Nogle må græde så andre kan le

[Simon Montague]

Sne. Simon følte sig kold nok i forvejen. Rummet var koldt nok i forvejen.
Noget i ham var overrasket over, at han ikke kunne se Agnes ånde, når hun snakkede.

”Hvad havde du gjort?” Lød det kort efter hendes afsluttende konklusion. Matheo evigt ignoreret.
”Hvis det var omvendt. Hvis du havde været vidne til at – ” Simon satte ikke sig selv ind i sætningen. Agnes havde så ganske tydeligt gjort det klart (igen) hvad hun mente om ham. (Uden eliksir).
” - at én du elskede blev udsat for det ene overgreb efter det andet. At det blev ved, ødelagde dem, gentog sig selv og blev værre selvom du gjorde alt hvad du kunne for at gøre det godt igen.
Ville du bare have accepteret det?”

[Agnes Rosier]

Matheos ord skar sig ind i hendes hjerte og gjorde ondt værre. Tænk, at det stadig kunne føle noget. Agnes begravede det i sit indre med alt det andet, hun havde mistet. Hun nåede aldrig at forme ord, før Simon i stedet tog det. Han havde åbenbart også en kniv.

overgreb, blev ved, ødelagde, værre... Alt blev værre. Værre og værre. Hånden rystede.

"Stop," bønfaldt hun spinkelt. "Bare... Stop."

[Matheo Rosier]

Der havde intet overgreb været. Det var Matheo overbevist om. Her påstod Agnes dog, ansvarsfraskrivende, at han havde hvad... givet hende kærlighedseliksir for at overgribe hende? Det var Agnes der havde opført sig uhensigtsmæssigt overfor ham, da hun valgte at stikke af med Simon.

Der var blod på skjorten, over munden og mod hagen. Alligevel bekymrede han sig ikke om det. Kun om rystende Agnes. Han kom besværet på benene, øm efter faldet og næveslagene.

"Kan du ikke se hvad du gør ved hende?" skændte han besidderisk beskyttende. "Giv mig min stav, Montague." Agnes havde Simons, og Simon havde Matheos.

[Simon Montague]

Simon stoppede. Selvom det var rædselsfuldt at se Agnes stå, rystende og åh så lille, havde han lyttet, stoppet op midt i en bevægelse mod hende.
Uslingen tilkaldte sig opmærksomheden, men blev som alle de andre gange pure forbigået. Han havde forhekset hende, han havde reduceret hendes liv til et bur, forgiftet krop og sjæl.
Var Agnes ikke dukket op i orangeriet, havde Matheo Rosier endt sine dage som et insekt i et fyldt champagneglas; drengen havde absolut nul ret til at afkræve noget som helst.

Simon mødte hans grimme fjæs med de onde øjne.
”Hvad mon dine forældre siger, når de finder ud af hvad du har gjort?”

[Agnes Rosier]

"Stop så," bad Agnes og lod Simons stav dumpe til jorden. Hun så på dem begge, splittet af alt, der var sket. Hvor meget af det var løgn, vidste hun ikke. Hun sank hårdt.

"I kan slå hinanden ihjel for min skyld. Jeg vil ikke have noget med nogen af jer at gøre." Og med det vendte hun om på hælen og forlod orangeriet.

[Matheo Rosier]

"Agnes, bliv," kommanderede Matheo, da hans hustru nærmede sig udgangen til Orangeriet. Naturligvis ønskede han at gå efter hende, men fandt sig i en klemme. For Simon havde hans stav, og kunne nemt gribe ud efter sin egen på gulvet, hvis ikke Matheo var hurtigere.

Så, ligeså hurtigt som han kunne, måtte han i stedet træde på staven på gulvet, i håb om at kræve den op i sin hånd, så han ville kunne forsvare sig, hvis Simon prøvede på noget.

[Simon Montague]

Simon løftede øjenbrynet af Matheos ordre til Agnes. Overvejede i samme sekund om Agnes mon havde ment det: at de bare kunne slå hinanden ihjel. Den yngre slange lignede i hvert fald en, som tog hendes ord bogstaveligt, sådan som han trådte frem ud efter Simons stav, der var endt på gulvet.

”Drop det, Rosier,” Simon havde allerede trukket Matheos stav frem. Pegede på ham med den.
”Lad tryllestaven ligge på gulvet.” Den mindste indikation på at den anden slange ville forøge at få fat på staven alligevel, ville blive mødt med (lettere aggressiv) magi – hvad udfaldet med en fremmed stav ville blive, havde Simon dog ingen idé om.

[Sophia Slughorn]

Brylluppet sejlede, så meget kunne alle og enhver der. Ingen kunne finde hverken brud eller gom, så Sophia måtte forlade sin husbonds side og vralte ned mod orangeriet, hvor hun sidst havde set Simon forsvinde hen. Hun følte sig allerede forpustet og havde mest af alt behov for at sidde ned. I stedet åbnede hun døren og blev nær væltet omkuld af ingen anden end Agnes Rosier.

Hun trådte ind, blikket hårdt, selvom hånden måtte gnubbe et punkt på undersiden af maven. Modsat snotungerne i orangeriet, var hun dog udlært auror og kunne sagtens hidkalde sig begge stave, som hun greb med lethed. Eller i hvert fald kun med en smule sved på overlæben.

"Hvad i alverden er det, I foretager jer?" skændte hun isnende. "Rosier, ud. Find din hustru og få løst jeres tåbeligheder derhjemme." Hun trådte til side for ham, mens blikket fæstnede sig på Simon.

"Og du bliver bare lige, hvor du er." Hun var klar til at ty til magi for at få det sådan, hvis det skulle være.

[Matheo Rosier]

Foden var stadig over staven, da resten at kroppen stoppede dens bevægelse. Nok havde Matheo ikke et problem med at lade som om han ville tage livet af sig selv for kærlighed, men hans selvopretholdelsesdrift var temmelig høj, og han havde ingen intention om at Simon skulle få æren af at dræbe ham.

Med staven under foden og øjnene mod Simon, havde munden åbnet sig for at sige noget, da en skændende stemme lød. Staven hev sig magisk ud under hans sål, og sluttede sig til den anden i luften, før begge stave landede i hænderne på Sophia Slughorn.

Matheo behøvede ikke at høre mere. Nej, faktisk adlød han blot, og værdigede ikke Simon et eneste blik, da han forlod Orangeriet for at finde Agnes, uden at skænke blodet en tanke. 

Out

[Simon Montague]

Det var som om historien gentog sig. Stemmen der afbrød, var i hvert fald mindst lige så genkendelig som Agnes’ havde været. Al den kontrol Simon havde oparbejdet, forsvandt bogstavelig talt ud af hånden på ham, da søsteren resolut hidkaldte den.
Protesterne kæmpede for at komme ud, Simon trådte tilmed frem; for at sætte Matheo løs i haven (tryllestav eller ej) ville være en kæmpe katastrofe.

Men intet forhindrede Matheo i at gå. Brudgommen rasede.
”Du skal ikke! Sophia, se nu! Jeg havde styr på det. Du skal ikke lade ham gå!”

[Sophia Slughorn]

"Styr. På det?" gentog Sophia uimponeret. Et bryn havde hævet sig let, men fandt tilbage på plads. Hånden slap maven og lagde sig i stedet mod lænden for at hjælpe med at stabilisere tyngdepunktet.

"Du var i gang med at skamfere arvingen til Rosier-familien. For slet ikke at tale om, hvad du har lavet med Nott-pigen." Hun så strengt på ham.

"Du har overhovedet ikke styr på det. Er du klar over hvilket oprydningsarbejde, du har givet Constantin Montague? Kerer du dig overhovedet eller er alt i dit hoved bare ginger-fisse?"

[Simon Montague]

Hvad skete der? Hvorfor var det som om, at Simon pludselig var kåret til monster i den store historie?
Var det fordi, at han havde fået Rosier til at bløde? Var det virkelig værre end alt det Rosier havde lavet?
Ved Sophias sidste kommentar var Simon vaklende tæt på at miste besindelsen.

”Han har forhekset hende, tvangsfodret hende med kærlighedseliksir!” udbrød Simon, stirrede på sin søster, der tydeligt intet forstod.
”Hvad ville du have, at jeg skulle gøre?” Simon slog ud med armene, konfronterende:” Kigge den anden vej?”

[Sophia Slughorn]

"Merlin og Morgana, Simon," udbrød Sophia frustreret. Ikke, at hun var komplet usympatisk over for pigens situation, men hun var ikke familie. Det var Simon til gengæld.

"Hun er ikke din hustru. Hvordan forstår du det ikke?"

[Simon Montague]

Simon ville så gerne være sur, rasende, harm, gal, alt der kunne holde flammerne store og voldsomme.
Men sætningen, nej, ikke bare sætningen, konstateringen, gjorde Simon alt andet end sur. Det gjorde ham ked af det.

”Men det kunne hun have været.”
Drengens mund formede helt automatisk et modsvar inden han kunne bremse det. Skuldrene sank mærkbart, for første gang modløst, og han måtte kigge væk.

[Sophia Slughorn]

Sophia sukkede, men sagde ikke mere med det samme. Hvad nu hvis var en farlig tanke, det vidste hun kun alt for godt. Efter et par vraltende skridt kunne hun lægge den ene hånd på hans kind. Den fik et lille klem, før den fandt hvile på hans skulder.

"Du er ikke ung nok til at være så naiv," konstaterede hun roligt og lod hånden falde til sin egen mave.

"Lad os lege, vi ikke var kommet efter jer. Du og pigen ville forsvinde ud i natten sammen og hvad så? Hvordan ville I klare jer? Og hvad med din familie, dit barndomshjem? Ville al den smerte og forfald være det værd?"