En klassiker

[David Smith]

Pegefingeren blev frigivet, kun for at lande på Davids egen underlæbe. Øjenkontakten veletableret og konstant.
”Det ville du også,” betroede han Mags. Lod det hænge lidt, konklusionen, inden han rettede sig, fjernede sig. Lod armene med hænder og fingre falde ned langs kroppens sider og begyndte at gå.

[Maighread MacFusty]

Mags var sjældent uden svar - for ikke at sige aldrig. Men nu måtte hun alligevel kapitulere med et muntert fnys og følge med ham, for måske ville hun.

"Jeg så nu helst, at du opførte dig ordentligt nok til, at det ikke var en nødvendighed." Hun lød næsten som Mama MacFusty med de fremmede ord i munden.

[David Smith]

David slog nakken tilbage, grinede højt af hendes udtrykte tåbelighed.
Ha. De vidste begge to bedre; Mags var ikke holdt ved, hvis det var sandt.

”Og jeg så nu helst at du efterlod et rødt mærke på min venstre balle, men niks. Jeg må nøjes med lammer og prik på tuden”.
Med et ikke synderligt beklagende suk tilføjede han:

”Jeg må satse på Burke”

[Maighread MacFusty]

Mags kom med et muntert grynt, selvom de var alt for tæt på gerningsstedet til, at hun havde lyst til at spøge med Burke. Ved siden af hende skulle David virkelig oppe sig for at slå hende ud af kurs.

"Du kan da bare bukke dig forover og trække ned i bukserne," foreslog hun frygtløst. "Så åbner jeg bæltet."

[David Smith]

Publikum eller ej. David var fuldkommen ligeglad med, hvor de befandt sig. Han drejede blot sit utilslørede ansigt mod Mags, greb fat i sin øverste buksekant imens.
”Åh, babe,” spandt han, betragtede hende indgående med sine blå øjne.
Med svaj i ryggen trak han bukserne ned i et ryk på omkring ti centimeter; røbede meget bleg hud bag.

”Du begejstrer mig” Munden forblev halvt åben i øm forventning.

[Maighread MacFusty]

Davids manøvre tiltrak både overraskede og nysgerrige blikke, men Mags hævede ikke engang brynene. Der skulle efterhånden mere til at overraske hende, når det kom til løven. Desværre var den koksgrå nederdel ikke udstyret med et bælte. Men det var der råd for og det var i stedet det grønstribede slips, hun bandt op.

"Du skal ikke komme for godt i gang. Jeg har en kæreste," advarede hun ham, mens hun snurrede det i luften. Og så svirpede hun det ellers over den lyse hud, så der ikke gik mange sekunder, før der ganske rigtigt tegnede sig et rødt mærke.

[David Smith]

Slipset ramte hvor det skulle og David hylede af fryd. Ansigtet var et kæmpe grin, da han efterfølgende rankede sig. Bukserne blev hevet halvhjertet på plads.

”Uf, Magsie,” trillede han med tungen uden at have hørt noget af det hun egentlig havde sagt.
Med en uvant hurtig bevægelse forsøgte han med ét at skubbe Mags ud af balance. Et hårdt puf. Sin egen fod sat ind foran, i vejen – alt der kunne øge succesraten for at få heksen til at snuble.

”Nu er det din tur.”
Den ene hånd fingererede allerede ved det røde slips.

[Maighread MacFusty]

Det var ikke første gang, nogen havde prøvet at vælte hende, men Mags havde virkelig ikke forventet det pludselige puf. Fødderne blev flyttet, men fandt kun hans blokade. Heldigvis var hænderne til mere hjælp og de blev det eneste, der forhindrede hende fra at klaske ned på gulvet.

"Du kan lige vove..." Hun mente ikke selv, hun behøvede at gøre truslen mere konkret.

[David Smith]

David fløjtede triumferende af hendes fald. Fandt endda overskud til at blinke til flere af de overraskede tilskuere.
”Stillingen klæder dig, musse.” kommenterede han, grinet sad i stemmen.
David bøjede sig frem for at løfte op i hendes nederdel. Den anden hånd havde formået at løsne slipset, så det var klar til brug.

”Kun et lille svip”

[Maighread MacFusty]

Hvis ikke Mags havde været halvt i knæ, hænderne mod stengulvet, havde hun nok grinet af ham. Hun manglede trods alt ikke selvtilliden til at fortælle ham, at hun godt vidste det. Til gengæld manglede hun tålmodigheden til at få blottet sine underbukser for ikke blot David, men også forbipasserende.

"Gør det og se, hvad der fecking sker."

[David Smith]

Kunne David spinde havde han gjort det. Frembragt en lav og snurrende lyd, dybt inde fra adamsæblet, som tegn på situationens velbehag.
Med en rolig hånd, der kun tilfalder dem, der er ganske bevidst om at det gode øjeblik ikke vil holde evigt, tog David i pincet-greb fat i Mags nederdel og løftede stoffet op, tilbage over hendes ryg.

Alt imens blev slipset i den anden hånd svunget.

[Maighread MacFusty]

Burde hun sætte en klar grænse og vise David, at han for længst havde overtrådt den? Muligvis. Problemet var bare, at Mags var mere stædig og nysgerrig, end hun var optaget af at sige fra. Og David skulle i hvert fald ikke se hende svede.

Så i stedet for at komme med flere trusler, fulgte hun op på den foregående og trak trusserne et par centimeter ned, bare så han kunne få ideelt udsyn til den fregnede balle. Tænderne blev presset sammen.

[David Smith]

Det var ikke muligt for David at holde sit hvin inde, da Mags (imod sin ellers netop fremsagte trussel) hjalp til og gjorde plads til, hvor slaget skulle falde.
Med øvet hånd sikrede han den rette styrke bag slaget og slog til. Slipset fungerede som en udmærket pisk – lyden skarp og det efterfølgende mærke varmt og rødt.

[Maighread MacFusty]

Mags hørte det lille hvin, der virkelig fortjente en bemærkning. Men tænderne var hårdt lukket sammen om beslutningen om ikke at slippe en eneste lyd. Hun var en dragetæmmers datter og hoppede frygtløst fra sin kost i flere meters højde.

Alligevel slap den ud, lyden. Lys og mere feminin, end hun var tilfreds med. Hvad der for alvor kom bag på hende var dog, at hun ikke hadede følelsen. Måden, blodet skyllede til det summende område.

Hun skyndte sig at trække trusserne tilbage på plads og rette sig op, så nederdelen igen kunne falde. Kinderne blussede om kap med balden.

"Er du så tilfreds?" prøvede hun at vrisse, men hun kunne knapt genkende sin noget forpustede stemme.

[David Smith]

Situationens udfald understøttede hvad han på forhånd havde håbet – David var tilfreds. Han bandt slipset i en løs knude, mens hun kom op at stå, blev ordentlig og civiliseret at se på igen. Eller delvist. For en uhellig rødmen hang ved pigebarnets kinder, til Davids egen fornøjelse.

”Der skal mere end én gang til at tilfredsstille mig,” svarede han med en ublu kendermine.
”Mere vel have mere. Det finder du snart ud af.”