What lies at the end of the rainbow

[Kiaan Patil-Fawley]

Han havde næsten talt sig selv fra det igen. Selv efter at have grublet over det, og efter at have nået konklusionen af Kala Patil-Fawley havde haft ret og han måtte få kortene lagt på bordet, var han næsten bakket ud i sidste øjeblik. Og nu stod han altså i Dublin og så på museets facade.

Han havde ment at finde Olive O'Neal dagen efter brylluppet, men der var endt med at gå et par dage alligevel. Måske som en undskyldning for at finde ud af hvad han skulle sige, lige så meget som for at give hende lidt tids pause fra ham. Han skyldte hende det måske.

Køen han stod sig i bevægede sig frem, og han nåede endelig op til skranken, hvor Olive stod. Han rømmede sig en gang.

"Har du tid?"

[Olive O'Neal]

Det var længe siden, at Olive havde stået i skranken, men det holdt hende ikke fra at hænge over den og snakke med Lucy. Hun havde haft sit sidste hold for dagen og lod bare timeglasset løbe ud, til hun kunne få fri. Et pludseligt ryk af turister fik hende dog til at åbne den anden kasse og hun havde kun lige mindet flokken om, at rundvisningerne var færdige for dagen, men at de havde en time til at kigge sig omkring, da Kiaan pludselig stod foran hende.

Hun svarede ikke med det samme. Til brylluppet havde de fået bekræftet, at de ikke havde mere at tale om. Men nu stod han der igen. Hun slap en udånding og nikkede uden at svare med ord. I stedet så hun på Lucy.

"Jeg er tilbage om lidt, Luce," informerede hun hende, før hun trådte ud fra bag skranken og viste ham med sig ind i et lille rum fyldt med voksdukker af leprechauns, både i form af alfer og nogle, der bar større lighed med nisser. Blikket gled rundt for at tjekke, om de var alene, før hun så på Kiaan.

"Hvad så?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Hun bad ham i det mindste ikke skride. Det måtte vel være et skridt i den rigtige retning, og ærligt meget mere end han havde turde håbe på. Han fulgte tavst efter hende ind i det andet rum, og kastede et blik over dukkerne med hvordan mugglere forestillede sig at leprechauns så ud. Det lå lige på tungen at kommentere på mangelen på korrekthed, men han fangede sig i det.

"Jeg, øhm..." startede han. Utroligt hvordan hun kunne få hans tunge til at slå knuder på sig selv uden brug af tryllestav eller besværgelser. "Jeg ville undskylde. Til festen... jeg sagde ting som jeg ikke mente." Han vurderede om han skulle sige mere allerede, men vurderede at det måske var bedst at tage det i små skridt. "Så... undskyld."

[Olive O'Neal]

Olive rynkede brynene og under andre omstændigheder havde hun nok fortalt ham, at hun ikke troede en skid på, at han ikke havde ment det. Men de var ikke sammen længere og hun kunne simpelthen ikke overskue at tage endnu et skænderi med ham. Desuden troede hun på oprigtigheden i hans undskyldning, så hun nikkede.

"Okay," svarede hun. "Så. Du kom til Dublin for at sige undskyld?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Han var ikke sikker på om det rigtig var en accept af hans undskyldning, så meget som det bare var en erkendelse at han havde givet hende den. Det fik ikke knuden til at føles mindre spændt, og Kiaan bed et suk i sig.

"Delvist." svarede han. "Jeg synes du fortjente en undskyldning personligt, også selv om jeg lovede at holde mig væk." Han tyggede lidt på ordene. "Jeg har ikke lyst til at være uvenner med dig, Ollie. Hvis vi kan, vil jeg gerne prøve at redde hvad jeg kan med dig."

[Olive O'Neal]

Olive nikkede, både i anerkendelse af hans ord, men også for at vinde sig noget tid til at svare. Skuldrene faldt med en udånding, før hun vippede tilbage på hælene og lænede ryggen mod væggen.

"Jeg har heller ikke lyst til at være uvenner med dig, Ki," svarede hun ærligt. "Men vi var aldrig venner." Hun trak på den ene skulder. "Og jeg har de venner, jeg har brug for."

Alligevel sagde hun ikke farvel eller gik, for hun var ikke blind for, at han ikke havde sagt et venskab, men hvad jeg kan.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan betragtede Olive nøje, mens han fordøjede hendes svar. Det tog ham et øjeblik at forstå hvor hun ville hen, men selv dér vidste han ikke helt hvad han skulle svare. I hvert fald som han ikke allerede havde sagt.

"Det er fair." endte han med at sige. Han havde måske sigtet efter at de i det mindste kunne redde et venskab, hvis ikke noget mere end det. Men hvis hun ikke havde brug for flere venner... "Hvad har du så brug for?" spurgte han direkte. Uden forventning, blot et behov for klarhed.

[Olive O'Neal]

Det var nogle tunge emner at tage op på museet og blikket endte igen med at glide rundt, selvom de var alene. Chancen for, at de kunne få selskab, fik hende til at grave hænderne i lommen på den tynde, åbentstående hoodie.

"Jeg skal lige stemple ud, men så kan vi måske finde et sted at tale," foreslog hun. "Hvis du kan transferere hjem til min mor, måske?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var måske det tætteste han kom på en udstrakt hånd, og Kiaan havde ikke tænkt sig at afvise den. Han var måske ikke helt varm på at dukke op hjemme hos Olives mor og finde ud af hvad hun syntes om ham nu, men hvis alternativet var at snakken døde nu, var valget nemt.

"Det kan jeg godt." Han nikkede langsomt, og det vippede forsigtigt i hans ene mundvige da han skubbede døren til rummet op og skævede til hende. "Efter dig."

[Olive O'Neal]

Det var et temmelig klart brud på reglerne at tage Kiaan med ind i personalerummet, men det var det bedste sted at transferere fra. Olive tog det da også uden tegn på dårlig samvittighed, stemplede ud og greb oplader og telefon fra en stikkontakt, før hun vendte sig mod ham.

"Okay." Hun rakte den ene hånd frem mod ham.

[Kiaan Patil-Fawley]

Om det var et brud på reglerne eller ej kunne Kiaan ikke rigtigt sige noget til. Så længe ingen stillede spørgsmål til hvordan de var gået derind og tilsyneladende var forsvundet igen uden at nogen så dem komme ud, kunne der vel ikke komme et problem ud af det.

Hånden der denne gang bogstavelig blev rakt ud til ham blev grebet med kun et øjebliks tøven, og med et sug gennem luften forsvandt de fra rummet.

Luften suste da de dukkede op igen udenfor Olives mors hjem, og Kiaan måtte bruge et ekstra øjeblik på at genvinde balancen og tvinge den kvalmende fornemmelse i ro.

"Sorry. Jeg arbejder stadig på at blive bedre til det her." beklagede han og rømmede sig en smule, før det gik op for ham at han stadig havde hendes hånd i sin. Med et strejf af en varm fornemmelse i maven slap han den igen og stak hænderne i lommen. "Så... hvor varm en velkomst skal jeg forvente indenfor?"

[Olive O'Neal]

Olive hadede at transferere og hun måtte lægge den frie hånd over munden, da de var dukket op foran det halve, lyserøde hus. Der gik da også et par øjeblikke mere, før det blev Kiaan, der slap hendes hånd. Hun smilede svagt til ham.

"Af min mor, tænker du? Hun er ikke hjemme," svarede hun uden tegn på at have noget imod det. Hun var blevet efterladt alene hjemme så ofte, at hun ikke længere havde tal på det og satte blot nøglen i låsen og drejede den om.

"Desuden har jeg ikke rigtigt indviet hende i det hele..." Hun sparkede skoene af og lod ham komme ind, før hun låste døren efter dem. Med et noget akavet udtryk fik hun kantet sig forbi ham for at tænde lyset og gå ind mod stuen.

"Vil du have noget? Jeg kunne godt dele en pizza, hvis du er op for det?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var ikke fordi Kiaan decideret havde forventet at hun havde fortalt sin familie om hvad der var sket, men han havde troet at der måske havde været en snak om hvorfor hun ikke havde set noget til ham i ferien, sådan som de havde plejet at gøre da de stadig havde været sammen.

Han fulgte trop indenfor og fik ligesom hende skubbet skoene af sig - selv om det ved eftertanke måske kunne være ligemeget, hvis han blev nødt til at gå hurtigt, hvis deres snak gik dårligt.

"Jeg er op for det." Tonen var ikke uden overraskelse, men hvordan kunne han sige nej?
Med det sagt, lurede den egentlige hensigt med hans 'besøg' hos hende stadig over dem, og han kunne ikke helt finde roen. Hvilket måske kom en smule til udtryk i hvordan han så omkring sig i et rum, han ellers havde set mange gange før.

[Olive O'Neal]

"Du kan bare sætte dig," bød Olive ham og gik rundt om hjørnet og op ad de fire trappetrin til det hævede køkken. Køleskabet blev åbnet og indholdet studeret, før hun drejede hovedet i hans generelle retning.

"Cola fint?" Hun ventede på bekræftelse, før hun gik tilbage til stuen og slog sig ned i sofaen. Det ene ben blev trukket op under hende, mens den anden hånd allerede var i gang med at bestille mad fra telefonen. Hun slap sin ankel og trak det lyse hår væk fra bestillingsprojektet. Der var ingen grund til at spørge, hvad Kiaan ville have. Det var trods alt altid det samme, ligesom hende. Med det ude af vejen lod hun telefonen droppe til sofahynden og så på ham.

"Så..."

[Kiaan Patil-Fawley]

Han havde slet ikke behøvet hverken se på menukortet eller fortælle hende hvad han ville have; hun kendte hans vaner godt nok til at kunne bestille for ham. Under andre omstændigheder ville det bare have varmet ham mere, men i stedet var der noget sørgmodigt over det nu.

"Så..." gentog han tøvende. Det var måske uaktuelt at lade som om snakken ikke ventede, selv om han helst bare gerne ville tage en hyggelig aften med hende. Men det ville ikke være at lægge kortene på bordet; det ville bare feje dem under tæppet igen.

"Du sagde, du ikke havde brug for flere venner?"