Hvad vi ikke ved

[Laurie Sprucewielder]

Krypten var muligvis kold, fugtig og mørk. Men sådan var det efterhånden også snart udenfor, så det var ikke som om sommeren, hvor man længtes efter at komme ud og få luft. Kom man i god tid, kunne man endda sikre sig en bordplads langt fra væggene, og så var det næsten hyggeligt. Professor Cedrella Ogden var helt klart også en af de gode.

Men prikken over i'et, var en god ven som bordmakker. Laurie hakkede det sidste af flagermusvingerne, inden hun sendte et blik mod Maighread MacFusty .

"Tror du det her er godt? Eller skal de være mindre?"

[Maighread MacFusty]

Med et udtryk af ren koncentration rørte Mags rundt i gryden, mens hun talte i hovedet. Møjsommeligt blev skeen sat til at hvile mod grydens side, før hun gik tilbage til at presse biller.

"Hvad sagde opskriften, fintskåret?" spurgte hun og kastede et blik mod den opslåede bog uden selv at være tæt nok til at læse.

[Laurie Sprucewielder]

Laurie ville virkelig gerne være god til eleksir. Men hun måtte nok erkende, at hun ikke havde hverken tålmodigheden eller grundigheden, uanset at hun prøvede. Men hun fangede da bogen og skimmede opskriften til hun fandt den beskrivelse hun ledte efter.

"Ja. Ja, fintskåret, men det er vel relativt?" Tonen var undrende, mere end dømmende imens blikket rettede sig spørgende mod Mags igen. "Hvad synes du? Er de fintskåret?"

[Maighread MacFusty]

"Aye," istemte Mags uden tøven. Hun delte venindens udfordringer i faget, men begræd det ikke.

"Det er fint. Bare los dem i."

[Laurie Sprucewielder]

Laurie løftede skærebrættet, klar til at skubbe hele skidtet i kedlen med bagsiden af kniven. Hun tøvede dog et øjeblik, og sendte et blik mod bordet bag dem. De var bare et helt andet sted, så hun tog mentalt tilløb og udførte gerningen.

. . .

Umiddelbart lod det til at være fint. Der kom i hvert fald ingen uventede dampe og der lod til at være en korrekt mængde bobler i væsken. 'Nok til at dække overfladen, uden at koge over', som professor Yaxley havde sagt.

Laruies smil blev bredt igen, "se det gik da fint!"

[Maighread MacFusty]

Mags så sig ikke omkring eller orienterede sig på anden vis. Hun pressede bare billeøjne som var der ingen morgenmad, indtil Laurie tilkaldte hendes blik.

"Perfekt," erklærede hun og flyttede kniven lidt. "Tror du, det her er nok?"

[Laurie Sprucewielder]

Det første ord fik Laurie til at sænke skuldrende bekymringsfrit, men de efterfølgende fik hende til at rynke brynene og sende Mags et blik.

"Nok? Vejede du dem ikke inden du gav mig dem?"

[Maighread MacFusty]

"Veje dem?" gentog Mags og blikket flakkede i retningen af David Smith, der selv var i gang med sin eliksir. Men snart var blikket atter hos Laurie.

"Smith sagde en håndfuld."

[Laurie Sprucewielder]

"Smith?" Gentog Laurie lavmeldt, men bestemt ikke i et optimistisk toneleje. Bliket flakkede mod den irriterende kollegianer.

"Man kan ikke stole på noget som helst der kommer ud af hans mund, Mags!" Og med de ord, var hun allerede i gang med at skimme bogen igen. Hun håbede virkelig at der stod 'en håndfuld', og at fjolset ikke havde pranket dem.

[Maighread MacFusty]

"Jeg synes, han virker meget ærlig. Lidt for ærlig at og til. Eller i hvert fald bramfri," svarede Mags ærligt og uden selv at lede panisk efter noget. Det ville trods alt heller ikke være det værste, hvis eliksiren ikke blev perfekt.

Blikket havde dvælet ved David Smith, men drev nu tilbage. Forhåbentlig uden han havde set det. Opmærksomt studerede hun Laurie.

"Jeg troede, I var venner?"

[Laurie Sprucewielder]

Laurie fnøs og selvom hun gerne ville lave eliksiren ordenligt, fandt hun alligevel id til at se op fra bogen og smile til Mags med et løftet bryn.

"Venner med Smith? Så hellere stikke tungen i øret på en våd rotte." Jo, måske delte de nogen af de samme holdninger til fuldblodstosserne, men det gjorde dem bestemt ikke til venner.

[Maighread MacFusty]

Det var ikke første gang, det slog Mags, hvor uansvarligt det havde været at bryde ind i Ravenclaws tårn, men det var først nu, at hun havde det fulde billede. Hun klarede halsen og havde glemt alt om eliksiren.

"Han er da ikke så slem," forsøgte hun, om det var for at overbevise Laurie eller den nagende fornemmelse i mellemgulvet, vidste hun ikke.

[Laurie Sprucewielder]

"Nå ikke? Så kan du da få lov at være venner med ham," svarede hun som var det en trussel i sig selv, selvom det blev sagt med et smil om læben. Hun sendte et hurtigt blik rundt igen, inden hun rykkede tættere på veninden og sænkede stemmen til en hvisken.

"Den anden dag opdagede jeg ham alene i et klasselokale, hvor han lå og snakkede om at røre ved sine..." Hun løftede et sigende bryn, inden hun sænkede stemmen endnu mere. "Sin kugler, Mags."

Hun rettede sig op igen. "Han er klam."

[Maighread MacFusty]

Et højt grin forlod hende og Mags måtte lægge hånden over munden for at dæmpe de efterfølgende grynt. Hun prøvede at se nogenlunde samvittighedsfuld ud, da professoren sendte hende et strengt blik.

"Seriøst? Jeg burde nok ikke være overrasket. Han er helt fucked," fortsatte hun uforstyrret øjeblikket efter. "Men det er da også lidt morsomt."

[Laurie Sprucewielder]

"Hm," svarede hun ganske kort og med et skuldertræk. Det havde ikke været særlig morsomt i situationen.

Men, "det er sjovere når man har nogen, at grine af det sammen med." Indrømmede hun og understregede det med et bredt smil. Flagermusevinger og potentielt ødelagt eliksir glemt.