Good morning, dear husband

[Simon Montague]

Forventninger?
Simon kunne ikke modstå impulsen til fysisk at kigge ned, for at se, hvilken hellige kasse Cora mon stod på, siden hun følte sig så berettiget til at afkræve forventningsafstemninger.
Simon så kun gulv. Og det jammerlige tøj, da han langsomt løftede ansigtet til hendes igen.

Hendes sætning blev mødt med tomhed. Hvordan kunne det andet?
Han kunne lugte røgen.

”Vask ham af, Cora. Du er beskidt.”

[Cora Greengrass]

Cora mærkede hans blik over sig. Den kølige vurdering af hendes præsentation af sig selv, før deres øjne kolliderede. Der var intet i øjenkontakten der fik hende til at føle sig mindre klemt. Tværtimod, intensiveres følelsen kun ved hans ord.

Der gik et par sekunder, før hun fulgte befalingen, udelukkende for at komme væk fra ham. Hun låste sig inde i badeværelset, tilstødende til deres fælles soveværelse, og lod vandet løbe i noget tid, før hun overhovedet gik i et længere bad. Ikke for at vaske nogen af, men nærmere for at få al den tid væk fra Simon som muligt.

Øjnene var lettere hævet efter badet, men hun havde ikke grædt. Ikke i dag i hvert fald, og hun håbede at det vedblev sådan, da hun begyndte at klæde sig på i soveværelset. Tøjet hang ved siden af Simons i skabet og alt ved det, gav hende kvalme.

[Simon Montague]

Simon blev i den lille stue.
Han hørte lyden af vand, da Cora gik i bad. Huskede vandet i den store sø, da de var plasket derud. Huskede vandet der havde samlet sig i dråber om en hage, om det yderste af et par øjenvipper.
Det var dengang.

Det her er nu.

Simon registrerede lyden af vand stoppe.
Det ændrede ikke noget. Det var kun vand. Havde kun været vand. Den slags som kommer ud af brusehoveder og transporteres i rør.

[Cora Greengrass]

Cora fik klædt sig på, men måtte virkelig tvinge sig selv ud af soveværelset. At barrikadere sig derinde var temmelig fristende, men næppe en langsigtet plan.

Snart måtte hun hive op i sig selv og gå ind i stuen. Hun tog plads i et af møblerne og vendte langsomt blikket mod Simon. Hendes husbond... Klumpen i halsen blev større.

"Vi har sagt ja til hinanden," begyndte hun så, selvom hendes ja nærmere havde været baglandets, og under forudsætning af hans. "Vi må finde ud af at leve med det valg."

[Simon Montague]

Var det fordi det blev nemmere? Det var det vel.
Simon tænkte i hvert fald ikke nær så meget på det der var, det som havde været, så snart Cora var synlig for ham. Ikke fordi Cora selv var beroligende (nyvasket eller ej) men hendes tydelige ubehag, reaktionerne som viste sig så klart i hendes ansigt og kropsholdning når Simon snakkede – som blæk på lyst pergament - var, ja, det var, nemmere. Gjorde det nemmere.

Simon blev stående.
”Og hvordan skal vi kunne det?”

[Cora Greengrass]

Der var sikkert et hav af bryllupsgaver der ventede på, at blive pakket ud af dem, men det eneste Cora ønskede sig, var at finde en eller anden form for lyspunkt i situationen. Simon skuffede hende dog ret hurtigt, med ikke at sætte sig. Dernæst med, at give hende et spørgsmål i stedet for en handleplan.

"Vi må vel lægge hvad der er hændt, bag os," sagde hun, selvom tanken gjorde hende kvalm. Hun havde, til brylluppet, afsløret sin forventning om at han skulle undskylde for sin opførsel. Men Simon var og blev en kølig mur. 

[Simon Montague]

Simon gjorde ikke meget for at indvie Cora i, hvad han tænkte.
Betragtede hende blot med et klassisk elitært udtryk. Kølige øjne, der stemte godt overens med den forretningslignende tilgang Cora havde lagt for det unge ægteskab; klare linjer, ordentlige aftaler, frisk start med overflod af distance.

”Og derefter, hvad?” Tonen forblev neutral, men ikke fuldkommen uinteresseret i at finde ud af, hvordan hun havde tænkt sig at redde et ægteskab, hvis helligste symbol hun havde forlagt hos en elsker.

[Cora Greengrass]

Cora forsøgte, at møde ham et eller andet sted. Selv hvis det var ingenmandsland. Alligevel blev han ved med sine hv-spørgsmål og ærligt, vidste hun ikke hvorfor hun skulle forsøge at tale med ham om noget som helst, når han virkede så tom. Ligeglad.

"Jeg er ikke Seer, Simon," sagde hun, stemmen måske en kende skarpere nu, selvom ordene snart blev ledsaget af et frustreret suk.

[Simon Montague]

Tommelfingeren gled ubevidst over ringes glatpolerede overflade. Følelsen var ham stadig ny og fremmed.
Skarpheden nåede ham, fik hovedet til diskret at nikke. Han havde også nikket, da han havde sagt ja. Dengang han, flere verdener siden, havde lovet at vie sig til et liv med Cora, i medgang og modgang.
Han havde gentaget det for sig selv, da Agnes Rosier . Efter Agnes .

Simon satte sig. Løftede øjnene til Cora.
”Jeg henter din ring.”

[Cora Greengrass]

Cora var så overrasket over hans udmelding, at hun først ikke kunne få et ord over læberne. Snart rystede hun dog på hovedet. "Nej, det gør du ikke," insisterede hun.

"Jeg glemte den. Ergo, jeg henter den."

[Simon Montague]

Simon betragtede modreaktionen. Protesten udhulede alle tidligere ytringer Cora var kommet med; Den friske start henrettet med nakkeskud for heksens egen hånd.
Hvis det hele ikke var så forbandet forventeligt, havde Simon muligvis have haft svært ved ikke at påpege det tragikomiske.

” Vi må lægge hvad der er hændt, bag os, sagde du,” mindede han hende om.
”Men det er måske ikke dig, som indgår i det ’vi’?”

[Cora Greengrass]

Der forsøgte han at fælde hende med hendes egne ord, og naturligvis mærkede hun det svide under huden. Hun forsøgte momentært at bide tænderne sammen og holde hænderne i ro, der lå i skødet.

"Vi indgår begge i det, men det her handler ikke om vores fremtid sammen," forsøgte hun med en subtil bestemthed i stemmen. "Det handler om en ring som jeg har glemt, og som jeg nemmere og hurtigere kan relokalisere."

[Simon Montague]

Vantroen kunne næppe males med en større pensel.
Hvad Cora sagde var lige så idiotisk og håbløst naivt som – nej, ikke som noget andet, som Cora der idiotisk og håbløst naivt fortæller, at hun (uh huh, du hørte rigtigt: hun) skal hente sin bryllupsring tilbage fra den galan, hun tilbragte sin bryllupsnat med.

Ja, klart.

”Jeg henter den, Cora. Du har allerede glemt den én gang.” Og det var tydeligvis ikke ringen hun var ivrig efter at se igen.

”- Jeg skal alligevel ud.”

[Cora Greengrass]

Cora forstod ikke hans insisteren, men tolkede dem som hans forsøg på at afmærke et territorium, som kun var defineret med et tungtvejende ægteskabsløfter. To ja´er, man ikke kunne trække tilbage.

"Så går jeg med," forsøgte hun så alligevel.

[Simon Montague]

Simons fokus veg ikke fra Cora, selvom hendes insisteren gav ham lyst til vise hende det hvide i øjnene.
”Nej Cora.”
Han havde ikke behov for at påpege hvor tåbeligt hun opførte sig.
Hun havde knapt nok forladt den varme seng, og ville allerede tilbage. Havde han bare ytret noget tilnærmelsesvist som dét, havde Cora fået et føl.

Simon rejste sig igen. Emnet var ikke længere (havde aldrig været) til diskussion.