Livets længsel mod sig selv

[Cora Greengrass]

Cora vidste, at hun snart burde holde inde med alt det bobblevand. Det var dog svært når alle blev ved med at skåle deres tillykker til en fejring hun, trods hvidklædt, ikke følte var hendes. Desuden, syntes boblerne at hjælpe en kende på den der klemte følelse indeni, både ved fraværet af Simon Montague , men også ved hans nærvær. Det var en mærkværdig balance.

Da de endnu en gang var fra hinanden til aften, fangede hun dog sig selv i at søge mod Ian Ogilvy . "En dans med bruden Ogilvy?" spurgte hun så, bevidst om at det nok ikke var til at sige nej til dagens ene hovedperson.

[Ian Ogilvy]

Ian havde haft det mærkeligt under det hele. Som en nagende uro, han ikke helt kunne få til at gå væk. Det var efterhånden år siden, at han og Cora havde været kærester, men måske var der en lille del af ham, der altid instinktivt havde holdt fast. Et lille måske, som nu definitivt var tiltet over og blevet til et nej - og det føltes mærkeligt for ham at være der.

Han holdt sig på afstand, men så var hun der pludselig og han vendte sig mod hende med en underlig følelse i maven. Hun så smuk ud, åbenlyst, men det var også underligt at se hende i brudekjole. Mere end underligt. Hans blik fandt hendes, efter at det kort var strøget ned over hende og han smilede svagt.

"Jeg ved ikke om det var et spørgsmål eller en ordre," svarede han, men satte også sit glas med champagne. "Men jeg kan dårligt sige nej, kan jeg?" spurgte han, nok kun halvt i spøg, men ikke afvisende, som han - kun med et sekunds tøven - tilbød hende sin arm.

[Cora Greengrass]

Cora var nu heller ikke så sikker selv. Hun fandt dog, at tanken om at danse med Ian, som de havde gjort til en hel del skolefester i deres periode sammen, førte noget velkendt til en overvældende situation. Hun gengældte den svage trækning på smilebåndet. 

"Ville du sige nej under andre omstændigheder?" valgte hun alligevel at spørge ham, som hånden gled under hans arm og hun lod sig lede ud mod dansegulvet.

[Ian Ogilvy]

Det var et godt spørgsmål og Ian tog sig et sekund eller to til at overveje svaret, mens de gik det korte stykke. Da han stod med fronten til hende, vidste han, hvad han skulle sige. "Nok ikke," indrømmede han og lagde en hånd mod hendes talje, mens den anden fandt hendes hånd.

"Men det burde jeg måske," tilføjede han. Hvilket han i øvrigt heller ikke burde have gjort.

[Cora Greengrass]

Hånden lagde sig trygt i hans, før den anden fandt op for at lægge sig mod hans skulder. Brynene trak sig flygtigt ind mod hinanden, mens hun betragtede ham - nysgerrig på hans ræsonnement.

"Hvorfor?" spurgte hun. Det var vel ikke helt udelukket at snuppe en dans med bruden.

[Ian Ogilvy]

Han måtte bøje nakken for at se ned på hende og selvom det var længe siden nu, kunne han godt huske dengang, hvor han havde gjort det hver gang han ville stjæle et kys eller mumle en morsomhed i hendes øre, mens de gik på korridorerne. Han forviste det fra sine tanker, ikke i tvivl om, at det var spørgsmålet, der havde bragt dem frem.

"Er det virkelig nødvendigt at opliste grundene?" spurgte han med en svag trækning ved mundvigene, men også et ærligt blik. Måske var de så tæt på venner nu, som de ville komme, men det havde ikke altid været sådan. Forholdet med Cora havde altid været... Kompliceret.

[Cora Greengrass]

Selvom der var noget velkendt i at danse med Ian Ogilvy, bar dette præg af noget langt mere intuitivt end mekanisk, som var tilfældet når hun havde danset med Simon Montague . Cora mødte desuden Ians blik uden noget at blive påmindet om, at han ikke holdt af hende - om end deres forhold til hinanden vel altid ville være komplekst.

"Nej. For en af dem skulle nødigt være, at du rent faktisk synes jeg er en elendig danser," sagde hun så og løftede subtilt den ene mundvige lettere opad i en spøgfuld grimasse. 

[Ian Ogilvy]

Ian kom til at grine af hendes svar og det var måske en god ting. Det blev siddende i hans blik, som han fulgte op med et dæmpet fnys.

"Du har vist engang trådt mig over tæerne," pointerede han. "Skal jeg være bekymret for, at det sker igen?"

[Cora Greengrass]

Trådte Cora på ham, ville det nok være intentionelt, nu hun efterhånden følte, at hun kunne hvert eneste trin og taktslag i søvne. Måske var det grunden til at der var en snert af noget næsten fandenivoldsk i hendes blik.

"Nej, du skal bare være ekstra nærværende i dansen. Med lidt opmærksomhed, kan du måske nå at flytte foden inden uheldet sker," sagde hun.

[Ian Ogilvy]

Ian lo, halvt fornærmet, men ikke rigtigt. Han kneb øjnene lidt sammen og så på hende.

"Siger du, at jeg ikke er opmærksom?" spøgte han, men som han sagde det, vendte det brat tilbage til ham, at det var en af grundende til, at det var gået galt mellem dem. Han rystede det af sig.

[Cora Greengrass]

Cora tænkte ikke det mindste over dobbelttydigheden, men måske skyldtes det blandt andet, at hun havde påtaget sig ansvaret for hvad der skete dengang, selvom der havde været lidt vej til indrømmelsen. Det havde ikke handlet om Ians manglende opmærksomhed, men nærmere hendes egen usikkerhed og jalousi.

"Er nogen virkelig det, når de både taler og danser samtidig?"