Lately, I'm feeling like a part of me is drifting away

[Millicent Flint]

Millicent havde ikke forventet meget ud af samtalen og blinkede, da Ambrose gav sig. Aftenen forinden havde hun ellers ligget og øvet alle de argumenter, hun ville bruge, bare for at få ham til at lytte. Men han havde ikke blot lyttet, han gav hende også præcis dét, hun manglede.

"Tak." Et kortlivet, næsten lettet smil strejfede hendes læber. "Jeg ved godt, at det ikke er ingenting, jeg spørger om, men ..." Smilet falmede omgående, for hun kunne ikke færdiggøre sætningen. Kunne ikke engang tænke på den dag med 'uheldet'.

[Ambrose Macnair]

Det der havde trukket Millicent fra ham dengang, var nu grund til at hun opsøgte ham. Fordi han havde kontakterne, hun ikke havde. Ambrose burde vise mere modvilje, men der var flere grunde til, at han valgte at love hende noget som helst. For Millicent spøgte altid i baghovedet.

"... men du har brug for, at høre om nogen ved noget," færdiggjorde han hende.

"Jeg skal nok hive fat i Burke ved første mulighed, Millie."

[Millicent Flint]

Det var ikke dér, Millie havde set sin sætning ende, men hun gjorde ikke indvendinger. Hun vidste godt, at det var hende, der kom til Ambrose, fordi hun manglede indsigt i en interesse, der havde drevet dem fra hinanden. I stedet nikkede hun.

“Tak,” svarede hun med følelse og rejste sig, selvom hun havde mere lyst til at blive i musiklokalet med ham. Lade alt forsvinde for en stund.

“Jeg skal ikke optage mere af din tid.”

[Ambrose Macnair]

Ambrose havde været for stædig til at opsøge kontakten, selvom Millicent aldrig havde været fjern for tanken. Som han gjorde det bedst, havde han formået at distrahere sig selv ved at følge andre impulser. Men her var de alligevel. Sammensat over et klaver, som Millicent var på vej til at forlade.

"Må jeg bede dig om en tjeneste?" spurgte han.

[Millicent Flint]

Millicent havde forventet et nik og en hurtig afsked, muligvis for ikke at tale sammen igen i ugevis. Hun stoppede i bevægelsen og så på ham med oprigtig interesse.

"Hvilken?"

[Ambrose Macnair]

"Spil noget for mig," Ambrose betragtede hende og håbede at hun ville sætte sig på bænken igen. Selvom hun ikke kunne følge med hele vejen i deres duet, og måske var mere gnidningsfri i sang end på tangenterne, var det anderledes at høre en persons eget udlæg. Mest interesseret, var han i at høre hvordan hun havde ændret sig fra den Millicent han engang havde kendt.

"Bare et eller andet."

[Millicent Flint]

Millicent havde ikke mere end lige forladt den lille bænk, som hun nu så tilbage på. Blikket blev vendt mod Ambrose igen. Sikrede sig, at han rent faktisk mente det. Så nikkede hun og tog plads igen.

Det krævede en kort, men dyb indånding, før hun gik i gang med at spille et melankolsk stykke, blikket rettet tankefuldt fremad.

[Ambrose Macnair]

Denne gang behøvede Millicent ikke forholde sig til Ambroses tempo eller stemning. Faktisk behøvede de slet ikke forholde sig til hinanden, selvom påhøreren uundgåeligt blev trukket ind. Melodien mindede ham om et andet tab. Hans eget. Livets flygtighed når man, ligesom hans mor, havde en skæbnebestemt død før sin tid.
Gideon var død ung også, dog uden at have været syg.

Han betragtede hende indtil melodien blev spillet ud, og sagde ikke noget med det første. "Terapi, synes du ikke?"

[Millicent Flint]

Hænderne blev liggende lidt, før Millie lod dem falde til lårene. I processen slog hun en tangent an, der hang atonalt i luften. Først, da den var forstummet, så hun på Ambrose.

"Jeg behøver ikke terapi," svarede hun roligt. "Det er i svar, jeg vil finde ro."

[Ambrose Macnair]

Ambrose var ikke helt overrasket, men samtidig var der et større spørgsmål det løftede sig fra hendes ord. "Så, hvis du ikke finder dem?" spurgte han hende.

Motivationen til at give hende svar (hvad end løgne eller sandheder) voksede stødt i ham. 

[Millicent Flint]

Det var spørgsmålet, Millie ikke ville stille sig selv. Det, hun ikke engang turde overveje for længe og hun gjorde det heller ikke nu.

"Det er ikke en mulighed," afviste hun roligt, selvom det var et spørgsmål om selvkontrol og ikke følelserne bag.

[Ambrose Macnair]

Ambrose hævede og sænkede hagen i et nik, mens tankerne svirrede. Selvom han var en del af Ren Magi, stolede han næppe på nogen af dem. En daggert placeredes bedst i ryggen på dem der turde vende den mod dem der stod nærmest.

"Nej," gav han hende så blot ret og rankede ryggen igen, frem for at læne sig en kende ind mod klaveret. "Jeg ser hvad jeg kan gøre. Tak for nummeret."

[Millicent Flint]

Millicent så det lille skrift og rejste sig selv op. Selvom hun i et øjeblik havde glemt, at de ikke længere var venner, var hun nu atter bevidst om det og sendte ham blot et høfligt smil.

"Selv tak," svarede hun og fejede det mørke hår tilbage bag øret, før hun gik hen for at pakke sin taske sammen.

[Ambrose Macnair]

Distancen kunne være kølig. Kunne nok også gøre ondt. Ambrose mærkede det hele, foruden medlidenhed for Millicents situation. Han havde selv mistet og tabet ville følge ham for evigt, men det kunne forklares. Hans bånd til Millicent, var mere problematisk på det punkt.

Han gik over til bænken, nu hun havde forladt den, og satte sig så han selv kunne spille. Tonerne skiftede mellem mørke og lys, mens han lod hende pakke sammen.

[Millicent Flint]

Opmærksomme ører fulgte med, da Ambrose flyttede på sig og selvom hun ikke så på ham, vidste hun præcis, hvordan han bevægede sig hen til klaveret. Kunne høre hans fingre hæve sig og svæve lidt over tangenterne.

Selv før han begyndte at spille slog det hende. En tanke så fjern, men som duftede velkendt og hjemlig. Det var en simpel trang til at gå hen og sætte sig ved hans side igen. Hun lukkede tasken og tog sin kappe på, før hun svang remmen over skulderen. Først da vendte hun sig imod ham igen, tillod sig at betragte ham lidt, mens han spillede. Så hævede hun en hånd i afsked og forlod klasselokalet.

afsluttet