Hver vinter har sit forår

[Agnes Rosier]

Agnes blinkede, mens spørgsmålet fik lov at synke ind og ikke længe efter formede svaret sig, lå lige på tungespidsen og ændrede så form igen. Og igen og igen, mens hun strøg hånden op og ned over den blege arm under tæppet.

"Spørger du mig virkelig?" spurgte hun så, selvom det ikke var hverken tiden eller stedet til sådan en samtale.

[Simon Montague]

Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Havde det overhovedet nogen betydning?
Simon var glas. Glas der var tilgivet og gift med et løftet skørt i et eksklusivt gæsteværelse.

Han havde allerede lyst til at sige undskyld igen.

”Nej. Det gør jeg nok ikke.”

[Agnes Rosier]

Det var ikke et svar, men en redning og Agnes greb den gerne. Drejede ned ad stien, der førte dem væk fra fortidens smerte og de sorte huller i hendes hukommelse.

"Var det en invitation?" spurgte hun, da hun nærmede sig en lysning. Noget godt og rent og uberørt af Matheo Rosier 's knoglede fingre. Simon med sine funklende øjne, mens de bevægede sig let og ubekymret over vådt græs.

[Simon Montague]

Uvidende om, hvor Agnes bevægede sig hen i tankerne, hang Simon i kold luft og spekulerede på hvordan det uundgåelige farvel ville udfolde sig. Det forbløffede ham hvor nøgternt hjernen kunne forholde sig til en situation, der havde efterladt resten af kroppen i et stadie af absolut elendighed.

Blikket flakkede.
Var det hendes sidste spørgsmål? Simon overvejede ganske kort, om det var en slags test; en sidste chance for at bestå. Redde situationen for dem begge ved at agere professionelt og distanceret. Understrege at skæbnen var blevet accepteret.

Oh. Hvem prøver vi at narre? Så hellere dumpe helt.

”Ja."

[Agnes Rosier]

Ja. Hånden stoppede sin hvileløse vandren op og ned over armen for i stedet at dvæle lidt over albuen. Der var rigeligt med gulv mellem dem. Alle de skridt, hun skulle tage, hvor fornuft eller frygt kunne nå at bryde ind.

Agnes sank hårdt, før hun slap sin arm og i stedet holdt hånden frem mod ham i, hvad, tilladelse? Opfordring?

[Simon Montague]

Agnes fremstrakte hånd. Mere skulle der ikke til for at fjerne alle tænkte tanker i Simons væsen. Det hele faktisk; tanker, følelser, al mentalt indmad.

Med andre ord handlede Simon fuldkommen instinktivt, da han tog hendes hånd i sin egen og fjernede afstanden imellem dem.

[Agnes Rosier]

Et øjeblik. Det var i ordets bogstaveligste alt, der skulle til for at forandre hele verden. Simon var igen lige foran hende og tog den kolde hånd, som havde han ventet hele sit liv på at gøre netop det.

De brune øjne var store og afventende, da Agnes vendte dem mod hans. Og midt i det hele sneg et lille, forsigtigt smil sig frem.

[Simon Montague]

Det er pudsigt, ikke?
Lyden af pompøst nytår blandt elitens elite; en latter, snak, kostelig musik. Det gjorde ikke længere noget. Heller ikke selvom der hverken var regn eller hogwartsmagi i nærheden til at fortynde det.

Simon så bare på det lille smil som sneg sig frem på ny. De brune øjne han ikke havde mødt så længe.
Nænsomt gjorde han sig fri af Agnes' hånd for at kunne tage fat i tæppets kanter med begge hænder.

Uden andet varsel end sit eget forslag tidligere bandt han tæppet om livet på den sortklædte ildfugl.

[Agnes Rosier]

Angsten meldte sig øjeblikkeligt, da først hånden forlod hendes og hun igen greb om luften. Det var et farligt spil og allerede nu havde hun for meget investeret. Igen. Frygten tegnede sig i de store øjne.

"Så," lød det dæmpet fra hende, da knuden var bundet. "Tæppedans?"

[Simon Montague]

Simon betragtede værket. Det klædte hende, farve. Tæppet fjernede samtidig den seriøsitet og dertilhørende kølige distance som Simon for alt i verden ikke ønskede skulle slå rod mellem dem.

”Hvis du vil gøre mig den ære,” svarede han med højtidelighed og en opadvendt mundvig. Han rakte ud efter Agnes’ hånd igen, bukkede for hende imens. Forhåbentlig ville de frygtsomme øjne kunne finde ro og hvile.

[Agnes Rosier]

Det var som en drøm fra længe siden. Én, der burde være overgået til glemslen, men som lå lige der i alt for velkendte brune øjne. Og sådan gik det til, at Agnes trådte ind i drømmen med Simons hånd om sin og et smil om læberne. En svag glød af den ild, han engang havde tændt i hende.

Der var mindst tusind ord at sige, men de virkede alle farlige. Så hun bevægede sig i stedet med Simon, som var hun skabt til lige netop det.

[Simon Montague]

Drøm var virkelig hvad dette var. Et åndehul, en illusion der forgav, at de, hvis bare de begge lukkede øjnene hårdt nok i, kunne blive tilbage i en ellers overstået tid og aldrig behøve at vågne.

Den dumpe musik i baggrunden, der egentlig var til for andre, syntes at tilpassede sig og gav dem en fælles hjerterytme at danse efter. Simon rykkede tættere på Agnes, da savnet styrede den frie hånd til hendes lænd.

[Agnes Rosier]

Agnes behøvede ikke musik, pæn kjole eller overdådigt pyntede rum for at danse med Simon. De delte hvert hjerteslag og måske burde hun være overrasket over, at det var så naturligt at glide tilbage til en drøm, hun for længst var vågnet fra, men det var Simon. Det var ægte kærlighed, der ikke kender rammer, regler eller begrænsninger.

Hun kom til at smile og dansede gerne tættere med ham i det lille rum mellem sekunder, der udfoldede sig omkring dem og blev til deres evighed.

[Simon Montague]

Agnes kølige hånd virkede ikke længere kold. Agnes frygtsomme øjne virkede ikke længere bange.
Tænk engang, så enkelt, så lige til gjorde hendes væsen sig atter fri af asken, som den havde gjort det før.
Simon smilede også. Løftede armen, for at lade hendes svinge rundt under den, kun for at få hende tilbage, tæt i sin favn, kort efter. Smil blev til grin.

To sekunder efter gik der en ting op for ham, der forbavsede ham. Det der gik op for Simon var, at han netop havde grinet. Tanken i sig selv overraskede ham så meget, at han grinte igen, denne gang indvendigt.

Det betød at Simon to gange siden september(?) havde grinet i noget, der ubestrideligt var nutid.

[Agnes Rosier]

Den løftede arm kom så meget bag på Agnes, at hun helt glemte, at de døde fødder ikke længere kunne danse. Let og ubesværet bevægede hun sig under den og endte igen det sted, hun altid havde drømt om at være.

Hun kom selv til at grine og latteren overskyggede dansen. Overskyggede synd og skam og fik hende til at stille sig på tæer i en søgen på hans læber.