Late night cravings

[Cressida Quintrell]

Cressida elskede det ikke. Hun havde ingen interesse i drama og slet ikke med Sophia. Så meget gjorde hun intet for at skjule fra sit ansigt, men hun valgte - igen - at stole på hans ord.

"Godt," svarede hun så. "Jeg forventer ikke, at din svigerinde og jeg finder neutral grund, men jeg har ingen interesse i dramatik."

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus nikkede og skyggen af et smil blafrede på hans læber, i følgeskab med et tæt på taknemmeligt blik “Jeg tror ikke Sophia kan gøre neutralt. Det er enten eller.” Han åndede tung ud og lænede sig så langt tilbage, at han kunne lade nakken hvile mod toppen af ryghynden, mens han så op i loftet “Jeg blev bare så frustreret over, at hun mener hun har nogen ret til at have noget at skulle have sagt i, at jeg vælger at forlove mig og med hvem jeg gør det.”

[Cressida Quintrell]

Cressida smilede ikke. Hun følte sig ikke videre beroliget og var ikke udpræget tilfreds med at blive rodet ind i det familiedrama, der tydeligvis var. Måske var det hendes fejl for ikke at have undersøgt det godt nok inden hun sagde ja.

Hun sagde ikke noget, men betragtede bare Nicodemus lidt.

[Nicodemus Slughorn]

Der gik nok sekunder før han for alvor bemærkede tavsheden, men da han gjorde, var den svær at ignorere. Han løftede hovedet igen og mødte Cressidas blik “Undskyld.. jeg holder mund. Jeg skulle bare være taget hjem.” Han sænkede blikket til gulvet, uden helt at kunne få sig selv til at indrømme, han ikke havde lyst til at tage hjem til en tome lejlighed.

[Cressida Quintrell]

Cressida hverken bekræftede eller modsagde hans ord. Hun betragtede ham bare lidt, før hun svarede.

"Hvorfor kom du her?" spurgte hun. "Af alle steder, du kunne være taget hen."

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus lænede sig frem over sine lår igen, uden helt at kunne aflæse hende. Han trak på skuldrene, lidt halvhjertet “Jeg ved det ikke..” begyndte han, selvom det ikke var et svar nogen kunne bruge til noget “Jeg var på vej ned på Kedlen for at få en øl før jeg tog hjem, og så så jeg der var lys da jeg gik forbi..” han løftede hovedet nok til at kunne se hende i øjnene igen, selvom den ellers selvsikre attitude var væk “Det hele krøb under huden på mig og jeg havde ikke lyst til at tage hjem til en tom lejlighed.”

[Cressida Quintrell]

Nicodemus kunne måske ikke læse Cressida uden problemer, men hun havde samme udfordring med ham. Måske var det fordi, hun ikke selv var et lige så impulsivt menneske og hun søgte efter en eller anden dybere årsag, kun for at komme til kort. "Hm," lød det fra hende og der var tavshed et par sekunder endnu.

"Jeg har ikke øl," konstaterede hun så. "Men jeg har vin. Vi åbner en flaske," lød dommen og hun ventede ikke på reaktion, før hun havde rejst sig.

[Nicodemus Slughorn]

Sekunderne føltes dobbelt så lange som de var, mens han sad der og følte han blev målt og vejet og da Cressida endelig talte igen, var han allerede forberedt på at gå “Nej, det skal du heller ik..” han gik i stå midt i en hovedrysten og så et øjeblik forvirret på hende. Så gled forvirringen til fordel for noget mellem tættere på taknemmelighed “Tak.. Cress.” Han tog en dyb indånding, og skuldrene faldt lidt da han åndede ud igen.

[Cressida Quintrell]

Cressida nikkede blot som svar og forsvandt kort ud i køkkenet. Hun kom tilbage med en flaske i den ene hånd og to langstilkede glas mellem fingrene i den anden.

Hun stoppede ved siden af ham og holdt glassene frem. "Efter den her flaske, er der en mere," konstaterede hun simpelt.

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus fulgte hende med blikket til han ikke kunne se hende længere. Så gned han begge hænder hårdt over ansigtet og så op igen da han hørte hende komme tilbage "Du er nærmest livredder." mumlede han med et mat, men ikke desto mindre taknemmeligt smil "Men hvis vi når til mere end en, er jeg ikke sikker på det bliver nemmere at smide mig hjem." spøgte han lidt tørt og tog glassene fra hende, så hun kunne skænke op i dem.

[Cressida Quintrell]

Cressida så ikke bekymret ud over ordene og selvom han næppe mente dem alvorligt, så lo hun ikke eller lignede en, der tog det som en vittighed. I stedet trak hun blot på skuldrene i en bevægelse der, på hende, aldrig så fuldkommen henkastet ud.

"Du kan sove her," konstaterede hun, uden at det lød som om, at der var noget mere i tilbuddet end det konkrete. "Om kort tid skal vi uanset dele husstand."

[Nicodemus Slughorn]

Tilbuddet kom lidt bag på ham og han blinkede en ekstra gang, før et mat smil krusede sig på hans læber “Du taler mit sprog lige nu, Quintrell.” Han rykkede impulsivt lidt på sofaen så der også blev plads til hende “Aldrig havde jeg troet jeg ville have så meget brug for at tale med et rationelt menneske. Jeg er mere ham med de spontane beslutninger jeg først tænker over bagefter.” Han så undersøgende op på hende “Har du tænkt over det? Hvor vi skal bo? Eller hvor du kunne tænke dig at bo.”

[Cressida Quintrell]

Cressida slap et lille, muntert fnys og det rykkede ved hendes læber. Hun var generelt et mere kalkuleret menneske og ikke så impulsiv. Hun gled ned at sidde i sofaen ved siden af ham.

"Jeg er ikke sentimental omkring det," svarede hun. "Praktisk og med plads til det nødvendige. Vi har ikke diskuteret detaljerne tidligere."

Måske burde de.

[Nicodemus Slughorn]

Det virkede så nemt, bare at glemme hvordan han havde skændtes med Sophia tidligere på aftenen, hvor såret Septimus havde set ud da hun smed dem begge ud fra stuen, Hvor de formodentligt stadig var og hvad der foregik der ville ændre deres liv. Hvad han havde besluttet med Cressida ville også forandre deres liv og skuldrene var faldet mærkbart efter en mundfuld vin “Nej.. heller ikke mig.. men jeg ville have det fint med at blive i London.”

[Cressida Quintrell]

Cressida så ikke nødvendigvis sin fremtid i London, men hun så blot tænksomt på Nicodemus og tog en tår af vinen. Hun foldede det ene ben over det andet.

"Jeg har endnu ikke set din lejlighed," konstaterede hun. "Så spørgsmålet om, hvor ellers hos hvem, må forblive ubesvaret endnu."