selvom hun måske burde. "Hvordan har du det?"

[Matthew Kendrick]

Matthew løftede hovedet ved lyden af sit fornavn og det synlige bryn trak lidt ind mod næseryggen. Det andet var stadig dækket af en bandage, men det ene øje der fokuserede på hende, var årvågent og ikke så svømmende og ufokuseret som for et par dage siden. Udtrykket på hendes ansigt fik ham til at tøve før han svarede “Bedre.” Det var måske lidt fåmælt, men det krævede ingen mesterdetektiv at se hun ikke bare kom for at spørge til hans velbefindende.

[Annabel Baker]

Annabel tog en indånding og gik hen ved siden af ham. Hun nikkede let, men hendes bryn var sammentrukne. Hun var tavs lidt, før hun rev det af som et plaster.

"Jeg sender dig hjem," lød dommen. "Helbrederne er enige om, at de ikke kan behandle dig ordentligt her."

[Matthew Kendrick]

Der gik adskillige sekunder i stivnet tavshed mens hendes ord trængte ind, mens han egentlig forsøgte hårdnakket ikke at lade dem gøre det “Bullshit!” røg det ud af ham, selvom han faktisk sjældent brugt den slags kraftudtryk “Der er faciliteter tættere på end England. Hvad med Athen?” Protesterede han og så indtrængende på hende “Jeg kan ikke tage hjem nu!”

[Annabel Baker]

Annabel havde forudset reaktionen, uden det havde noget med seerevnerne at gøre. Hun forstod den, men hun vidste også, hvad der var nødvendigt.

"Det er ikke med min gode vilje, men du har brug for bedre behandling. Mindre risiko for infektion og komplikationer." Hun tog en indånding. "Og jeg har brug for mine helbredere."

Det var barsk, men det var sandt. "Du når ikke at blive klar til at være en del af ekspeditionen igen. Jeg er ked af det."

[Matthew Kendrick]

Matthew vidste godt hun havde ret, men at acceptere det var en helt anden ting “Hvordan ved du det?” Spurgte han defensivt, greb notesbogen og viftede den i luften, selvom det fik ham til at skære en afslørende grimasse “Det er også mit arbejde det her. Mine opdagelser som en anden så bare får!” Han smed bogen fra sig igen, med lidt for meget kraft, så den rutschede ud over kanten og faldt til jorden.

[Annabel Baker]

Annabel veg ikke tilbage. Hun bed tænderne hårdt sammen og tog en indånding gennem næsen.

"Jeg forstår det godt," svarede hun. "Det er ikke med min gode vilje, Matthew. Jeg har ikke lyst til at undvære dig her, men du er hårdt såret."

[Matthew Kendrick]

Matthew vidste det godt. Han havde vidst det næsten fra det øjeblik ilden åd sig vej op langs hans arm og spredte sig, men havde ignoreret det, som et stædigt barn der stak fingrene i ørerne for ikke at høre noget. Han rystede på hovedet, mens han hårdnakket forsøgte at ignorere hvordan smerterne igen var på tilbagetog, fordi han ikke længere slappede af, men var anspændt i hele kroppen “Hvis du forstår det, så lad være at lukke døren helt endnu.” Bad han, stemmen pludselig mere indtrængende end han havde ment det “Du ved ikke hvor længe I kommer til at være her endnu, måske..” resten af sætningen druknede i en anstrengt lyd fordi han uden at tænke havde løftet den dårlige arm og fik straffen øjeblikkeligt - og dermed uforvarende bare cementerede det fornuftige i hendes beslutning.

[Annabel Baker]

Annabel hævede hagen lidt og så på ham med sammentrukne bryn. Hun kunne sige, at midlerne til ekspeditionen utvivlsomt ville slippe op, før han var færdighelet. Det virkede dog... Unødvendigt.

"Fokuser på at komme dig," bad hun. "Så kan vi tale igen."

[Matthew Kendrick]

Matthew var sunket tilbage mod madrassen, øjnene lukket i mens han med ren stædighed og viljestyrke, forsøgte at tvinge smerten på retræte. Det lykkedes nogenlunde og han åbnede øjnene igen, men i stedet for at se på hende, stirrede han bare tavst op i loftet.

[Annabel Baker]

Annabel rynkede på brynene. Med alle andre var hun nok gået der og havde givet dem tid til at komme overens med det, men noget fik hende til at blive. Fik hende til at træde nærmere.

Impulsivt lagde hun en hånd blidt mod hans arm, en af de få pletter, der ikke var pakket ind i bandager og selv da ganske nænsomt. Hun så på ham med ærlig beklagelse i blikket.

"Jeg ér ked af det," sagde hun dæmpet. "Jeg ville gerne have beholdt dig her," fortsatte hun, helt sandt.

[Matthew Kendrick]

Matthew opfangede godt hun kom tættere på, men hånden der lagde sig mod hans arm, tog ham på sengen - bogstaveligt talt. Det gav et gip i ham og automatisk drejede han hovedet mod hende. Han var ikke vant til fysisk kontakt fra nogen - kun sin søster og det endda kun i afmålte doser. Han undgik den med andre, udover de obligatoriske håndtryk og nu lå han der, med en varm hånd på armen.

Det ville være nemt at skubbe hende væk med bitre ord, men de sad fast i halsen på ham, mens den ellers solidt opbyggede mur, slog en revne og fik hans blik til et sekund at flakke. Han sank og famlede efter selvkontrollen da han så op i teltdugen igen “Det ændrer ikke på noget.” Brummede han, mindre bistert end han havde tænkt det, men den hånd var distraherende og musklerne i armen under den spændt.

[Annabel Baker]

Annabel var ofte lidt mere varsom med fysisk kontakt end andre. Ikke fordi den faldt hende unaturlig, men fordi det ofte var den udløsende faktor for hendes syner. Denne gang udeblev det dog og hun lod hånden blive der lidt.

"Det ved jeg godt," svarede hun dæmpet, før hun trak den til sig. Rankede sig lidt og mindede sig selv om, at hun var hans overordnede.

"Jeg vil lade dig hvile," konstaterede hun dæmpet.

[Matthew Kendrick]

Matthew sank igen, men så ikke på hende. Rørte sig faktisk slet ikke engang for at ryste på hovedet. Hvis hun nu bare fjernede den forbandede hånd så han kunne tænke igen. I det mindste distraherede den ham fra smerterne, der syntes sekundære, indtil de krøb ind igen, da hun fjernede sin hånd.

Han tog en dyb indånding og lukkede øjnene, som eneste reaktion på hendes konstatering.