Days drifting away

[Odile Moreau Rosier]

Månederne var gået og med dem højtider og et årsskifte, uden at Odile havde bidt særligt mærke i nogen af dem. De første måneder havde hun sendt en horde af ugler med breve, uden at få et eneste svar tilbage.

Huset var stadig tomt og selvom det altid havde været sådan i skoleperioderne, var det anderledes nu. Efter nogle måneder begyndte håbet at blegne og hun trak sig ind i sig selv. Lidt efter lidt, så hun heller ikke selv fangede det til at starte med, men i januars grå filter, faldt hun mere i et med omgivelserne end hun var klar over. Som husspøgelset der drev tyst og formålsløst igennem rummene og gentog det samme mønster.

Det var også hvad hun gjorde den dag, da hun endte siddende på den polstrede vinduesbænk i karnappen, med den bog i skødet, hun aldrig var kommet i gang med og uden at bemærke Lucian Rosier der kom ind.

[Lucian Rosier]

Månederne havde været hårde for Lucian, men på en anderledes måde. Mens Odile havde forsøgt at få hvilket som helst livstegn fra deres søn og svigerdatter, havde Lucians opmærksomhed været fokuseret på Odile selv. Og jo mere hun trak sig ind i sig selv og i mørket, jo mere genkendte han det fra de mørkeste tider i deres liv. Der kunne gå flere dage uden at hun overhovedet sagde noget, og når hun endelig sagde noget, var det kun med meget få ord, og uden entusiasme eller interesse. I sidste ende bevægede hun sig lige så stille igennem palæet som et andet spøgelse. Det fik en bitterhed over sønnens ligegyldighed til at boble op i ham, og blandede sig med uroen for hustruens velbefindede.

Da han fandt hende siddende på bænken med sin bog, kunne han ikke længere se til. Han bevægede sig frem og satte sig ned på hug foran hende, hvor hans hænder fandt hendes på siderne af bogen. Ét mørkt blik søgte det andet.

"Mon coeur. Parle moi." bad han dæmpet.

[Odile Moreau Rosier]

Odile så på Lucian, uden rigtigt at se ham. Et mat smil spillede på hendes læber uden nogensinde at nå hendes blik, mens hun trak en hånd fri, og gav hans ene et forsikrende klem. Det var i hvert fald intentionen "Hvad vil du tale om?" spurgte hun, halvt fraværende, mens blikket søgte ud over havet igen. Havet med bølgerne, der kunne slibe sten ned. Måske de også kunne vaske mørket væk? Alle de uvelkomne tanker.

[Lucian Rosier]

Alle alarmerne gik af i ham ved hendes respons. Blikket som så igennem ham, forsøget på et klem i hans hånd, den tamme efterligning af et smil på hendes læber. Mest af alt hvordan hendes blik søgte tilbage til havet og klipperne. Automatisk lukkede han hænderne mere om hendes for at holde hendes fokus på ham.

"Det ved du godt." svarede han. Tonen forsøgte at være fast; han måtte være klippen hun havde brug for, selv om at han kunne mærke begyndelsen af en klump i halsen. "Odile... De skal nok klare sig." Hvor end de var henne. Ugler var blevet sendt ud, men alle var vendt tilbage uden svar. Hvor Matheo og Agnes end befandt sig, var han nødt til at holde håbet om at de var i god behold.

[Odile Moreau Rosier]

Svaret fik det til at sitre svagt ved hendes øjenkroge et splitsekund og hun svarede ham ikke. Fingre krummede sig dog under hans i forsøget på at opretholde en facade. Ikke for ham, men for sig selv "Jeg vil ikke tale om dem!" tonen var mere skarp end hun havde tænkt den og fik hende til selv at tage en hurtig indånding før hun fortsatte i et mere afdæmpet tonefald "Der er ikke noget at tale om."

[Lucian Rosier]

Udbruddet var pludseligt, men Lucian var ikke overrasket over det. Det fik kun hans bekymring til at tage til, ligesom han måtte forbande sin søns tankeløshed endnu en gang.

"Okay." sagde han langsomt, og denne gang gjorde han mine til at ville tage bogen ud af hendes hånd. "Okay, amour. Så taler vi ikke om dem." Blikket søgte hendes. "Men jeg er bekymret for dig. Du spiser ikke, du taler ikke." Det var ikke fordi han ikke vidste hvorfor. Han vidste udmærket hvorfor, og hvis han fik muligheden for at se sin søn igen... Han bed endnu en forbandelse i sig, da hånden rakte op for at stryge over Odiles kind. "Je crains pour toi."

[Odile Moreau Rosier]

Odile så væk igen og lod ham tage bogen ud af hendes hænder uden protester. Det var sværere at lukke af for ordene der fulgte, eller allermest bekymringen hun hørte i hans stemme. Den pirkede til den barrikade hun havde rejst omkring mørket. Omkring alt det der gjorde for ondt at se i øjnene “Jeg er ikke sulten.” Svarede hun lavmælt, fordi det var det nemmeste at forholde sig til. Det var sandt, men grunden til den manglende appetit var noget andet. Noget af det der var låst inde.

Hendes øjne gled i da hans hånd lagde sig mod hendes kind. Hun trak sig ikke væk fra den, men lænede helt instinktivt ansigtet ind mod den og svaret var kun en hvisken “Je ne peux pas..”

[Lucian Rosier]

I det mindste afviste hun ikke hans berøring. Måden hun lænede ansigtet ind mod hans hånd var betryggende, men ikke videre beroligende, mens han vidste hvor slemt det stod til. Hendes ansigt i hans hånd føltes også mere indsunket mod hans fingre, og bekræftede kun for ham hvor længe siden det var, siden hun sidst havde spist godt.

"Odile..." kom det igen dæmpet fra ham, men han havde intet at følge det op med. Der var ikke meget han kunne sige for at hjælpe hende ud af mørket, så i mangel af bedre, ville han vise det med handling. Han slap hendes kind, for i stedet at tage hendes hænder i sine igen, og lænede ansigtet frem så panden hvilede mod hendes. Alt for at vise hende fysisk at han var der med hende.

[Odile Moreau Rosier]

Odile rystede på hovedet. Først ganske svagt “Non..” så kraftigere, mens fingrene instinktivt knugede hårdt om hans “Non!” stemmen steg lidt, mens hun hårdnakket kæmpede for ikke at lukke op for det hun prøvede at ignorere til døde. Han pande mod hendes fik hende til at stoppe, vejrtrækningen uregelmæssig, men den fysiske kontakt holdt hende tøjret til virkeligheden, hvor lidt den end var ønsket. Han var også en del af virkeligheden dog og en del hun ikke havde lyst at ignorere.

[Lucian Rosier]

Det var ikke sådan han foretrak at gøre det, men det var den, han havde erfaret, var mest effektiv. At tvinge hende til at forholde sig til hvad der var virkeligt; ham. At lade hende fysisk mærke ham, frem for at tale til hende med ord, hun kunne lukke ude.

"Je suis ici." kom det stilfærdigt fra ham, da han mærkede hendes modstand ophøre, selv om vejrtrækningen stadig var ujævn. Den ene hånd slap hendes, for i stedet at lægge sig mod hendes nakke for at holde deres pander tæt. "Je ne vais nulpart. Odile... Jeg har brug for dig. Her." Hånden, som stadig var på hendes, klemte fast om den.

[Odile Moreau Rosier]

Odiles blik blev helt instinktivt fanget af hans og flakkede som et skræmt dyrs, før hun kneb øjnene hårdt sammen og halvhjertet forsøgte at ryste på hovedet, uden at trække sig væk fra hånden der nu lå fast bag hendes nakke “Ils m'ont laissé. Lucian.. Ils m'ont laissé et je n'ai plus rien.” Ordene kom ud som en hvisken mens hagen bævede og de første tårer sneg sig vej ud mellem sammenklemte øjenlåg.

[Lucian Rosier]

Tårene var måske hvad der beseglede det hele. Dér og da var Lucian fuldkommen overbevist om at Matheo ikke ville få nogen varme, hvis han viste sig for deres dør igen. Beslutsomheden fyldte hans ansigtsudtryk, hvis ikke man studerede hans øjne; kun i de mørke øjne ville man se hvordan han delte Odiles smerte.

"Vous m'avez." svarede han i det samme dæmpede tonefald. Men selv dæmpet var ordene urokkelige i sin beslutsomhed. Lige meget hvad verden ville sende imod dem, ville han stå ved hendes side. Når hun mistede troen på alt andet, måtte hun have tro i ham.

[Odile Moreau Rosier]

Odile hulkede ikke, men tårerne fortsatte lydløst ned over hendes kinder, som hun sad der, sammenfalden. Fingrene knugede om hans, uden at hun helt var bevidst om hvor hårdt. De forsikrende ord fik hende til at se op med blanke øjne. I det mindste slap hun for sorte streger ned af kinderne, for hun havde ikke haft overskuddet til at bekymre sig om makeup i flere måneder. Når man ikke engang kunne holde fast i sig selv, virkede det meste ligegyldigt.

Alligevel var der et svagt, omend mudret håb i hendes blik da det mødte hans “Måske du kan overbevise dem om at komme tilbage? Du kan så meget.. Bare.. tale med os..” underlæben bævede i et tvungent smil “Jeg vil bare gerne vide de har det godt.”

[Lucian Rosier]

Hvor meget Lucian end forsøgte at være Odiles klippe, måtte han alligevel tøve ved hendes bøn. Af hele sit hjerte havde han lyst til at fortælle hende at han nok skulle tage sig af det hele. At han kunne få hendes bekymringer, hendes sorg og hendes smerte til at forsvinde. Men Matheo havde allerede ignoreret alle Odiles breve, og de to havde altid været tættere end han selv havde været det med sønnen.

"Jeg vil gøre hvad jeg kan, mon coeur." lovede han til sidst. Han vidste ikke om han turde håbe på noget, men for Odile, var der intet han ikke ville forsøge. Og med løftet givet hævede han hendes ene hånd til sine læber og kyssede hendes fingre.

[Odile Moreau Rosier]

Hvis Odile havde været ved sine fulde fem, ville hun aldrig have spurgt. Hun ville aldrig så blindt have lagt det ansvar på ham, men i en tilstand hvor fornægtelse var at foretrække frem for virkeligheden, virkede det helt logisk "Merci.. Merci, mon coeur.." hviskede hun med spinkel stemme og plantede også et kys på hans fingre, da han havde løftet deres hænder op mellem dem.