Casual night in

[Lynette Kendrick Cooper]

"Du behøver ikke lade som om du er uvenner med dejen," Bemærkede Lynette med et drillende smil, mens de stod der i James køkken og var i gang med madlavningen. Fordi hun efterhånden havde stiftet bekendtskab med hans forhold til Pizza, havde hun besluttet sig for at det var en nem introduktion til madlavning. Minimal bagning, kreativ topping. Det værste der kunne ske var vel egentlig bare, at den fik for meget i ovnen.

Selv var hun i gang med, at blande tomatsovs med noget olivenolie og krydderurter, men selvom hun havde uddelegeret æltningen af dejen til James, havde hun formået at få mel lidt overalt. På trøjen og lidt ved tindingen, da hun havde strøget nogle lokker væk fra ansigtet.

[James Sirius Potter]

James så op med et grin, men da han æltede videre, var bevægelserne lidt mindre.. energiske “Måske havde jeg noget jeg lige skulle have ud af systemet.” Forsvarede han sig spøgende “Jeg har på fornemmelsen dej ville være godt til at afreagere. Lidt som en sandsæk du kan spise bagefter.” Han var ikke meget bedre end hende når det kom til melet, men med en hvid t-shirt, var det ikke helt så tydeligt. Ikke på overkroppen i hvert fald. Hans sorte strømper og gulvet omkring hans fødder var en anden sag.

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette havde altid været langt mere indad-, end udadreagerende. Dette trods hun sagtens kunne få diverse følelser ud på scenen, hvis det virkelig galt. Derfor vidste hun næppe meget om sandsække, men grinede da også bare til hans sammenligning.

"Ja, men ælter du den for meget, bliver bunden næppe som dem på Tonys," Lød det fra hende i reference til stedet de havde spist sammen umiddelbart efter hun flyttede ind i komplekset. "Men det er nok heller ikke den kulinariske karriere du har planer om at trække dig tilbage til, når du er blevet for gammel til ligaen."

[James Sirius Potter]

James stoppede op et øjeblik, stadig med fingrene begravet i dej og så spekulativt fra Lynette til klumpen “Nej? Har det noget at sige hvor meget og hvordan den bliver æltet?” Blikket var en anelse fåret, men han havde aldrig lagt skjul på madlavning ikke var en af hans forcer “Skal det ikke bare være.. blandet sammen og så er det det?”

[Lynette Kendrick Cooper]

Der var noget over det fårede smil. Noget charmerende velnok. Lynette smilede da også bare af ham, men var på intet tidspunkt opsat på at bebrejde ham for hans manglende viden om noget så kedeligt som dej.

"Blandet sammen, men luftig," sagde hun så i stedet og skævede til massen, før hendes øjne landede mod hans igen. "Den ser god ud. Så skal den bare rulles ud. Har du en...?" Hun begyndte at åbne en af skufferne, men vidste nu ikke lige om James Sirius Potter lå inde med en kagerulle.

[James Sirius Potter]

James så vurderende ned på dejklumpen der omsluttede hans fingre “Og.. hvornår ved man om den er luftig? Lige nu føles den mest bare.. klistret.” Konstaterede han med et grin og så spørgende på hende, før det gik op for ham hvad hun ledte efter “En kagerulle? Nope.. så avanceret er jeg ikke.” Han så sigende på hende, uden anger af nogen slags og kneb øjnene overvejende sammen for et substitut “Jeg har en vinflaske?”

[Lynette Kendrick Cooper]

"Det skal vi nok få fixet med lidt mel på bordet," vurderede Lynette, selvom hun ikke huskede hvornår hun sidst havde lavet pizzadej eller om sidste gang overhovedet havde været den store succes.

Hun grinede dog, da han nævnte det med vinflasken, men hey. Hvis det virkede, så virkede det. "Jaerh? Det skal vi nok kunne arbejde med." Hun spredte melen ud på bordet, fingrene mod dejen og forsøgte bare at gøre den en kende mindre klistret.

[James Sirius Potter]

James rykkede lidt til siden da Lynette overtog, men stod stadig med hænderne klistret ind i dej, løftet i en lidt akavet stilling. Han åbnede munden for at sige noget før hun også stak fingrene i dejen, men nåede det ikke og kom i stedet til at grine “Uhm.. ja.. øjeblik.” Han gnubbede så meget dej af den ene hånd som ham kunne, før han rakte om efter sin tryllestav i baglommen og fik omtalte vinflaske til at svæve fra et af skabene og hen hvor Lynette kunne nå den.

Tryllestaven slap dog ikke helt for påklistret dej, men han lagde den fra sig på kanten af bordet uden at tage sig af det. Det var et problem til senere.

[Lynette Kendrick Cooper]

Okay, det var virkelig ikke det nemmeste at rulle ud, men det endte da med at ligne et-eller-andet. Der var til at lave to mellemstørrelses pizzaer og snart var de både blevet formet runde og iklædt tomatsovsen og topping. "Er det kun tomme vinflasker du ligger inde med, eller skal vi åbne en flaske til maden?" spurgte hun, så snart det hele var kommet i ovnen.

De så vel begge lidt herrens ud efter den rodede madlavning, men heldigvis krævede det ikke meget at rydde køkkenbordene op med et par svirp med staven.

[James Sirius Potter]

James havde fået dejen vasket af hænderne, men havde uforvarende givet sig selv en grå-hvid melstribe i det mørke hår, efter at have strøget håret væk fra ansigtet “Jeg har flere. Du kan få lov at vælge.” Han gjorde et kast med hovedet og gik foran ind i stuen og stoppede ved en samling flasker liggende i bunden af en reol. De fleste var nogen han havde fået fra sponsorer og lignende, men han havde aldrig klaget over at have et lager “Jeg drikker sjældent vin når jeg er herhjemme.” Konstaterede han og slog ud mod flaskerne.

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette fulgte søgeren ind i stuen og fik sat sig mere på hug for bedre at kunne udvælge én af flaskerne i bunden af reolen. "Nej, det er måske også lidt voldsomt at åbne en hel flaske til sig selv," vurderede hun så med en munter lyd. Hun var ikke selv den store kender, men endte med at tage en af flaskerne med rød.

Da hun rejste sig op igen, opdagede hun hvor tæt på James det egentlig efterlod hende. Og uden helt at forstå hvorfor hun ikke bare påpegede det, fejede hun blidt noget af melet ud af hans hår. Det var vildt blødt.

"Nåehm. To glas og så venter vi bare på ovnen," sagde hun med et skævt smil, selvom hun følte sig bare en smule åndeløs.

[James Sirius Potter]

James nikkede, selvom sandheden nok mere var, at han foretrak en kold øl hvis han fik lyst til alkohol i sin fritid “Også det.” Medgav han med et skævt smil og blev stående mens hun udvalgte en flaske og rejste sig igen.

Han ville have sagt mere, men før han nåede det, gled fingre gennem hans hår og hans bryn hævede sig lidt i mild overraskelse. Han trak sig ikke væk, men et øjeblik vidste han ikke helt hvad han skulle sige - meget ulig normalt. Han rømmede sig og nikkede igen “On it. Bare.. slå dig ned.” Opfordrede han med et nik mod sofaen, før han selv hentede to vinglas i køkkenet - og sin tryllestav, der stadig havde spor af dej. Det forhindrede den dog ikke i at virke, da han fik proppen til at forlade flasken, så han kunne hælde op i begge glas og selv dumpede ned i sofaen “Så.. skål?”

[Lynette Kendrick Cooper]

Måden James rømmede sig på, vidste hun umiddelbart ikke hvordan hun skulle tolke. De var naboer. Venner nok også, og nu hvor hun kendte så få i byen, var det måske endnu vigtigere at værne om sine relationer. Hun satte sig, som anvist, i sofaen og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med sig selv.
Før James da kom tilbage og hældte vin op til dem begge.

"Skål," medstemte hun før hun tog en tår. Vinen var fyldig og fik nok dæmpet noget af den nervøse stemning i hende. "Den er god," sagde hun så i mangel på bedre, uden at kunne sige noget som helst klogt om vinens noter eller hvad end hun havde været vant til at hendes ekskæreste gjorde under middage.

[James Sirius Potter]

James lod en mundfuld vin glide over tungen og videre ned “Den er der..” begyndte han, indså at det måske godt kunne lyde lidt arrogant og blødte op med et skævt smil “Jeg aner hat om vin, så.. “ indrømmede han og trak det ene ben op på sofahynden, så han endte lidt sidelæns med fronten mere mod hende “Men den smager i hvert fald ikke af sure sukker og eddike.”

[Lynette Kendrick Cooper]

Bemærkningen blødte med det samme stemningen op. Det var i hvert fald sådan Lynette havde det. Hun grinede så bare og pressede læberne blidt mod hinanden, for at fange resterne af vinen. "Det gør jeg virkelig heller ikke," erkendte hun så gerne, da hun ikke vidste meget andet end at der var gode og dårlige slags. Hvad der kendetegnede kategorierne anede hun ikke. Det var bare præference, uden hun overhovedet kunne sige om det skulle være tør vin eller sød vin, da hun havde smagt gode og dårlige af begge.

"Jeg kan godt lide dét kriterie for succes," Hun sendte ham et skævt smil.