'Cause I love the adrenaline in my veins

[Pandora MacAlastair]

18. januar 2030
Murdoch MacFusty

Normalt var bæster ikke ligefrem Pandoras afdeling. Faktisk slet ikke. Hun tog sig af sindssyge troldmænd, der var ikke blot til fare for dem selv, men også alle andre. Alligevel var hun kaldt til Wales, til en udørk af en flække, hvor der var begge ting. Drager og sindssyge troldmænd. Det måtte de i hvert fald være, når de forsøgte at handle ulovligt med drageæg og drageunger.

Hendes briefing til opgaven lød på, at en handel ikke var gået efter planen, og de to troldmænd var kommet op at toppes. Og hvad var der så sket? Jo jo. Naturligvis. Dragerne var sluppet fri. Helt perfekt. Absolut fantastisk.

Hun ankom med kost, da der var for langt til at hun kunne bruge andre midler. Hun vidste at hun ankom til en scene der var alt andet end køn. Og så havde hun fået besked på, at en fra bæst-afdelingen ville være der. Hun kunne næsten gætte hvem.

[Murdoch MacFusty]

Held, eller held i uheld, var Murdoch i London den dag og da beskeden om de undslupne drageunger var nået ham, tøvede han ikke med at lægge papirarbejdet og komme afsted. Situationen var seriøs nok til, at turen til Wales ikke tog længere end en transitnøgles tid.

Han blev vist i retning af den ansvarshavende og da han fik øje på heksen, kvalte han den grimasse der ellers gerne ville frem. I stedet lagde han ansigtet i neutrale folder som han nåede op til hende “Hvad er situationen, MacAlastair? Jeg fik ikke noget uddybende ud over løsflyvende drageunger i et mugglerområde.”

[Pandora MacAlastair]

Pandora stod på en lille bakke og kiggede ned, på det der udspillede sig under hende. Hun havde rynket bryn, den ene hånd solidt plantet på hoften og den anden holdt fast i tryllestaven.

Lyden af et blop, og en dyb, skotsk stemme flød hen mod hende, men hun vendte sig ikke om. Hun tog endnu bestik af situationen. "To troldmænd er kommet op at slås omkring en handel, sat ild til hus og lade, og i kampens hede har de sluppet nogle drageunger løs," svarede hun med en neutral stemme, og forsøgte virkelig at skubbe fortidens fordomme om MacFusty i væk. "Hvis ikke ilden kommer under kontrol og drageungerne indfanges, så vil det svede hele heden. Og mugglerne..."

[Murdoch MacFusty]

Murdoch var ret ligeglad med troldmændene der sikkert var hendes fokus og blikket scannede allerede ned over omgivelserne, efter tegn på drage-akvitet, uden at han fandt noget ved første øjekast - ud over ilden i bygningerne “Hvilken race?” Spurgte han, uden at tage blikket væk fra bygningerne. Drager i den størrelse var hurtige, luskede og stadig små nok til at gemme sig.

[Pandora MacAlastair]

Pandoras blik var stift rettet mod de to troldmænd, der stadigvæk kastede besværgelser efter hinanden. Så gled det hen på ilden, der skulle under kontrol, så den ikke spredte sig. Røgen skulle skjules, så mugglere ikke blev interesseret i det. Hvis der altså var nogen i denne udørk.

"Ungarsk Takhale," svarede hun kort for hovedet, mens hendes øjenbryn trak sig sammen. Hun havde ikke meget erfaring i at håndtere en drage. "Og æggene er peruviansk hugormetand," tilføjede hun.

[Murdoch MacFusty]

Svaret fik ham til at dreje hovedet og se på hende. Brynene krøbet helt sammen over næseryggen og en skarp kæbe der spændtes et øjeblik, da han vendte blikket ned mod de to kamphaner "Hellere dragerne end de to der." brummede han med et nik mod troldmændene og med et svip og et knald transferede han sig ned mellem bygningerne, uden at vente på tilladelse eller flere informationer.

[Pandora MacAlastair]

Pandora havde ikke forventet andet, end at han ville tage sig af bæsterne, og hun skulle tage sig at tosserne. Og hun åbnede munden for at sige noget, da hun hørte et svip og et knald, hvorefter den anden skotte var forsvundet i luften. Hun fnøs irriteret. Det var så typisk, og hun kunne ikke lade være med at føle en smule vrede. Overlegne bølle.

"Jamen, vi deler os da bare..." Mumlede hun for sig selv inden hun selv forsvandt ved lyden af et svip og et knald. Kun for at dukke op i nærheden af de kæmpende. Som hun havde til opgave at standse.

[Murdoch MacFusty]

En besværgelse han havde kunnet i søvne siden han var en knægt, fik hurtigt ilden ved den første bygning under kontrol. EN lyd fra den brændende lade fik ham til at spidse ører og han stoppede op, spejdede efter specialstyrkeheksen og ventede til han havde haft øjenkontakt med hende, før han vagtsomt bevægede sig ind i laden. Bare fordi han ikke brød sig om hende, var det ingen grund til ikke at være sikker i en alvorlig situation.

[Pandora MacAlastair]

Pandora måtte stole blindt på, at hendes sagspartner gjorde som han skulle, mens hun i stedet blev nødt til at overveje sin egen situation. To troldmænd, og kun hende. Dog drejede hun hovedet, da hun hørte en særpræget lyd fra laden, og tiltrak sig hendes opmærksomhed.

Hun fik kort øjenkontakt med den rødhårede skotte, og rynkede panden i en svag bekymring, da denne gik ind i laden. Det virkede som en umådelig dårlig idé. Og pludselig stod hun og ikke helt vidste, om hun skulle følge med ham, eller forsøge at standse vanviddet udenfor. Til sidst lod hun tosser være tosser, og skyndte sig hen til åbningen i laden, hvor ildens flammer havde godt fat.

[Murdoch MacFusty]

Laden var tyk af røg og det var svært at se noget tydeligt. En simpel besværgelse fik noget af den væk, uden at tilføre ilden mere ilt. Han var ikke i tvivl om der var mindst en af de omtalte drageunger længere inde. Han kendte lydene og var vant til at færdes i klipperne på Hebriderne, hvor der var masser af gemmesteder.

Han slog med tungen i en klikkende lyd og et sted længere fremme, fik han en spæd knurren som svar. Den fortalte ham en masse, vigtigst af alt den nogenlunde alder, og dermed størrelse. Nyligt udklækket. Han gentog lyden og flyttede nogle kasser væk med et svip med tryllestaven.

I samme øjeblik kasserne flyttede sig, flaksede en drage på størrelse med en lille hund op fra sit skjul og halvt fløj, halvt hoppede skræppende mod den åbne port - en port der nu var spærret af en skikkelse der fik Murdoch til at skære tænder, selvom det kunne være lidt held i uheld hun var der “LUK PORTEN SÅ HUN IKKE KOMMER UD!” Råbte han over ilden og dragens skræppen.

[Pandora MacAlastair]

Det var godt nok svært at se noget inde i laden, hvor den tykke røg havde lagt sig som et tæppe over det hele. Og røgen sved i øjnene, så de løb lidt i vand. Hvad pokker foretog han sig? Hun forsøgte at se noget, men stivnede da hun hørte en knurren fra røgens dyb.

Og da der kom en flyvende... Okay. Nej. Hop-flyvende ud fra sit skjul og med kurs mod hende, tog hun i et splitsekund en dyb indånding, mens hun fik tankerne på rette kurs igen. Med en hurtig bevægelse med tryllestaven lukkedes porten bag hende og Pandora havde afskåret drageungen sin flugtrute. Til stor frustration for den. Det kunne hun høre på dens knurren. Den lød som en stor og bidsk hund.

"DER ER EN MERE!" Råbte hun igennem ilden, mens hun forsøgte ikke at komme nærmere den lille drage. Dens ydre var til dels nuttet, hvis man var til den slags, men hun vidste at skællene kunne bedrage.

[Murdoch MacFusty]

Med flugtvejen afskåret, ville det være nemmere at indfange drageungen. Pandora havde dog valgt at lukke porten med sig selv inde i laden, i stedet for udefra, hvilket satte hende i skudlinien og en ting mere at tage hensyn til. Han svarede ikke hendes råb, men blev synlig i røgen bag drageunden, der så ud som om den overvejede, om hun var værd at gå til angreb på. Den var nok lille, men dragers forsvarsinstinkt var veludviklet i en tidlig alder “Lad være at gøre nogen pludselige bevægelser.” Han talte højt, men roligt og tog ikke blikket fra ungen, der nu blev opmærksom på ham - og på at være fanget mellem to mennesker.

Det hele gik lidt stærkt, da ungen spyttede en slingrende stråle ild mod Pandora og porten, men det var nok afledning til at Murdoch kunne svinge sin tryllestav igen og indfange den lille drage, i en rødgul, magisk boble, der svævede en meters penge over jorden. Inde i boblen kæmpede ungen meget kort, før den ganske simpelt gik ud som et lys og ville blive ved at være det, til han brød besværgelsen igen.

[Pandora MacAlastair]

Pandora havde godt lært i undervisningen på Hogwarts, at man ikke skulle lave nogle pludselige bevægelser, når man stod overfor et farligt bæst. Og derfor var hun også indstillet på at blive stående, lige indtil drageungen valgte at spytte en ildstråle i hendes retning. Godt nok var det ikke som en fuldvoksens, men den var kraftig nok til, at hun måtte kaste sig lidt til den ene side, for at undgå ildstrålen.

Da hun løftede hovedet, havde Murdoch indkapslet drageungen i en magisk boble. En nede, en tilbage. Hun drejede hovedet for at se på ham, og sige noget, men hendes mund blev til en smal streg. Ikke på grund af ham. Panden blev rynket og hun løftede langsomt hånden op for at gøre tegn til at... En knurren bag Murdoch afslørede nok lidt, det hun var i gang med at fortælle ham.

[Murdoch MacFusty]

Murdoch sikrede sig besværgelsen holdt, før han vendte sig mod Pandora, klar til at få en forklaring på, hvorfor hun mente det havde været tvingende nødvendigt hun skulle blande sig i dragerne, mens de to kamphaner stadig var igang med at splitte verden og hinanden ad udenfor.

Han nåede dog ikke til mere end at åbne munden da han blev opmærksom på hendes blik og ansigtsudtryk. Han vidste hvad hun ville sige allerede før hun pegede og vendte sig ganske langsomt om mod den anden unge, der tydeligvis ikke var fan af sin svævende kammerat “Roolig.. du skal bare have en lur og så vågner du op et meget bedre sted end her.” Brummede han og tog et skridt frem. Dragen knurrede igen, men bakkede tilsvarende “Jeg ved godt du er forvirret og bange, så samarbejd lige et øjeblik.” Han slap ikke ungen med blikket da han forsigtigt fandt et stykke tørret kød frem fra en pose i bæltet, satte sig på hug og holdt det frem mod den lille drage.

[Pandora MacAlastair]

Pandora kunne mærke sit hjerte hamre i brystkassen. Under normale omstændigheder ville hun ikke have været alene fra AMER, en auror ville have været med, men de var kaldt ud til et andet sted. Hun var derfor hele tiden i alarmberedskab, og hun var oplært til, at man altid arbejdede i hold.

Hun så til mens Murdoch begyndte at tale til den ret utilfredse drage. Hun blandede sig ikke, men stod med sin tryllestav i hånden, klar til at bakke ham op, hvis der skulle ske noget. Kødstykket fangede tydeligvis dragens opmærksomhed, der ikke længere var på Pandora og hun bakkede derfor ganske langsomt tilbage og helt op ad ladens port. Hun så op mod loftet, der var lidt tilsløret i al røgen, og det begyndte at knirke og knage. Ilden havde godt fat og en bekymret panderynken viste sig hos hende. Hvis de ikke snart kom ud, ville laden styrte ned omkring ørerne på dem.