For either way you choose, you cannot win

[Cora Greengrass]

Dagen efter Montague-Greengrass brylluppet

Cora vidste ikke præcist hvor længe der var gået siden Simon Montague havde forladt fløjen under påskud at opsøge Freddie og finde vielsesringen, hun havde efterladt. Der måtte være gået timer... Hun havde badet og klædt sig på i det stadig fremmede hus. Et hjem hun ikke engang havde sovet i endnu. Og alt hun kunne tænke på var om der var sket noget, men ikke med hendes husbond.

Efter at have ventet i fløjen, besluttede hun sig for at søge mod pejsen i stuen hun var kommet ind af for et par timer tilbage. Da hun trådte ind i stuen blev hun dog mødt af synet af Sophia Slughorn i en af møblerne, og da der blev etableret øjenkontakt var det for sent, at snige tilbage.

"Undskyld. Har du set Simon?"

[Sophia Slughorn]

Der var ikke mere end et par timer, til Sophia igen vende snuden hjemad, men for nu sad hun og ventede på Constantin. Tankerne kredsede stadig om Simon Montague. Om den knuste stav og det hyr, der havde været mellem ham og det unge Rosier-par.

Blikket var langt væk, opslugt af tanker, indtil hun fik øje på sin svigerinde og der var intet andet eller mere end høflig venlighed i hendes udtryk, da hun mødte hende.

"Det er ved at være noget tid siden," svarede hun, ærligt, men ikke videre informativt. "Hvad mangler du?"

[Cora Greengrass]

Der var noget køligt ved huset, men Cora vidste ikke om hendes opfattelse var præget. Desuden mødte Sophia hende med et snert af noget varmere. Venlighed.

"Ham," svarede hun så, af mangel på bedre. For det var vel sandt. Hun havde brug for at han var hér, så han ikke var hos Freddie eller ude og opsøge noget andet.

"Jeg ville bare tale med ham. Men han dukker sikkert op."

[Sophia Slughorn]

Sophia nikkede en enkelt gang, men havde ikke mere at sige. Selvom det var flere år siden, at hun havde skiftet efternavn til Slughorn, ville hendes loyalitet for evigt ligge hos Montague og Simon Montague lå over dem alle.

"Sæt dig hos mig," bad hun derfor i stedet for at dele mere.

[Cora Greengrass]

Cora vidste ikke hvad hun skulle tage sig til under det fremmede tag. Der sad vel en rådvildhed i hendes lemmer, som hun ikke vidste hvordan hun skulle ryste af sig. Nu hun følte sig mere og mere frakoblet fra sin egen familie, vidste hun dog, at hun måtte indfinde sig med den der havde taget hende ind.

Derfor satte hun sig snart som anvist i det bløde, uden helt at vide hvordan hun skulle starte en samtale med sin svigerinde.

[Sophia Slughorn]

Sophia betragtede hende lidt i forventning om, at Cora var moden nok til at starte en samtale. Men hun var ikke ældre end Simon Montague, hendes little one, så hun væbnede sig med tålmodighed. Hun slap en udånding, rettede sig mere op og studerede pigens ansigt.

"Du sov ikke hjemme i nat," konstaterede mere end spurgte hun. Tonen opfordrede dog til en form for forklaring.

[Cora Greengrass]

Lige der, tænkte Cora at det nok havde været bedre hvis hun selv havde startet et samtaleemne. For selvom dette næppe var uventet, havde hun håbet at det måske var en af de familier der lod som om ting ikke var hændt. Hun forsøgte dog at møde Sophias blik, selvom hun følte sig flov. Ikke fortrydende.

"Jeg var meget overvældet," sagde hun, ikke usandt. "Jeg beklager, at det skulle falde tilbage på jer. Det kunne være blevet håndteret meget bedre fra min side."

[Sophia Slughorn]

Sophia slap en dæmpet, forbeholden lyd, men tilføjede ikke mere. I stedet lænede hun sig tilbage og førte lidt af det lyse hår tilbage fra ansigtet uden at tage blikket fra Cora.

"Efter et par år på aurorkontoret, sluttede jeg mig til det lille hold af forhørere, der er i Ministeriet. Den eneste kvinde der, vidste du det?"

[Cora Greengrass]

Cora vidste det godt. Selvfølgelig gjorde hun det, men alligevel var der noget ved påmindelsen der gav hende lyst til at pille ved sine egne, velplejede fingernegle, nu hvor hænderne lå i skødet. Det krævede en del af lade være. Hun nikkede.

"Er det her et forhør?" spurgte hun så og forsøgte sig med et lille smil.

[Sophia Slughorn]

Sophia svarede ikke med det samme, men betragtede i stedet pigen med tålmodighed. Et simpelt, men effektivt træk, hun havde lært fra sit arbejde. Og alligevel rystede hun let på hovedet.

"Jeg tager ikke mit arbejde med hjem," forsikrede hun hende, men fortsatte på trods: "Men der er vaner, der er svære at fralægge sig. Som at have staven tæt ved hånden." Tonen var opremsende, men blev atter målrettet, da hun fortsatte. "Eller at genkende en løgner."

[Cora Greengrass]

En løgner. Cora forsøgte at holde sig tæt på sandheden og var da beklagelig over, at noget skulle gå ud over Simons familie, selvom det samme ikke kunne siges om Simon selv.

"Jeg var overvældet," slog hun roligt fast, selvom noget ved situationen mindede hende om nogle af konfrontationerne med Alissa, hvor hun var blevet fanget i en løgn. Selvom Sophias tilgang var en anden.

"Jeg havde behov for at komme væk."

[Sophia Slughorn]

Sophia betvivlede ikke sandheden i Coras ord, men det ændrede ikke på, at det ikke var svar på det, hun gerne ville vide. Hun rystede lidt på hovedet og hævede den ene hånd som for at afbryde, før der kom flere vage halve sandheder.

"Jeg kalder dig ikke en løgner, Cora," forsikrede hun hende roligt. "Tag en kop te." Hun ventede ikke på, at hun skulle svare, men fik med en blød håndbevægelse en kop til at svæve ned foran Cora, mens tekanden kom i position til at fylde den.

"Vi kan alle have behov for at komme væk."

[Cora Greengrass]

Skuldrene sænkede sig ved de rolige ord. Måske havde hun læst ind i det. Alligevel havde bemærkningerne forinden ledt mod én konklusion, hvortil Cora ikke vidste om hun kunne aflede andre. Det var dog ikke Sophia, men Simon der havde behandlet hende skidt og derfor tog hun den fyldte kop ved hanken. Brugte tid på at samle sig og diskret puste den værste varme væk fra overfladen.

"Ja," medstemte hun sagte, før et spørgsmål pressede sig på. Men i lyset af Simons tidligere, længere fravær, var det måske ikke så underligt: "Tror du det er det han har nu? Brug for at komme væk?"

[Sophia Slughorn]

Der gik et par langtrukne øjeblikke, hvor Sophia betragtede Cora. Så hævede hun lige så langsomt koppen til sine læber og tog en tår. Blikket fandt tilbage til svigerinden, men det var uden intentioner om at røbe noget om Simon eller hans foretagender.

"Kunne du klandre ham, var det tilfældet?"

[Cora Greengrass]

Selvom Cora godt kunne klantre Simon for at stikke af, nu han havde gjort det før brylluppet i dagevis, og hun kun havde været væk én nat, var det bryllupsnatten der var tale om. Hun var stukket af fra sin ægtefælle og var opvokset i et kulturelt fællesskab hvor det var temmelig skandaløst.

"Nej," svarede hun så og tog en tår fra koppen, før hun lod hænderne om den sænkes ned mod skødet. "Jeg ved godt, at han ikke bryder sig voldsomt om mig." Hvis overhovedet.