Our lips must always be sealed

[Agnes Rosier]

Spørgsmålet var ikke bare uventet, men også det eneste, Agnes ikke kunne give et bare nogenlunde svar på. Hun åbnede og lukkede munden en gang. Blikket faldt til hænderne, som hun rystede på hovedet.

"Det er anderledes nu," prøvede hun at indvende uden at møde hans blik.

[Corban Yaxley Jr.]

Denne gang havde Agnes ikke smilet til ham med overbevisning om en eller anden fatalistisk, romantisk ide. Tværtimod kunne Corban ikke fange hendes blik overhovedet.

"Hvornår ændrede det sig?" spurgte han så, velvidende om at han var insisterende.

[Agnes Rosier]

Spørgsmålet var dét, der skulle til for at få hendes blik på igen. Agnes mødte ham i hvert fald med brune øjne og et bønfaldende blik.

"Hvorfor gør du det her? Er det noget, Simon har fået dig til? Jeg elsker ham. Og han elsker mig. Hvis du vil vide, hvornår der forandrede sig, så er det efter jeg stoppede med at besudle vores forlovelse med min synd og utilstrækkelighed," svarede hun. Man skulle tro, at der var grænser for, hvor meget man kunne græde, men nu mærkede Agnes igen øjnene blive blanke. Stenen knækkede, da hun fortsatte.

"Hvis du vil vide, hvem der var monsteret uden for mit bur, var det mig selv."

[Corban Yaxley Jr.]

Da Agnes mødte hans blik med vådhed i sit eget, vidste Corban ikke om han efterlod sig mere skade end gavn. En klump opstod i halsen, mens han forsøgte at finde ord.

"Du er ikke et monster for at have fri vilje," sagde han, da det lød som om Agnes havde taget væk med denne Montague netop fordi hun ønskede det. Corban mindede dog sig selv om at han ikke kendte hele historien, eller vidste hvilket monster der havde hældt amortentia i hende. Men hvem havde fået mest ud af det?

"Du var bange for nogen, ligesom jeg er. Jeg har gjort utilgivelige ting, Agnes. Alligevel er der større monstre end os to."

[Agnes Rosier]

Det var lige før Agnes kendte mindre af historien end Corban lod til. Men hun kunne ikke forestille sig, at han kunne have gjort noget, der var værre. At han havde været på nippet til at give sin uskyld til én, der havde været lovet til en anden.

Hun drejede sig hele vejen og tog et skridt tilbage mod ham. "Hvad mener du?"

[Corban Yaxley Jr.]

En tilståelse truede med at komme frem fra et sted på tungespidsen, men Corban kunne ikke bare rulle den ud mellem læberne. Han havde været skyld i nogle muggleres død. Endda mens han ikke var under imperio, men stadig lyttede til sin fars befaling.

"Jeg er blevet kontrolleret af min far, men hans greb kan stadig mærkes. Det er som en konstant pusten i nakken," forklarede han mere vagt, men stadig ærligt.

"Der er rygter om at min mor blev gift med ham på grund af amortentia. Og jeg tror på dem." Selvom det var Corban Yaxley der havde været under husarrest, var det hans mor der var fængslet.

[Agnes Rosier]

Agnes havde forventet en eller anden slags non-svar, der ville vende sig tilbage til hendes situation. I stedet bekræftede Corban nu rygter, hun aldrig havde turdet beskæftige sig med. Blikket flakkede lidt, før hun, uden at tænke over det, rakte frem og tog hans hånd i et blidt greb. Tomlen strøg en enkelt gang over hans, som de brune øjne låste sig fast i hans, der kun var et par nuancer mørkere.

"Det… Det er jeg virkelig ked af, Corban," sagde hun dybfølt. "Hvis du nogensinde får brug for én at tale med det om, så er jeg her." Hun tog en indånding.

"Men det er ikke en undskyldning for at beskylde Matheo for noget. Han er bare en dreng, vi går begge stadig i skole. Han er ikke et monster. Og han er ikke din far."

[Corban Yaxley Jr.]

Noget ved hendes berøring af hans hånd, trak hans blik ned mod den blege tommel der strøg sig over hans hud. Da øjnene gled op for at møde hendes igen, var deres blikke som fastlåste.

Nej... nej, det her skulle ikke handle om ham og hans kamp mod ondskaben. Alligevel gav han hende plads til sine ord, uden at affeje deres validitet. Ikke indtil hun nævnte Matheo igen. Kunne han tage fejl? Naturligvis, men Corban var ikke overbevist. I stedet var han bekymret for Agnes sikkerhed.

"Jeg ved godt at du ikke tror på mig," sagde han så, tonelejet roligt, men alvorligt. "Jeg håber også at jeg tager fejl."

[Agnes Rosier]

Uanset om Agnes troede den vanvittige klage, troede hun på, at Corban var overbevist. Det var sin sikkerhed i både dette og Matheos kærlighed, at hun gav sig. Bare det mindste.

"Professor Cedrella Ogden er din ældre søster, ikke sandt?" Hun tog en indånding og gik linen ud. "Måske hun har en flakon modgift." Det var trods ikke utænkeligt, at en eliksirmester skulle have det på sig, selvom modgift til kærlighedseliksirer nok ikke var det, der blev efterspurgt mest til et bryllup.

[Corban Yaxley Jr.]

Nej, det var ikke utænkeligt, men alligevel havde Corban faktisk ikke tænkt på det. Det havde virket invasivt at bede Agnes drikke noget, når hun stod ved sin sag, men ligeledes var det invasivt af ham at påstå at han kendte en sandhed som hun ikke gjorde. Brynene trak sig sammen igen.

Han klemte hendes hånd. "Kan du vente på mig her?" spurgte han så af frygt for at Agnes ville skifte mening hvis hun gik ud i haven og fandt ind ved Matheos side igen.

[Agnes Rosier]

"Hvis ikke, så er jeg-" Agnes pegede på toiletdøren, der havde været lukket, siden den var gledet i bag Corban. Hun smilede svagt til ham. Ikke, fordi hun ikke længere følte sig vendt på vrangen med gråden snigende efter sig, men fordi hun nu endelig havde noget, hun følte sig sikker på.

Og da Corban vendte tilbage, stod hun med nyvaskede hænder foldet foran sig og ventede på ham. Ansigtet var ikke længere rødt og hævede og øjnene skinnede ikke på samme måde. Der var blot beslutsomhed for at få lagt hans bekymringer til ro. Hvis han var villig til at risikere hendes sorg og vrede for at stå ved beskyldningen i omsorg for hende, ville hun gerne tage sig tiden til at modbevise det.

[Corban Yaxley Jr.]

Stemningen i haven havde føltes endnu mere trykket, uden Corban følte at han havde tid til at finde ud af hvorfor. Hverken bruden eller gommen var dog til at se, men han havde målrettet søgt efter sin søster og givet hende en temmelig kryptisk udmelding. Alligevel var han en flakon rigere, da han fandt Agnes på badeværelset.

"Agnes. Her," Han rakte hende den lille flakon, der ikke så ud af meget, men måske... bare måske, kunne gøre tingene klarere for hende. 

[Agnes Rosier]

Agnes burde nok ikke stå ude på badeværelset sammen med Corban, men der var nok ikke nogen, der ville stille spørgsmål ved den tidligere præfekt og den nygifte vejleder. Derfor lukkede hun bare døren ordentligt bag dem og drejede låsen, så ingen skulle komme ind og sætte spørgsmålstegn.

"Tak," svarede hun og sendte ham et lille smil, før hun trak proppen og så ned i den klare væske. Med et mentalt træk på skuldrene lagde hun nakken tilbage og tømte det.

Vand. Det væltede gennem hendes sind som en flodbølge. Vaskede hver krog ren af det tågede sind og fik hendes øjne til at flyde over. Minderne blev spillet for hendes indre øje uden det lyserøde slør. Hver nat, hun havde delt med Matheo. Smerterne, der ikke længere blev dulmet af kærlighed.

Det blev det sidste, Agnes så, før kroppen gav op på hende. Mavesækken blev tømt halvt ud over gulvet, halvt ud over dem, inden kroppen sank mod gulvet.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde ikke vidst om hun ønskede at han blev der med hende. Indtil Agnes lod en lås klikke i. Først antog han at modgiften intet gjorde, for der var nogle øjeblikke hvor Agnes så upåvirket ud. Men så ramlede det hele sammen gennem maveindhold og sammenfaldne knæ.

Corban fokuserede på at gribe Agnes, inden hendes hoved ville ramme klinkerne. Helt instinktivt havde han taget plads på det tilsølede gulv og navigeret hendes hoved op på sit skød, men dirigeret det til side så hun ikke blev kvalt, skulle mere finde på at komme ud.

"Agnes. Agnes!" kaldte han, mens et svirp med staven fik maveindholdet væk og snart vædede et af de små håndklæder med vand, så han kunne fjerne det fra hendes læber.

[Agnes Rosier]

Øjeblikkene gled forbi, hvor Corban sad med en livløs krop i armene, før Agnes svagt rykkede på sig. Hovedet bevægede sig lidt og øjenlågene sitrede, før hun blinkede øjnene op.

"Hv-" Hun sank og det smagte surt, da hun prøvede at fugte læberne. Først dér gik det op for hende, at hun næsten lå. Øjnene flakkede hvileløst, før hun tvang dem til at holde til ved Corbans.

"Hvad-" Spørgsmålet blev aldrig stillet, før alt vendte tilbage til hende. Ansigtet krøllede sig sammen, før hun skjulte det med hænderne og krøllede sig sammen med en ødelagt lyd.