Making love to you is the least I can do

[Freddie Day]

Bag gardinet havde Freddie været bevidst med ikke at rode i hendes frisure. Nu lå de dog i sengen og han havde ærligt talt glemt det, så fingrene fandt snart små lommer i de bløde lokker.

Hjemmefra havde han haft ukarakteristisk romantiske forestillinger, men nu skubbede han i stedet hendes kjole lidt op, før han i stedet fulgte hendes træk og fik hevet skjorten af bukserne. Sidstnævnte blev åbnet i samme ombæring, men derfra nåede han aldrig videre, før han igen var tilbage ved hendes læber.

[Cora Greengrass]

Lyden af et bælte der blev åbnet, kildede nærmest i øregangene. Kølige fingerspidser gled ind under skjorten, som han gav mere plads, og mødte varm hud. Cora sukkede mod Freddies læber, da de fandt hendes mund igen, og snoede snart benene om hans hofter, så kjolen gled mere opad.

Det var farligt at foretage sig den slags bag en ulåst dør, men hun havde savnet berøringer. Savnet fingrene i håret, selvom Freddie vitterligt var den eneste der fik lov at røre det efter en voldsom allehelgens.

[Simon Montague]

Det var et uvant stykke held der blev rakt Simon Montague, da det tredje håndtag gav efter for ønsket om fysisk afstand til den igangværende fest.
Døren blev lukket ganske forsigtigt bag ham, før han tog sig tid til at se, hvilket rum der havde givet ham ly.

Omgivelserne blev ikke bemærket; blikket nåede ikke længere end til de to personer.
En kjole trukket op. Et par åbne bukser.
Som et frosset sekund trukket ud uden bevægelse stirrede Simon på seancen, der for en stund kun forblev netop det; tøj akavet fjernet fra hinanden.

Så satte det i gang igen, sekundet, og ansigterne blev genkendt.
Instinktivt sendte Simon en besværgelse afsted, der ville lukke Freddies bukser (med tydelig bestemthed, der ikke tog højde for potentiel karambolage med oppustede vedhæng).

[Freddie Day]

Der var mange ting, der godt kunne være ordnet. Døren kunne være låst og Cora kunne for længst have forladt Simon Montague, men sådan var der så meget. Det virkede underordnet, da Freddie fandt hendes hofter med alle intentioner om at trække blonderne af hende.

Lynlåsen fangede både hud, hår og stof, da den blev tvunget op, og Freddie greb om området med et sammenbidt udbrud af smerte. Slået ud af kurs, væltede han Tom den ene side og så på Simon med et:

"Hva' fuck?"

[Cora Greengrass]

Cora havde været så optaget af følelsen af hans mund mod sin og den der næsten brusende lyd i øregangene, skabt af eget hjerteslag, at hun ikke havde bemærket døren åbne sig.

Det var først ved Freddies smertesudbrud, at det begyndte at gå op for hende. "Freddie, hvad..." Hun nåede ikke længere, før han var trillet af hende og hun fulgte hans blik mod døren. Det føltes som om kinderne pludselig mistede farve, og hun trak prompte kjoleskørtet nedad.

"Simon, jeg-," Hun gled ud af sengen og forsøgte febrilsk at glatte håret, som kunne det overbevise ham om noget som helst. Det er ikke som det ser ud, ville være en latterlig ting at sige, men hvad ellers..? Hun endte med bare at række ud efter ham.

[Simon Montague]

Før ville Freddies smerte have trukket i Simons mundvig. Nu kiggede han bare på dem; endte med at betragte Coras pinlige forsøg på at dække over den umoralske handling. Hendes hånd blev pure ignoreret.

Han løftede det ene øjenbryn for at fuldende det sigende ’Hvad-mon-familien-vil-sige’-udtryk, uden at spilde kræfter på at sige det højt. Hvorfor var han ikke sur? Hvor var det hvide raseri, han var så berettet til?

Det slog ham med ét. Det var svært at blive sur over noget, man kun ventede på ville ske. Den evige kliche.
Træt. Træt. Så træt.

”Hvorfor er du forbandet forudsigelig, Cora?”

[Cora Greengrass]

Forudsigelig. Der var værre ting man kunne blive kaldt, men alligevel føltes det velsiddende. Simons udtryk røbede ikke meget for hende, men så alligevel... Han gik ikke nok op i hende til at blive vred eller såret, men det var næppe en overraskelse. Gennem de her måneder havde deres fokus nok bare været at co-existe.

Hun skævede tilbage over skulderen mod Freddie, inden hun helt nåede at stoppe sig selv. Blot for at sikre at han var OK, selvom hun også vidste at hendes fokus burde være mod hendes husbond. Derfor flyttede hun hurtigt blikket tilbage mod ham igen.

"Tilgiv mig," Lød det dæmpet.

[Freddie Day]

"Tilgiv?" gentog Freddie som det første opbrud i de dæmpede protester og smertesudbrud. En hånd blev viftet lidt mod hende, mens han forsøgte at fange hendes blik, men han fandt hverken det eller hendes hånd. Det kom ikke på tale, at en lille privilegieblind, prætentiøs prins som Simon Montague skulle få Cora til at have det dårligt med sig selv.

"Cora, han er et første klasses røvhul. Fuck, mand-"

[Simon Montague]

Freddie brægede og Simon, der allerede havde brugt tryllestaven mod ham én gang, end ikke overvejede hvorvidt han kunne tillade sig at bruge den igen.
Med et resolut sving sendte han ’hold-kæft’-magi efter 2. sorteringen.

Først derefter fandt han Coras blik igen.
”Vi går ned nu.” Det lå ikke til diskussion. ”- De andre vil undre sig..” Blikket var tomt. Og dog. Noget lå gemt deri.

Simon åbnede døren for sin hustru.

[Cora Greengrass]

Cora hørte Freddies indvending og vidste godt, at Simon var et røvhul. Ikke desto mindre skulle de tilbringe deres liv sammen og det var derfor alle ord der forlod Simons mund føltes... fornuftigt.

Alligevel havde hun set stavens svirp og så endnu en gang tilbage mod Freddie, selvom hjertet truede med at briste. Hun håbede at han kunne se undskyldningen i hendes blik, da hun besluttede sig for (selvom det ikke lød på Simon som om hun havde et valg) at følge med Simon ud af gæsteværelset.

[Simon Montague]

Simon førte dem tilbage til festen, uden at sige et ord til Cora. Han rørte hende ikke. Så ikke hendes vej.

Festen virkede præcis så pragtfuld og opblæst som han havde forladt den, men denne gang ønskede han ikke at komme bort derfra. Nej. Denne gang søgte han helt bevidst ind til det glødende, brandvarme centrum.


”Alissa Avery har du et øjeblik?” Stemmen var venlig, rolig. Han sikrede sig en tilpas afstand til Cora; dog tæt nok på til at han kunne gribe fat i hende, skulle hun få en lyst til at stikke af.

[Alissa Avery]

Det var ikke mere end et tilfældigt kastet blik, der havde gjort Alissa bevidst om, at Cora søgte ovenpå ikke mere end et par sekunder efter Freddie Day. Men det blev Simons følge ikke mere end et par minutter efter, der fik hendes interesse vakt, og da hun så det forholdsvist nygifte par nærme sig, vendte hun sig mod dem med et imødekommende smil.

"Simon, selvfølgelig," svarede hun og trådte et lille skridt frem for at lægge et luftkys ud for hver af hans kinder. "Dejligt, at du kunne komme i aften. Og, C, hm?" Tonen tog et lille tak op, før hun foldede hænderne foran sig og så mellem dem.

"I har fundet hinanden igen, ser jeg."

[Cora Greengrass]

Tavsheden mellem dem var larmende, som de fulgtes tilbage til festen sammen. Tankerne kredsede om Freddie, men at modsætte sig sin husbond, virkede ikke som en mulighed. Selv hvis denne husbond var Simon. Og selvom han, uden hun helt forstod hvorfor (men hun havde bange anelser) ledte dem hen mod Alissa.

Cora kunne mærke nerverne under huden; der for bare øjeblikke siden havde blusset under blide berøringer. Der var intet blidt ved dette, selvom Alissa da sagtens kunne virke imødekommende med sit perfekte smil, kendte man ikke giften.

"Ja," var vitterligt det eneste hun kunne sige til dén bemærkning. For Simon havde henvendt sig til isdronningen og Cora vidste ikke om det var nødvendigt at hun skulle blive ved hans side gennem hvad-end-det-her-var. 

[Simon Montague]

”Det gjorde vi” istemte Simon selvom Cora allerede havde svaret. Han løftede mundvigene en kende opad. Al opmærksomhed var tilsyneladende foræret Alissa.

”- Og det slog os, at vi slet ikke har fået udtrykt vores fulde beundring. Mageløs fest. Pragtfuld. Og sikke et sted, hvilke rammer. Cora er vild med konceptet. Ikke sandt, Cora? Forplejningen. Inventaret.” Simon drejede kortvarigt hovedet mod sin hustru. Det overraskede ham, at han endnu kunne se igennem alt det grå der fyldte op indeni.

Fuldblodssmilet blev gjort tydeligere.
”Fortæl Alissa om det fine gæsteværelse du fandt.”

[Alissa Avery]

Alissa var ikke helt sikker på, hvor samtalen var på vej hen, men lod sig ikke gå på af det. Hun kunne se Coras åbenlyse nervøsitet og den i sig selv var nok til at holde hende på tilskuerrækken til en opvisning fra Simon, der fik hende til at overveje, om hun mon havde brugt sin tid på den forkerte Montague-bror.

"Ah," udbrød hun og slog ud med den ene hånd. "I har været på et af værelserne. Jeg troede bare, du havde givet op på dit hår, C. Det laver lidt noget-" Hun gestikulerede levende mod det, før hænderne fandt hinanden og et nyt smil indtog hendes læber.

"Alt giver mening igen. Men jeg skal heller ikke afbryde." Store, afventende øjne blinkede en gang af Cora.