Beautiful Liar

[Zumatra Khan]

Zumatras øjne gled fra gæst til gæst. Hun kendte langt de fleste, selv om de færreste muligvis kendte hende. I det mindste personligt. Hun var meget selektiv med sin tid og hvad hun fik igen for at tilbringe den med andre. Der vandrede en del historier om hende. Mange af dem var sande, men veela heksen ville hellere dø end indrømme dem.

Vinglasset i hendes hånd blev langsomt cirkuleret. Væsken matchede hendes lange kjole, der slæbte let efter hende, når hun gled hen over jorden. Og når hun spejlede sig i den mørkerøde overflade blev hendes smil bredere af selvtilfredshed. Hun havde drukket sin skønhedseliksir inden hun tog afsted. Intet kunne rive hende ned, og det sås tydeligt på heksens holdning.

Det eneste ved dette bryllup var at – det var rædselsfuldt kedeligt og ensformigt. Hors d'œuvrerne var gyselige. Pynten var forudsigelig. Enhver værtinde med respekt for sig selv kunne da som minimum sørge for at få noget så simpelt til at spille. Den resterende bid af pindemadden smed Zumatra over skulderen og ind i en busk. Det hele var så stille at hun snart ville falde i søvn.

Men hvad var det? Claremont Zabini gik rundt for sig selv. Uden sin forlovede? Zumatras medfødte 6. sans for drama skreg at det var sært. Og absolut noget som heksen besluttede sig for at efterforske.

Med hånden på hoften begav hun sig langsomt tættere på, iblandt gæster og buske, indtil hun stod et par meter bag troldmanden. Om Claremont kendte Zumatra, vidste hun ikke. Men det var ikke relevant. Zumatra vidste det meste om Claremont.

”Det er en smuk aften, er det ikke?” kurrede hun kælent.

[Claremont Zabini]

Claremont var klassisk klædt. Sorte bukser, sort skjorte, en hvid vest og et glas af den dyreste champagne han kunne opstøve. Der var kun én ting der manglede, for at Claremont egentlig følte sig fuldt påklædt, og det var en skare af bedårende fans. Men antallet af den slags kvalitet mennesker, var desværre dalet drastisk nu han kun var reservespiller.

Ikke desto mindre bevægede han sig stadig gennem den dødsyge fest med hagen løftet, og en arrogant selvophøjelse. Han var trods alt stadig bedre end de fleste, og således også aftenens bedste selskab.

Hvilket nogen tilsyneladende endelig fik øjnene op for. Han vendte sig om ved lyden af stemmen, og blikket faldt på en attraktiv heks i en modig kjole. Havde han set hende før? Muligvis. Der var mange gengangere til festerne i det lidt højere samfundslag.

"Absolut," han løftede sit glas i hilsen. "Selvom nogen giver den hård konkurrence." Det var ikke til at sige, om han komplimenterede kvinden eller sig selv.

[Zumatra Khan]

Zumatra kom med en blød latter over komplimentet og førte to par fingre op til munden. Man skulle tro det var for at kvæle grinet, men det var snarere en bevægelse hun brugte til at flytte fokus op på sine læber, hvor hun nappede sig i pegefingeren. Da de havde hvilet der lidt, rettede hun en lok hår til og snoede den mørke silkemanke langsomt ned langs den fine hud på hendes hals, hen over hendes kraveben og strejfede forbi hendes kavalergang.

”Det er en skam at tilbringe den alene Mr. Zabini. Hvor er din forlovede? En kvinde burde ikke sådan lade sin mand stå og samle støv. Det er en skændsel. Slet ikke en mand af din kaliber”.

[Claremont Zabini]

Bedårene fans. Det var lige akkurat hvad han manglede, og han solede sig i hendes tydlige kurmageri. Mund, nakke, krop. Claremonts blik fulgte lydigt med. Hånden der ikke holdt glasset blev stukket i lommen, imens han sendte et hurtigt blik ud i mængden før han trådte nærmere.

"Jeg er smigret, men jeg samler aldeles ikke støv, miss..?" Petronelle dela Cruz var måske nok stadig hans forlovede på papiret, men hvem vidste hvor meget længere. Desuden var der aldrig en skam at lærer nye navne.

[Zumatra Khan]

”Zumatra Khan. Bare kald mig Zumatra, dear”.

En fan ville være lidt meget at kalde Zumatra. Quidditch havde aldrig haft den store interesse for kvinden. På Mahoutokoro havde hun spillet det, og var ganske valid til det, men det havde aldrig været hendes hovedfokus. Det var det heller ikke nu, som hun så på Claremont med største veltilfredshed over at han ikke sendte hende væk og nærmede sig hende. Hun gav ham et elevatorblik og gjorde absolut intet for at skjule det.

Nej, om Claremont var professor eller ej var ligegyldigt for Zumatra. Han var en meget flot mand, der vidste hvordan han skulle te sig og iklæde sig. Han kom fra en god slægt. Og vigtigst af alt, i modsætning til alle hendes tidligere ægtefæller på egen alder, så havde han en utvivlsom livsgnist, som virkede til at være svær at slukke. Og hun elskede det og ville begrave fingrene i det.
Zumatra var snarere en vampyr, der blev inviteret over dørtærsklen. Og ligesom et væsen der ikke ældedes, så lignede hun heller ikke en kvinde i startfyrrerne, uden tvivl hjulpet på vej af sine veela gener. Hun erindrede Claremont fint i sit indre katalog af samlede informationer og tilpassede sig til at give ham den opmærksomhed en mand som ham kunne søge. Rovdyret havde sat sig et mål, og nu gik hun mod det.

Nu manglede hun bare at teste om han blot var varm luft eller en mand af substans.

[Claremont Zabini]

Navnet lød bekendt, men han slog det hen som et tegn på at hun nok tilhørte en fuldblodsslægt. Hvilket bestemt ikke var dårligt. Han solede sig i hendes elevatorblik, og nikkede med en stoisk ro.

"Jamen i så fald er du velkommen til at også at bruge mit fornavn, Zumatra." Et navn han allerede antog at alle kendte.

"Må jeg eskortere dig til et glas?" Han løftede let sit eget, da han bemærkede at hun manglede.

[Zumatra Khan]

”Åh! Hvor galant, Claremont. Meget gerne”.
Zumatra gik om på siden af Claremont, og hendes hånd sneg sig rundt om troldmandens underarm. Hun ville ikke sabotere sig selv, og havde sikret sig at det var fra en vinkel, der var svær at se for de øvrige gæster.

”Fortæl mig, hvad synes du om arrangementet indtil videre?”

[Claremont Zabini]

Claremont havde ingen bekymringer ved at have en flot heks på armen. Uanset hvor mange der kiggede og hvem de var. Heck, det var lige før at det ville være skandalen værd, hvis han kom på en forside. Næsten.

Han trak på en overvejende lyd. "Tjo, det er hvad det er. Endnu et bryllup indgået af gamle nisser på vegne af deres børn. Men det er vel okay sat op. Lidt sparsomt med udvalget af drikkevare, men hvad kan man gøre." Han så ingen grund til ikke at være ærlig.

[Zumatra Khan]

Zumatras gangart var elegant, næsten som om hun gled over jorden ved siden af Claremont. Hendes øjne spillede legende ved sine ord.

”Det udgør nu en ganske strålende underholdning udefra... Men man må jo tage tingene som det kommer og om nødvendigt finde sin adspredelse for at udholde tilværelsen med hvad den byder”.

De lange stilletnegle gled over troldmandens ærme i et diskret kærtegn.

[Claremont Zabini]

Claremont var ikke så sikker på, at han ville definere et teenagebryllup som strålende underholdning. Underholdning, jo vist. Men han kunne nu godt nævne en lang række af mere underholdene ting.

"Eller man kan skabe sin egen tilværelse." Foreslog han, med et tilfredst smil om læberne. Neglene mod hans ærme fortalte ham, at hun var interesseret og det behagede hans ego.