And the last known survivor stalks her prey in the night

[Laurie Sprucewielder]

Laurie nåede ikke engang at gribe fat om foden for at fjerne den, før hun blev skubbet hårdt tilbage af den. Det sendte hende lige tilbage i gulvet igen, og hun kunne mærke hvor foden havde trykket til.

"Det er dig der trækker det ud," svarede hun og lød næsten forpustet.

[Baylea Burke]

"Jeg stiller klare, simple spørgsmål," rettede Baylea hende, denne gang utålmodigt. Selvom hun nød lakrids, blev hun hurtigt træt af for meget af det. Sådan var det også med at plage Laurie. Nu var det bare en pligt.

"Og du nægter at besvare dem. Bare giv mig navnet."

[Laurie Sprucewielder]

"Hvorfor spørger du mig ikke også bare, om jeg kan give dig en tidsvender og Merlins egen hat, hm? Nu du alligevel er i gang med, at bede mig om umulige ting."

Måske lå Laurie og var temmelig ynkelig på stengulvet i sit håndklæde, men hun havde ikke brugt hele sin barndom på at se op til forbilleder som Harry Potter, uden at have groet et stædigt modstandsgen, når det handlede om folk som Baylea Burke.

Begge hænder blev sat i gulvet denne gang, da hun gav sig selv et skub for at komme op.

[Baylea Burke]

Baylea kunne ikke holde sig fra at himle med øjnene over pigens malplacerede trods. Det var trods alt hende selv, der havde konspireret med en anden tåbe for at efterlade skrald i ikke kun hendes, men også Alfies seng. Så hun fik ikke tilladelse til at komme op. I stedet svang Baylea staven, så en usynlig kraft blev sendt mod Laurie for igen at få hende tilbage på gulvet.

“Din modstand er ikke kun ynkelig og barnagtig, den er også tåbelig. Fortæl mig, hvad jeg vil vide nu, mens jeg spørger pænt.” Hun holdt staven advarende. “For jeg skal nok finde ud af det.”

[Laurie Sprucewielder]

Kraften fra Bayleas stav slog effektivt pusten ud af hende, da hun ramte gulvet igen. Men det var svært at udlevere et navn på nogen, der muligvis havde gjort noget, som Laurie ikke anede noget om. På sammen måde som det var svært at finde på en effektivt løgn, der ville sende Baylea videre.

Laurie krøllede kanten af håndklædet sammen i hånden, imens blikket var rettet mod den truende stav og dens psykotiske ejer.

"Okay." Indvilligede hun. "Okay, du får navnet." Tankerne ræsede rundt for at finde en syndebuk, som hun ikke ville få dårlig samvittighed over at udlevere. "Men jeg tager tøj på først." Endnu engang satte hun hænderne i gulvet, for at skubbe sig op.

[Baylea Burke]

Sukket, der forlod Baylea, var næsten opgivende. Som en voksen, der har prøvet at få et lille barn til at forstå et simpelt budskab igen og igen, udelukkende for at blive mødt af præcis samme tåbelighed igen.

Hun bukkede sig lidt ned og satte staven mod gulvet. Stengulvet hævede sig gradvist, som var det en bølge, indtil det nåede Lauries hænder og langsomt opslugte dem som kviksand, der ikke slap igen.

"Jeg tror, du glemmer, hvem der bestemmer her."

[Laurie Sprucewielder]

Baylea Burke kunne sukke ligeså højt og længe hun ville, Laurie skulle nok komme på benene og finde sin stav, så hun snart kunne sparke psykopaten ud herfra!

Endnu engang nåede hun dog ikke langt, før Baylea satte en stopper for hendes planer. Og meget effektivt. Laurie's hænder sank i hvert fald kun dybere ned i gulvet da hun gav et ryk for at komme fri. Fuck!

"Burke din- Du bestemmer ikke en skid, bare fordi du render rundt med et polerede badge og en klam attitude! Vil du have et navn?" Laurie bed tænderne sammen, og prøvede at komme i tanke om et par røvhuller hun kendte. Folk, som Baylea allerede hang ud med.

"Fint, så får du navne: Ambrose Macnair og Cierán Bennion!" En løve og en ørn. Hvad end Beylea beskyldte hende for, kunne det måske dækkes ind af nogle fra egene kollegier. "Så måske kan du ikke stole på dem du tror du kan stole på!"

[Baylea Burke]

Baylea kastede et køligt blik på pigen, før hun tog et skridt frem og sparkede hende i siden, så den blankpolerede sko endte i hendes mave. Så trådte hun igen et skridt bagud og rettede skoleuniformen uden at se på hende.

"Så er det sådan, det må være," sukkede hun opgivende og rettede sin stav mod pigens tøj. Ilden startede som en gennemsigtig røg, før flammerne gav sig til at fortære dem. Hun satte sig på hug foran Laurie og fulgte det med blikket.

[Laurie Sprucewielder]

Laurie var ingen delikat nelikke, og hun kunne godt tage imod slag. Men et spark i siden var alligevel mere end hun kunne holde til, som hun lå dér på stengulvet i sit håndklæde. Hænderne holdt hende fast på stedet, uden at hun kunne tage dem op for at beskytte sig. Lyden der forlod hende var en punkteret lyd af smerte, og hun mærkede øjnene blive fugtige imens lungerne hostede efter at få trukket den luft ind, som var blevet sparket ud.

Hun ænsede knapt hvad Baylea nu rettede staven imod, før flammerne allerede var i gang med at fortære hendes tøj.

"Stop." Bad hun ynkeligt, forpustet. Ikke hendes stolteste øjeblik.

[Baylea Burke]

Et lille smil strejfede hendes læber, uden det nogensinde nåede øjnene. Men Baylea lyttede til den usle bøn. I det mindste vidnede det om, at blandingsblodet havde indset, hvor utilstrækkelig hun var. Med den vished gik hun på hug og studerede pigen lidt, mens hun halsede efter vejret.

"Næste gang vi ses, så har du et navn til mig," informerede hun pigen, før hun rettede sig op igen. Staven blev stukket tilbage i ærmet, mens Lauries stav blev kastet ud ad vinduet. Hun kastede et sidste blik på løven og forlod så badeværelset uden at se sig tilbage.

luk?