På listetå

[Septimus Slughorn]

Døren til det lille hjem - der snart ville blive større - gik lige så stille op, da Septimus sneg sig indenfor. Det var efterhånden med velkendte bevægelser at han listede sig igennem entrèen og undveg de steder hvor plankerne ville knage under hans vægt.

Det var de tidlige morgentimer, men hvor manges dag først ville begynde, var hans egen endelig ovre. Det var oven i købet hans sidste vagt for den nærmeste tid, eftersom han havde taget sig fri til den sidste indspurt af Sophia Slughorn s graviditet. Det havde ikke været nogen nem beslutning, men det var i sidste ende én som ville give ham en smule ro i sjælen. Bare i tilfælde noget skulle ske, uden at han var hjemme til at hjæpe.

Så stille som han kunne begav han sig op af trapperne til soveværelset og stak hovedet indenfor, for at se om Sophia sov eller ej - på hendes nuværende stadie i graviditeten kunne det sagtens gå begge veje.

[Sophia Slughorn]

Graviditet eller ej, Sophia var ikke helt klar til at give afkald på arbejdet, der normalt fyldte hendes hverdage. Det var så indlejret en del af hendes identitet og selvom hun burde forholde sig i ro, tog hun ofte ind til ministeriet og overså andres arbejde. Der var nok, der gerne ville have hendes blik på en sag.

Sådan var det gået til, at hun havde fået en tyk moppedreng af en sagsmappe med sig hjem. Makabre billeder fra et gerningssted lå foldet ud som en vifte foran hende og det skarpe blik gled vågent over dem, trods hun burde have sovet for længst.

Først da døren gik op og tvang hende til at hæve blikket, indså hun, at solen var på vej op. Det var ellers sjældent, han kom hjem til tiden. Hun smilede svagt til ham, før hun skænkede blikket til dokumentet, hun havde lagt over det ene inderlår, der var tilgængeligt i skrædderstillingen.

"Stille nat?" spurgte hun derfor dæmpet. I natteroen var der ikke behov for andet.

[Septimus Slughorn]

Smilet som lagde sig på Septimus' læber var varmt, men også delvist opgivet. Han havde håbet at Sophia havde sovet. I stedet var hun ikke bare vågen, men også i gang med arbejdet, han også havde ønsket sig at hun tog sig fri fra. Men han kendte sin hustru godt nok til at vide at hvad han ønskede at hun gjorde sjældent var relevant.

"For én gangs skyld." svarede han med et suk mens tasken blev sat fra ham på gulvet, før skjorteknapperne fik lov at blive knappet op. Han indtog sengekanten og nåede Sophia med et kys, før han betragtede hende med et blødt smil. "Behøver jeg spørge om du overhovedet har sovet i nat?"

[Sophia Slughorn]

Sophia behøvede ikke mere end et lille vip med pegefingeren, før dokumenterne samlede sig, bare en smule, og gjorde plads til Septimus på sengekanten. Kysset blev ikke mødt med læberne; I stedet hævede hun kinden lidt, så den var nemt tilgængelig.

"Mh," lød det distræt fra hende. Fortsættelsen var mere tilstedeværende, selvom blikket ikke fandt hans. "Jeg faldt tidligt i søvn. Jeg var simpelthen så træt efter arbejde." Først der så hun på og lænede sig lidt tilbage. Dokumentet blev sluppet, så hånden blev fri til at stryge lidt over bunden af maven. Et smil strejfede hendes læber.

"Ligesom du ser ud til at være nu."

[Septimus Slughorn]

Blikket faldt uvilkårligt til Sophias mave. Nogen ville måske mene at Septimus havde haft adskillige måneder til at vænne sig til synet, men den varme der meldte sig i hans blik når han så på sin gravide hustru så ikke ud til at have aftaget meget.

"Mmh. Men ikke så træt at jeg ikke kan gøre dig selskab." Han satte sig til rette på pladsen hun gav ham med nakken lænet tilbage mod sengegavlen. Blikket var stadig på hende. "Hvordan har du det? Har du brug for noget?"

[Sophia Slughorn]

Sophia nød ømheden i hans træk, selvom hun var mere afdæmpet i sit eget udtryk. Blikket gled da også snart tilbage i retningen af billederne, der stadig lå fremme på dynen.

"Jeg har det fint," svarede hun og fortsatte det bløde tryk på maven. "Og det eneste, jeg mangler, er en bedre indgangsvinkel til det her forhør. Men selvfølgelig kan auror-kontoret ikke levere."

[Septimus Slughorn]

"Hrm. Det er vist typisk." Han havde i hvert fald hørt Sophia omtale sådanne problemer før, især efter at hun i en større grad sad med sit papirarbejde herhjemme og ikke var lige så aktiv på kontoret i forhold til før.

En hånd rakte blødt frem og lagde sig over hendes mave og strøg forsigtigt over den.
"Jeg ville gerne prøve at hjælpe dig. Jeg ved desværre ikke hvor meget en healers perspektiv hjælper på sagen." tilføjede han mildt, med et lille løft på smilebåndet.

[Sophia Slughorn]

Det vár typisk, selvom Sophia måske hidsede sig lidt mere op over auror-kontoret (læs: Nicodemus Slughorn og Cressida Quintrell), end hun plejede. Som altid var det dog underspillet. En underliggende irritation, der havde fået lov at slå rødder i hende, men aldrig kom til udtryk

"Måske en helbreder i stedet kan hjælpe med, hvordan jeg får løsnet den muskel, der har sat sig i klemme i min lænd?" foreslog hun derfor i et naturligt emneskift.

[Septimus Slughorn]

Et lille grin flød over hans læber ved hendes forslag, og han satte sig en smule mere op.

"Det lyder som noget jeg kan finde ud af. Læn dig lidt frem?" Han fik manøvreret sig ind bag hende og lod hende læne sig en smule frem, så han kunne komme ordentligt til.

Septimus var måske ikke nogen massør, men han kunne da ét og andet, da han førte hænderne under Sophias trøje og over hendes lænd. "Sig til, når det gør ondt." bad han mens han følte sig frem.

[Sophia Slughorn]

Tavst lænede Sophia sig frem som opfordret. Øjenlågene sænkede sig, til der kun var sprækker mellem dem, for små til at se ud ad. Men hun behøvede ikke at se. I stedet lænede hun sig ind i berøringen, indtil ømheden var kraftigst.

"Der," sagde hun uden anden beklagelse end at have givet sig ganske let under presset.

[Septimus Slughorn]

Den verbale bekræftelse havde næsten ikke været nødvendigt, da Septimus let kunne mærke det i form af reaktionen da han nåede den ømme muskel. Og da han begyndte at massere dybere kunne han også mærke hvor musklen havde sat sig i klemme.

"Jeg ved godt du ikke vil høre det, men du burde snart overveje at tilbringe lidt mere tid liggende end lænet over papirarbejdet." kom det blødt fra ham. Han vidste godt at det ikke var en kamp han kunne tage op med hende.

[Sophia Slughorn]

Et dæmpet suk forlod hende over det dybdegående arbejde på lænden. Det havde vist sig at være et tilbagevendende problem, som kun det insisterende tryk kunne ændre på. Septimus' bemærkning, derimod, gjorde intet for at få hende til at slappe af.

"Den eneste muskel, jeg bruger, er min hjerne. Det kan jeg vel stadig, selv hvis jeg ikke må noget som helst efterhånden," svarede Sophia hvast.

[Septimus Slughorn]

Hendes tone understregede kun hvor ret han havde haft, og han nikkede lidt for sig selv mens han fortsatte den faste trykken mod hendes lænd.

"Jeg siger ikke at du ikke må noget som helst." svarede han, mens han bed et suk i sig. Sophia havde altid været egenrådig, og uanset hvor ofte det kunne frustrere ham, var det i sidste ende ét af de elementer han holdt mest af. "Jeg siger bare at det kunne gøres mere behageligt. Du kunne stadig arbejde mens du lå mod nogle puder." foreslog han prøvende. Han lagde lidt ekstra pres mod musklen imens.

[Sophia Slughorn]

Om det var Septimus' trækken i land eller hans kyndige hænder mod sin ryg, vidste Sophia ikke, men det havde ikke desto mindre en blødgørende effekt på hende. Ikke, at hun var meget bevidst om det, hun slap bare en dyb lyd, der handlede lige så meget om nydelsen ved, at musklerne blødte op, som hendes mellemfornøjethed over emnet.

"Alverdens puder kommer ikke til at ændre på inkompetence."

[Septimus Slughorn]

Septimus måtte trække lidt på smilebåndet da Sophia trak kløerne tilbage igen, og måtte give en sympatisk lyd fra sig ved hendes svar.

"Gid det kunne." gav han, efterfulgt af et blødt kys på hendes ene skulder. Og i takt med at han kunne mærke hvordan musklen under huden blødte op og spændingen falmede, blev hans berøring også lettere, og hænderne fandt igen vej ud fra hendes trøje igen. De lagde sig i stedet på hendes skulder, og guidede hende let til at læne sig ind mod ham.

"Men måske kan puder og en opmærksom ægtemand være et lille plaster på såret, hm?" spurgte han med et varmt smil, da han lagde hagen mod hendes skulder.