I've been thinking about you; Do you think about me still?

[Millicent Flint]

Millicent smilede svagt for at lade Ambrose se sin værdsættelse af, at han lod det glide. De kendte trodsalt hinanden for godt til at gøre sig nogen forhåbninger om, at han ikke kunne gennemskue hende.

De tog en sidste og fulgtes til opholdsstuen efterfølgende. Der var rigeligt at tale om med opgaver og undervisning. Juleplaner og spørgen ind til hinandens familier.

Det blev ikke sidste gang, de så hinanden over de næste måneder. Faktisk blev det efterhånden næsten en vane, at hun blev sammen med ham efter musik. Denne eftermiddag var ingen undtagelse og hun stod og pillede ved sine mørke spidser.

"Glæder du dig til ferien?" spurgte hun med oprigtig interesse, selvom den ikke var overstrømmende. Fingrene faldt og blikket blev hævet. Fandt Ambrose.

[Ambrose Macnair]

Det var heldigvis blevet til mere end lige nu, men Ambrose kunne nemt overbevise sig selv om, i bagklogskabens lys, at han ikke var overrasket. Tegrumset til spådom havde heller ikke fortalt ham andet, selvom han også vidste, at de ikke altid rummede hele sandheden.

"Mhm," svarede han uden at være voldsomt uddybende, mens han samlede nogle af nodernearkene sammen. Øjnene flakkede mod hende og hendes fingres berøring af mørke lokker.

"Men jeg vil savne at spille med dig."

[Millicent Flint]

Millicent havde brugt spørgsmålet til at tage tilløb til at drive netop de ord, Ambrose ytrede nu. Det var ikke noget at smile af, til det var det alt for kompliceret, men hun fandt alligevel, at mundvigene søgte opad.

"Mh," lød det fra hende, muligvis i enighed. Hun tog en indånding. "Jeg kunne komme hjem til dig i ferien. For at spille sammen, selvfølgelig."

[Ambrose Macnair]

Ambrose var temmelig overrasket over hendes ord, selvom det kun viste sig i en kortvarig trækning omkring brynene. Senere omkring mundvigene. Millicent havde ikke været hos ham siden før hans mors død. Lige efter, i den korte periode før de gled fra hinanden, havde det været for omvæltende at have nogen i dé omgivelser.

"Det synes jeg lyder som en rigtig god plan," sagde han så og mente det. Engang havde de tilbragt mange timer sammen ved klaveret i stuen.

"Du er velkommen."

[Millicent Flint]

Svaret var ikke for alvor nogen overraskelse, men Millicent værdsatte det alligevel. Hun sendte ham et lille smil og nikkede.

"Tak," svarede hun. "Selvom vi alle ved, at min tilstedeværelse i huset øger risikoen for en løftet pegefinger vores retning."

[Ambrose Macnair]

Svaret muntrede ham, men rammerne i hans hjem havde kun løsnet sig yderligere efter morens bortgang. Selv før den, havde hans forældre aldrig givet Ambrose synderlig mange konsekvenser for dårligt adfærd.

"Det tror jeg ikke du skal bekymre dig om," fortalte han hende så med et blødt smil. "Min far har droppet at opdrage på mig i hvert fald."

[Millicent Flint]

Millicent vidste godt, at ingen af dem kom fra strenge hjem eller forældre. Det var først, da hun havde valgt at sætte sig imod de grundlæggende principper for deres slags, at forældrene havde reageret - og selv der havde det været med larmende tavshed.

"Jamen så er vi jo safe," svarede hun med et træk i mundvigen.

[Ambrose Macnair]

"Intet mindre," Ambrose sendte hende et sigende blik, ganske tilfreds med, at kunne invitere hende ind i hjemmet igen, selvom det nok også ville bringe gamle minder med sig. Han håbede dog, at de yderligere kunne finde hinanden gennem dem.

"Selvom jeg tvivler på, at selv med strenge forældre, ville man få en løftet pegefinger ved klaverspil alene." For det havde været hendes sagte grund til at besøge ham. Men de vidste måske begge, at der kunne opstå samtaler og øjeblikke i fraværet på musik. Hvis allerede i klasseværelset, hvad så med i ejendommen?

[Millicent Flint]

Før påsken havde Millicent aldrig ville så meget som overveje at komme Ambrose så nær. Alene tanken om at befinde sig i Macnair-residensen var nok til at få hårene til at stritte. Men nu ... Ja, nu smilede hun til ham og så måske endda frem til det.

"Jamen så skal jeg nok efterlade smøgerne derhjemme," bemærkede hun med et glimt i øjet.

[Ambrose Macnair]

"Nej," lød det fra Ambrose, hvis øjne øjne syntes at gnistre ligeså meget som Millicents i dét øjeblik. "Tag lige det med, som du ønsker. Du skal ikke have forbehold for min skyld. Især ikke min fars." Mundvigen sitrede.

Tanken om at dele øjeblikke sammen i hjemmet var latterligt tiltalende. Gjorde ham måske også mere utålmodig efter ferien.

[Millicent Flint]

Millicent kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde set dét udtryk i Ambroses øjne og selv da, mistænkte hun, havde det ikke været helt det samme. Mundvigene vippede fornøjet, før hun fugtede læberne.

"Det lyder godt."

[Ambrose Macnair]

"Godt," Gentog han, nærmest for at forsegle aftalen, før han foreslog, at de slog nogle akkorder an og fik spillet noget musik.

Sangen, i månedens anledning, blev en af de ældre, magiske julesange.

Lukket.