The greatest gift was not wrapped in a bow

[Kiaan Patil-Fawley]

Ting var gået langt bedre end Kiaan kunne have håbet på. Det var lykkedes ham at finde en - nogenlunde god - balance mellem sin lærlingeplads i Obliviatorkontoret, familielivet og tiden med Olive O'Neal. De havde da allerede formået at mødes over nogle weekender i Hogsmeade, og stemningen mellem ham og Olive var kun blevet bedre. Ikke nok til at han havde spurgt nærmere ind til hvad de var endnu, men nok til at de da havde gået hånd i hånd og udvekslet flere kys med hinanden. Og nok til at Olive havde inviteret ham til at tilbringe juleferien sammen med hende.

Det var da også derfor han tidligere den dag havde transferet sig til huset i Westport i Irland, og de havde allerede tilbragt det meste af dagen med den klassiske julehygge, da han fandt Olives hånd i sin igen og de kunne trække sig lidt væk fra resten af familien.

"Havde du så en god jul?" spurgte han varmt.

[Olive O'Neal]

Fra forbehold til forhold havde der ikke været mere end be, der maste sig ind. Sådan havde Olive i hvert fald set det, da hun havde inviteret Kiaan hjem til sig i juleferien. At det skulle være i juledagene havde været hendes fars idé, men da de havde trukket sig til hendes værelse (og smidt Conor ud), var hun ikke helt imod konceptet.

"Jeg har ingen klager," svarede hun med et træk på smilebåndet og gav hans hånd et klem. "Mere nysgerrig på, om du har."

[Kiaan Patil-Fawley]

Det lille klem blev mødt af Kiaans eget, og smilet voksede en smule på hans læber.

"Den er i hvert fald lige blevet en smule bedre." kunne han fortælle. Ikke at han som sådan havde haft nogle klager over sin egen julefejring, men han havde da helt klart set frem til at kunne tage turen hjem til hende. Faktisk havde det nok distraheret ham ret meget over selve juleaften.

"Jeg har savnet dig. Har jeg fået nævnt det siden jeg kom?" Der havde ikke rigtig været mulighed for at tale med hende på tomandshånd siden han var kommet - især med hendes lillebror, som stadig kunne finde på at hænge ham rundt om benet så snart han så ham.

[Olive O'Neal]

"Jeg regnede det ud," svarede Olive med et grin. "Du ligner én, der har sovet med en tøjbøjle i munden." Ikke, at hun troede, hun selv så meget anderledes ud; Hun havde trods alt også savnet ham, selvom hun aldrig var overstrømmende på det område.

"Conor er også glad for, at du er her. Han har snakket om dig, lige siden det blev aftalt." Eller lige siden hendes far og papmor havde lokket hende i baghold og foreslået, at han da selvfølgelig skulle inviteres tilbage ind i varmen med stil. Bare, så han ikke følte, at han ikke var velkommen efter bruddet (ikke, at hendes mor var helt enig i den filosofi - hvorfor de ikke var hos hende).

[Kiaan Patil-Fawley]

"Han har sikkert bare håbet på at jeg ville give ham mere højlydt legetøj." indskød han spøgefuldt. Det havde i hvert fald været en sikker vinder - i hvert fald for Connor - da Kiaan havde givet ham et legetøj af en muggler-brandbil med sirener og lyd. Han havde ikke spurgt ind til hvordan legetøjet var faldet i smag efter juleferien. Dette år havde han gået en smule mere harmløst til værks og havde taget noget med, der ikke var lyd i.

"Er det så kun din lillebror som er glad for at jeg er her?" spurgte han drillende, mens han trak hende tættere på sig så han kunne lægge armene en smule om hende.

[Olive O'Neal]

"Aisling værdsætter det, desuden," indskød Olive med en munter lyd, men bestemt sandfærdigt. Conor havde mere end rigeligt legetøj, der sagde lyd. Uanset, at han efterhånden var ved at være lidt for gammel til den mængde, han havde samlet sig gennem flere julemorgener og fødselsdage.

"Jeg tror da også, mine forældre er glade for at se dig." Hun lænede sig ind mod ham og nev ham blødt i maven, før hun drilsk fortsatte. "Og jeg er vel også ok med det."

[Kiaan Patil-Fawley]

En munter lyd kom fra ham, lige så meget fra de drillende bemærkninger som hendes bløde niv i hans mave.

"'Ok med det', eh?" kom det drillende tilbage, mens hans hænder krydsede sig omkring Olives lænd. "Det lyder som om jeg stadig har lidt arbejde foran mig, før du bliver mere end bare okay med det." Og med nok en munter lyd lænede han sig frem, så han lige kunne nå hendes læber i et blødt kys. "Hvad så nu?"

[Olive O'Neal]

Det var nok temmelig paradoksalt, hvordan Olive havde inviteret Kiaan til jul, selvom de ikke (endnu) var kærester. Selvom hun ikke (endnu) selv opsøgte kys. Men hun gengældte det bløde og temmelig uskyldige af slagsen, der gav liv til et skævt smil.

“Du er på rette vej,” informerede hun ham og skulle lige til selv at være den, der lænede sig ind til det, da Conor flåede hendes dør åben. Hun greb en pude og smed den efter ham med et: “Skrid, Conor,” der selvfølgelig kun blev fulgt af brok fra drengen og et: “Jeg siger det til mooooooor.” Hun ignorerede ham og så på Kiaan.

“Har du lyst til at gå en tur?”

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var ikke ubevidst at Kiaan ikke havde startet nogen samtale for at definere hvad de var lige nu. Efter alle de gange han havde fucket tingene op mellem dem, var det ikke i hans ret at have nogen forventninger. I stedet havde han bare forsøgt at nyde tiden med Olive, i håbet om at det ville være hende, der på et tidspunkt ville tage det op.

Og netop som det lignede at hun selv ville søge et nyt kys fra ham - og han kun lige nåede at læne sig frem mod hende - brød hendes lillebror ind. Bogstavelig talt. Han endte også med at have et halvt opgivet smil på læberne og nikkede til hendes forslag.

"Det lyder godt."

Da de kunne træde ud i decemberkulden var det godt pakket ind, men Kiaan syntes stadig han havde mest varme fra hånden, som havde fundet vej til Olives.

"Hvordan har du det så med at skulle have dit sidste semester efter ferien?"

[Olive O'Neal]

Det var en kold aften, men det var kun en undskyldning for at gå lidt tættere på Kiaan. Olive kunne ikke bringe sig til at være ærgerlig over det. I stedet flettede hun de behandskede fingre ind mellem hans.

"Meget splittet," indrømmede hun. "Det virker, som om alle andre ved, hvad de skal efter skolen." Imens havde hun aldrig rigtigt fundet sin plads i den magiske verden.

[Kiaan Patil-Fawley]

"Mmh?" kom det spørgende fra ham, mens han betragtede hende nysgerrigt. Det var ikke rigtig nogen overraskelse for ham, at Olive ikke havde nogen fremtidsplaner indenfor den magiske verden. I al den tid han havde kendt hende havde hun ikke lagt skjul på hvor håbløs bagud - og til tider baglæns - hun mente troldmandsverdenen var.

"Der er ingen der siger at du skal vide det endnu." forsøgte han. "Er det ikke en rimelig normal ting for mugglere? Det dér med at tage et friår eller to for at finde ud af den slags?" Tonen var oprigtig nysgerrig. Alt imens fingrene havde fundet sig til rette med hendes imellem sig, så han kunne give hendes hånd et blødt klem.

[Olive O'Neal]

Der var mange, der sagde, at hun skulle vide det allerede. Professorerne skummede stress-stemningen op blandt dem og havde fået mere end én til at besøge hospitalsfløjen for at få noget beroligende. Olive var tavs lidt og trak så på den ene skulder.

"Tjoh, det er det vel," medgav hun. "Men jeg ved ikke, om et år kommer til at gøre forskellen." Der var trods alt risikoen for, at hun blot ville føle sig endnu mere løsrevet fra den magiske verden efterfølgende.

[Kiaan Patil-Fawley]

På mange måder ville Kiaan argumentere for at der kunne ske mange forandringer på et enkelt år. Hvor mange gange havde ét år ikke været fulde af forandringer mellem ham og hende? Men han vidste hvad hun mente, og nikkede blot forstående.

"Jeg ville ønske jeg kunne komme med et godt råd." endte han med at sige, og stoppede lidt op. Stadig med hendes hånd i sin, gav han den nok et blødt klem gennem lagene af handsker. "Men hvis det er noget du tænker meget over, kan du altid tale med mig om det. Det håber jeg, du ved."

[Olive O'Neal]

Olive vidste ikke helt, om hun havde lyst til at tale om det. Helst ville hun bare fortsætte sit liv, skatende gennem korridorerne omringet af venner. Så hun fakede et skævt smil.

"Lad os snakke om noget andet end skolen, okay? Jeg er uanset også mere spændt på, hvordan dine første tre-fire måneder i ministeriet har været."

[Kiaan Patil-Fawley]

Smilet fik en beklagende kant, og han nikkede enigt. Både fordi emnet måske ikke var det mest spændende, og fordi det gik op for ham at hun måske fandt emnet pressende.

"Det går fremad." begyndte han, og begyndte igen at gå sammen med hende. "Jeg tror endda min mentor begynder at stole på mig. I hvert fald nok til at hun ikke mikro-manager alt jeg laver på arbejde." Ikke at han ikke værdsatte at Callista Runcorn holdt øje med hans arbejde i begyndelsen - og hun havde da også hindret ham i at lave fejl i sit papirarbejde mere end én gang. Men det havde været en mestringsfølelse da hun var stoppet med at læse ham over skulderen. "Så jeg tror, det går den rigtige vej."