Suspicion is the cancer of relationships

[Bryce Donovan]

Spørgsmålet stak i hans samvittighed, men det lykkedes ham at holde masken skjult bag et roligt smil, som kunne forveksles med de samme legende smil han førhen havde sendt hende i sådanne samtaler.

"Hvis jeg kender dig ret, skulle der mere til end simple belønninger for at gøre godt for det, hvis jeg havde lavet ulykker." svarede han i stedet. Det var heller ikke helt en løgn, og han var bevidst at selv hvis han lykkedes i sit projekt, ville der være noget han skulle gøre godt igen i kølvandet, når hun fandt ud af det. Han håbede bare at hvad han lavede ville gøre det nemmere at sluge.

"Måske syntes jeg bare det er længe siden jeg har forkælet dig. Og du har ikke modsat dig dét før." tilføjede han sigende. Og da hun kom tæt nok på ham til at han kunne, lod han nok en gang hænderne søge frem om hendes hofte igen.

[Callista Runcorn]

Callista var normalt ret god til at læse mennesker, men hun var også ret modtagelig for smiger. Når den kom fra Bryce, var hun kun mere modtagelig og det begyndende smil der lurede i hendes mundvige mens hun kom nærmere og endte lige foran ham igen “Hvorfor skulle jeg sætte mig imod hvis nogen har lyst til at belønne mig.” Hun lagde hovedet lidt på sned, mens hun rakte op og rettede lidt på hans skjortekrave (der egentlig sad ganske som den skulle allerede) “Det ville være frygtelig utaknemmeligt.”

[Bryce Donovan]

Det var ikke første gang Callista havde rettet på hans skjortekrave - unødvendigt eller ej - og han mistænkte at det heller ikke ville være den sidste. Men han modsagde sig bestemt ikke en undskyldning til at placere hende tæt nok på ham til at hænderne kunne søge hele vejen omkring hendes lænd og trække hende tættere til sig.

"Og du har aldrig været utaknemmelig før." medgav han med et glimt i øjet. Han kunne heller ikke dy sig, nu han havde hende så tæt på sig, til at strejfe hendes næsetip med hans. "Men det hjælper at vide hvad du har lyst til."

[Callista Runcorn]

Callista var normalt ret standhaftig og ikke så nem at aflede, men Bryce var en afledning der oftest virkede lidt for godt, med mindre hun for alvor havde bidt sig fast i noget “Nej, jeg er blid som et lam..” bedyrede hun med en enkelt hovedrysten og nsten overbevisende uskyld malet på ansigtet, mens hænderne lagde sig mod hans overarme.

Det flygtige kærtegn, sammen med opfordringen gjorde hende tavs et øjeblik eller to, før hovedet gled lidt på sned “Må jeg tænke over det?” At sige hun havde lyst til at se hvad der var i mappen havde strejfet hende, men blev ved tanken.

[Bryce Donovan]

Hendes uskyldige ansigtsudtryk ville måske have været mere overbevisende, havde det ikke været fordi han kendte hende bedre end som så. Hun var bestemt intet uskyldigt lam, men det var trods alt en af de sider han holdt sådan af. Det var desværre også én af siderne der gjorde hemmeligheden desto sværere at holde på.

"Selvfølgelig. Mine belønninger plejer ikke at have nogen udløbsdato." påstod han smilende. Alt imens han håbede at det var nok til at glemme hvad hun havde nået at se i mappen - også selv om det måske var lige lovligt optimistisk. Igen, fordi han kendte hende så godt som han gjorde.

[Callista Runcorn]

Callista besvarede hans smil, men måske en smule afmålt. SElvom hun prøvede at skubbe det fra sig, havde synet af det forhadte navn hun for længst havde lagt fra sig, plantet en uvelkommen følelse i baghovedet på hende, hun havde troet også hørte fortiden til.

"Så hører du fra mig, når jeg har overvejet hvad jeg synes jeg fortjener." svarede hun og strakte sig lidt, for at kunne lade læberne strejfe hans "Jeg skal lige gøre den rapport færdig, så kan vi måske spise aftensmad sammen hvis ikke du allerede har spist, eller har andre planer?"

[Bryce Donovan]

Bryce kendte hendes smil. Gennem al den tid de havde delt sammen, var han efterhånden overbevist om at han kunne skelne mellem hendes smil, og kunne læse hendes humør ud fra dem. Og der var noget i formen af hendes smil som bekymrede ham.

"Tag dig den tid du behøver." nåede han at svare før hendes læber strejfede hans, og blødgjorde hans bekymring en anelse. "Jeg har ingen planer lagt. Jeg er din resten af aftenen." lovede han hende med et løft i mundvigen.

[Callista Runcorn]

Det løfte, uanset hvor spøgefuldt det måske var, fik oftest Callistas tanker i en ganske bestemt retning. Tanken strejfede hende da også nu og fik et smil til at spøge på hendes læber “Jeg føler mig meget priviligeret.” Svarede hun med et lille smil, lod hænderne falde og trådte et skridt tilbage “Jeg skynder mig at blive færdig.” Lovede hun, vendte sig og tog flasken med blæk i samme bevægelse. Et sekund eller to faldt hendes blik på sagsmappen, men der var intet reelt ophold før hun fortsatte mod døren og ud af den.

[Bryce Donovan]

Løftet blev ikke altid givet med dét endelige resultat in mente, men det var svært at undgå at tankerne vandrede i den retning, når han så antydningen af smilet på hendes læber.

"Jeg kan finde en god vin frem i mellemtiden." foreslog han mens han lod hende træde ud fra hans favn og fortsatte ud af døren. Et sted i baghovedet var han bevidst om at han burde genne sagsmappen væk, men samtidig forekom det ham at det ville se mere mistænkeligt ud hvis han forhastede sig i netop det. Han lod sig nøje med blot at lægge mappen i en skuffe for nu, før han fulgte med Callista ud af hans kontor. Og hvor hun begav sig én vej for at færdiggøre sin rapport, vendte Bryce kursen mod køkkenet og den tilhørende vinkælder.

[Callista Runcorn]

Callista havde svært ved at finde koncentrationen da hun igen sad med sit arbejde. Uvelkomne tanker og minder blev ved at dukke op, trods Bryce’s forsikring om, sagen ingen tilknytning havde til manden hun tidligere havde været gift med. Hun endte med mest at være irriteret på sig selv, fordi hun havde ladet sig påvirke af et navn på et stykke papir. Fordi hun havde ladet fortiden stadig have magt nok til hun lod sig påvirke.

Hun var ikke helt færdig da hun lagde sine egne papirer væk, men havde brug for en distraktion der var bedre. Med det in mente, søgte hun mod køkkenet. Det var måske ikke så almindeligt for andre som dem, at spise der, men der var altid varmt og det virkede som spild af både energi og tid, at gøre andet end at sidde der, især fordi de oftest spiste sent og datteren endnu ikke havde så faste rutiner. Duften af mad lokkede hende på vej og blev kun stærkere da hun trådte ind i køkkenet og fandt Bryce i gang med at pille folien af en vinflaske “Hvad skal vi have?” Spurgte hun, egentlig både hentydende til maden og til vinen.

[Bryce Donovan]

Bryce havde opholdt sig i køkkenet, hvor Aifric allerede var i gang med at tilberede aftenens måltid. En gryde stod og simrede, og en behagelig duft havde allerede fyldt luften i køkkenet. Men hans tanker var langt væk. De befandt sig på sagsmappen, og indholdet deri. På grublingen over hvordan han skulle bevæge sig fremad. På hvad han skulle fortælle Callista, og hvornår. Sandt at sige var han klar over at selv hvis han sagde noget nu, ville det være for sent. Og han nåede den samme konklusion han havde nået de andre gange han havde grublet; det var bedst at fortsætte kursen.

Opmærksomheden blev først flyttet til nuet da Callistas stemme brød stilheden, og lokkede smilet frem på hans læber. Det var dog Aifric som svarede for ham.
"Aifric laver suppe, miss." svarede hun varmt. "De kan tage plads, så vil Aifric servere straks."

[Callista Runcorn]

Callistas blik gled til husalfen et øjeblik med et lille smil “Tak, Aifric.” Hun trak en stol ud og satte sig, mens blikket fandt Bryce igen. Følelsen fra tidligere sad stadig i baghovedet på hende. Som en burre der nægtede at lade sig ryste af. Det var også den der fik hende til at se væk igen og aflede den rastløse følelse, ved at få to vinglas til at forlade deres plads og finde en ny på bordet.

[Bryce Donovan]

Ligesom Callista indfandt Bryce sig snart ved bordet, og hvor hun sørgede for glassene, fik han snart en fin rødvin til at svæve til dem. Han udvekslede et smil med hende mens han hældte op i glassene, og husalfen serverede for dem.

Samtalen over bordet var ikke decideret anspændt, men Bryce var bevidst om at der var noget under overfladen. Han var også lidt for bevidst om hvad det måtte være. Han forbandede sin egen uforsigtighed ved at have haft mappen liggende fremme, men der var ikke noget at gøre nu. Før eller senere ville hun finde ud af mere; han kendte Callista godt nok til at vide, at hun ikke bare ville lade det ligge. Men stadig kunne han ikke bare sige det. Ikke før han havde noget konkret på hendes eks-mand.

Lukket