Gæt hvem [S]

[Jack Day]

Det var dumt, men det var de fleste af de samtaler Jack kastede sig ud i. Det fik da også skuldrene til at falde løsere ned for en stund, selvom han ikke vidste hvor længe det ville vare denne gang.

"Yea, løs hud, rynker og stærk parfume er lige mig. Alt det de kan, når de fjerner gebisset," spøgte han, lidt ligeglad med hvor ucharmerende, steorotypiserende billeder han malede.

[Maighread MacFusty]

Mags skar en grimasse over billedet, Jack fik tegnet op med ord. Men hun var selvfølgelig heller ikke blandt mange ældre. MacFusty'erne blev sjældent alt for gamle, nedslidte af et liv formet af hårdt, fysisk arbejde.

"Ja, jeg kan godt fornemme, at jeg har langt igen, så. Det må også være smart uden tænder, der kommer i vejen," indskød hun med påtaget ærgrelse, der aldrig nåede det spillende blik.

"Hvis du er blevet færdig med ung hud og fregner, kan også se, om jeg kan lære at spy ild som de gamle koner? Jeg kan også se, om jeg kan finde en parfume et sted."

[Jack Day]

Billederne der momentært fæstnede sig i hovedet, var heldigvis ikke noget der omhandlede gamle damer. Nærmere tanken om hvad der kunne eller ikke kunne komme i forvejen, hvis Mags nu gik ned på ham. Og dén tanke forsøgte han virkelig at klynge sig til, da det udraderede så meget andet for en stund.

"Det er en dum ide at ændre sig for en fyr," påpegede han så, og mente det nok også. Det blev for kedeligt, hvis damerne bare spillede efter hans tromme.

[Maighread MacFusty]

"Hvis du frygter, jeg vil ændre mig for dig, kan du være helt rolig," grinede Mags og mente det. Hun havde altid hvilet i sig selv og det skulle ingen dreng, uanset hvor kære hans smilehuller var, ændre på.

"Men det betyder ikke, at jeg ikke er villig til at blive, hm, inspireret af dine… fantasier."

[Jack Day]

Øjnene hvilede på hende og selvom han måtte klynge sig til fantasierne, var det langt nemmere når hun var tæt på ham og kunne holde dem i live. Måske var det virkelig bare kuren på det hele. At få knaldet problemerne væk.

"Jeg er en utømmelig kilde af inspiration," bemærkede han så derfor bare og lod blikket glide en kende ned over hende, mens de gik mod banen.

[Maighread MacFusty]

Mags slap muntert fnys, men havde ikke mere at tilføje. Jacks ego have altid klaret den helt fint, også uden hendes smiger. Desuden viste de begge, hvordan hun havde det med ham - og så var der vel ingen grund til at tale mere om det.

"Sååeh. Skal jeg tage det personligt, at du stadig ikke har sagt tillykke?" spurgte hun i stedet drilsk.

[Jack Day]

Egentlig ville han helst bare holde sig til det vældigt distraherende emne, men snart blev der gnedet en smule salt i såret. Heldigvis var dette nok nærmere en skramme i forhold til resten.

"Du skal sgu ikke tage det jeg ikke siger personligt," understregede han så og rystede på hovedet. "Jeg tænkte bare at gemme det til efter du får os til at vinde den første kamp."

[Maighread MacFusty]

Mags slap et muntert fnys og så ikke ud til at være bare den mindste smule nervøs. Den slags tvivl på sig selv var der ikke plads til, når man boede blandt drager. Og hvis den var der, ville hun i hvert fald ikke indrømme det.

"Jeg troede, det var en fælles indsats," pointerede hun og fortsatte: drilsk "Jeg kan jo ikke score målene for jer længere."

[Jack Day]

Hænderne havde begravet sig i bukselommerne, selvom der altid var den her evige fristelse til at røre ved krøllerne, og gøre dem endnu mere rodede. Søgerposten skulle have været hans, men heck... der var større piller at sluge. 

"Nej, men et mål fra eller til er intet i forhold til, at det rent faktisk er din røv der skal score os 150," påpegede han så, velvidende om, at søgerne ofte måtte træffe de hårde beslutninger.

[Maighread MacFusty]

Mags skævede til Jack. Når de talte om quidditch, var det nemmere ikke at tænke på smilehuller og vindblæste krøller. Hun var i spillet og fnøs muntert over ham.

"Hvae, prøver du at skræmme mig, Custard?"

[Jack Day]

"Du er ikke så nem at skræmme, freckles," påstod Jack, før han nikkede mod kosteskuret som de skulle lægge vej mod, hvis han da i hvert fald skulle i luften i dag.

Døren blev åbnet, mens han forsøgte at finde dén kost frem som han havde dedikeret sig til, uden at kunne tage fast ejerskab, nu det var ´skolens ejendel´. 

"For fucks sake," mumlede han alligevel, da kostene generelt var i et virvat i skuret eftersom førsteårseleverne efter deres flyveundervisning tilsyneladende bare havde smidt det hele ind.

[Maighread MacFusty]

Mags grinede, tilfreds med hans syn på hende. Nok var hun ingen buldrende løve som resten af familien, men hun tog ære i at være frygtløs. At kunne springe ud i det ukendte uden tøven eller tvivl.

"Bare grib ind, træk ud og håb på det bedste," instruerede hun sorgløst.

[Jack Day]

"Som du dog kan sige det," Nok var Jacks smil ikke fuldstændig sorgløst, men han måtte sgu indrømme at det var en velkommen distraktion at dufte træ og støv, samt have selskab af en tøs der kunne flytte tankerne en kende.

Han forsøgte at grave kosten frem, men det resulterede umiddelbart i, at flere væltede over hinanden. Der var da også kommet støv og ikke ordentligt udsmurt træpudsemiddel på trøjen, da han endelig fandt kosten og kunne rette sig op, selvom det bragte dem ret tæt.

"Hvad med lidt opvarmning først?"

[Maighread MacFusty]

Jacks kamp med kostene fik én af dem til at falde med toppen af skaftet direkte mod hans ... skaft. Heldigvis havde Mags hurtige reflekser og nåede lige akkurat at redde hans helligste, før spørgsmålet fik hende til at se op på ham med et grin.

"Har du brug for at strække ud, Day?" spurgte hun med et glimt i øjet.

[Jack Day]

Jack fik åndet lettet op over hverken at få smadret kost eller bolde, men smilede nu også bare drenget over mødet med Mags gnistrende blik, og udsigten til måske at kurere sig selv fra cølibaten.

"Jeg tænkte sgu nærmere at det var dig der skulle strækkes ud," lød det dumt fra ham, før han lænede kosten ind mod en af skurvæggene for i stedet at krumme en hånd om hendes hofte.