Mellem søstre

[Jemima Burke]

Jemima Burke og Iris Burke var nogenlunde så forskellige som dag og nat. Da de var yngre havde det været en forhindring, men over de sidste år, havde de alligevel fundet hinanden og det der før var problemer, var blevet styrker.

Hun havde efterladt Algernon McLaggen med en bekendt og en samtale der ikke helt inkluderede hende og dumpede i stedet ned ved siden af søsteren på en bænk i skyggen "Jeg er vant til at sidde alene og se på festen, men hvad sker for at du gør?" hun puffede blødt til hendes arm med albuen og tog sig i at ønske hun havde taget et glas vand med sig.

[Iris Burke]

Iris var ingen sørgelig størrelse og af samme grund huede det hende ikke at sidde alene på bænken, hvor det var alt for let at komme til at tænke på, at hun aldrig helt havde glemt Willard og at der ikke ligefrem var andre, der stod i kø til at byde hende op. Det gik dog tilsyneladende heller ikke fuldkommen ubemærket hen, hvor atypisk det var og Iris fnøs dæmpet over sin storesøsters ord.

"Måske står Merkur i retrograd," svarede hun, tydeligvis ikke helt tilfreds, men heller ikke så forbitret, at hun ikke kunne smile og se lidt over sin søster. "Har du en god aften, Jem?"

[Jemima Burke]

Jemima slap et underholdt fnys over svaret og trak på skuldrene med en lille skæv grimasse "Den var bedre inden mit forsøg på at undgå Alissa og Elias mislykkedes." Hun var stadig ikke helt sikker på h ordan det var lykkedes hende at få lov at tage afsted med Algernon, men hun havde ikke tænkt sig at stille for mange spørgsmål til det "Er den gamle optaget af noget andet end at holde øje med os?"

[Iris Burke]

Iris slap en lyd af sympati, men kendte alt til, hvor håbløst det var at undgå nogen i det magiske samfund. I hvert fald i den ende af samfundet, hvor de befandt sig. Hun fnøs dæmpet. "Har hun nogensinde noget bedre at foretage sig?" spurgte hun dæmpet, ærligt nervøs for at blive overhørt.

"Men jeg så hende tale med Mr. Avery for lidt siden - det skal nok optage hende lidt." En gnist sprang til live i blikket og hun smilede. Måske i et forsøg på opmuntring, men også bare ren og skær Iris. "Er du da ude på ballade?"

[Jemima Burke]

Jemima smilede skævt med et indforstået blik, der tydeligt understregede hendes enighed “Jeg tror det ikke..” hun sænkede selv stemmen, lænet lidt til siden, så hun var sikker på Iris stadig kunne høre hende “Og nogen gange, tror jeg hun har hørelse som en flagermus.” Hun kastede et kort blik søgende ud over gæsterne, men lod det snart vende nysgerrigt tilbage til søsteren “Mere end sædvanligt?” Hun trak på skuldrene, men det trak afslørende i hendes mundvige “Med dig, altid, men måske har jeg udfordret skæbnen nok ved at komme med Algernon McLaggen.” Hun så ikke særligt fortrydende ud “I det mindste er han bedre til at navigere i det her end mig. DEt kan hun da ikke stte en finger på.” Fortsatte hun og slog ud i en bevægelse der inkluderede hele selskabet.

[Iris Burke]

Iris mave trak sig lidt sammen. McLaggen var ikke en pænere familie end Ollivander og deres blodstatus var den samme og alligevel havde Willard slået op med hende med det argument, at hendes familie aldrig ville acceptere det. Hun skubbede bitterheden væk og slap en munter lyd.

"Alene det at hun ikke spærrede jer i døren er vist en form for succes," konstaterede hun og så så nysgerrigt på sin søster. "Hvad sker der med dig og ham?"

[Jemima Burke]

En kort, men underholdt, latter forlod Jemima før ansigtet lagde sig i mere tænksomme folder og hun endte med at trække på skuldrene igen “Ærligt?” Hun skar en lille grimasse, der ikke hæmmede det skæve smil der samtidigt krusede sig på hendes læber “Jeg ved det ikke rigtigt. En eller anden mellemting mellem venner og… noget der virkelig ikke er venner.” Hun så sigende på sin søster uden der kunne være ret meget tvivl om hvad hun mente uden at sige det direkte.

[Iris Burke]

Iris' bryn gled lidt op, før hun lo og smilede et smørret smil. "Jemima Burke," drævede hun og blikket spillede, men der var også en umiskendelig nysgerrighed i hendes blik.

"Og hvordan har vi det med det?"

[Jemima Burke]

Jemimas bryn krøb lidt sammen "Jeg.. ved det ikke." Gentog hun sig selv med halvt undskyldende udtryk, mens blikket søgte ud over gæsterne igen - denne gang ikke efter deres mor "Godt.. tror jeg, men jeg prøver ikke at lægge for meget i det." Hun havde aldrig helt kunnet finde ud af ham, eller dig selv sammen med ham. Den del havde ikke ændret sig "Han er stadig pisse irriterende." Tilføjede hun i en slags forsvar, men det trak insisterende i hendes mundvige.

[Iris Burke]

Iris kneb øjnene lidt sammen og prøvede at gennemskue sin søsters motivationer. Det trak lidt ved hendes læber, men det snu, undersøgende udtryk i blikket forsvandt ikke. "Mh," lød det fra hende, før hun stillede et direkte spørgsmål:

"Hvorfor prøver du på det?"

[Jemima Burke]

Spørgsmålet burde måske ikke være kommet så meget bag på hende som det nu gjorde og blikket flakkede momentært, før hun slog det ned til hænderne der hvilede mod lårene "Fordi.." fordi hvad, nøjagtigt? Det var ikke helt så nemt et spørgsmål "Fordi jeg aldrig helt ved om han er seriøs eller det bare er en joke." hun løftede blikket til søsterens igen "Er han måske lige en du tænker er oplagt til at være seriøs med?" hun havde lagt hele dig selv i at være seriøs med Elias og det havde ikke virket. Måske var det lidt skræmmende at overveje nogensinde at gøre det igen.

[Iris Burke]

"Jeg tænker, at du ikke skal gå på kompromis med hvad du vil have, bare fordi han ikke er klar i spyttet," konstaterede hun og mente det i den rammeste alvor. "Lad være med at holde dig selv tilbage, bare fordi du ikke ved, hvor han står. Han kan ikke forvente, at han kan holde dig hen for altid," fortsatte hun. Smilede opmuntrende, men også beslutsomt.

"Hvis han bare ser det som en joke, så er det ikke energien værd, Jem. Du kan lige så godt få kortene på bordet."

[Jemima Burke]

Jemima kneb det ene øje i og skar en grimasse, halvt et grin "Du er så klog du kunne undvære hovedet nogen gange." Hun lænede sig lidt frem over sine lår "Han er ret klar i spyttet faktisk.." indrømmede hun og kunne ikke lade være at tænke på den famøse date tidligere på året, hvor hun måske havde set et glimt af hans mere seriøse side "Måske er det mig der ikke helt ved hvor jeg står.." det der med at være ærlig overfor sig selv var ikke altid sjovt, men det i bakspejlet, var hun nok nærmere den der havde holdt ham hen end omvendt.

[Iris Burke]

Det ændrede jo tingene lidt og Iris kneb øjnene sammen, som hun så sin storesøster an. "Hm," slap det hende og hun havde adskillige bud på, hvorfor Jemima mon havde det sådan. I stedet for at sige nogle af dem højt, valgte hun en anden strategi og spurgte:

"Hvorfor?"

[Jemima Burke]

Det var ikke helt en så seriøs snak Jemima havde haft i tankerne, da hun var dumpet ned ved siden af sin søster og det ene, spørgende ord, fik hendes bryn til at krybe sammen. Hun var tavs et langt øjeblik før hun trak på skuldrene i et halvhjertet forsøg på at slå det hele hen “Måske virker det bare ikke helt det værd.. at investere for meget i det..” hun skævede til siden og mødte Iris’ blik momentært “På den ene eller den anden måde, føles det bare som om man ender med at blive såret. Enten af den man har følelser for, eller fordi der er nogen der mener vedkommende ikke er god nok.” Var hun pessimisten af de to? I meget høj grad og efter bruddet med Elias Oliver Wood, var hun blevet en smule kynisk.